Bedraget Om Evolution

HENT BOGEN

Download (DOC)
Download (PDF)
Kommentar

Bogens Kapitler

< <
21 / total: 22

Kapitel 19: Tidens relativitet og skæbnens virkelighed

De foregående argumenter demonstrerer, at vi aldrig kan have direkte oplevelse af verden udenfor, at vi kun kender materie som den eksisterer i vores hjerner, og at man leder hele sit liv i ”rumløshed”. At påstå det modsatte ville være at have en overtroisk overbevisning fjernet fra fornuft og videnskabelig sandhed, for de ting, der fremsættes her, er alle tekniske og videnskabelige fakta beskrevet i mellemskole fagbøger.

Dette faktum afviser den primære formodning i den materialistiske filosofi, der ligger til grunde for evolutionær teori. Dette er formodningen om, at materie er absolut og evig. Den anden formodning, som den materialistiske filosofi hviler på, er antagelsen, at tid er absolut og evig. Dette er lige overtroisk som den første.

Opfattelsen af tid

materyalist profesör, rennan pekünlü

Zaman algısı bir anın bir başka anla kıyaslanmasıyla oluşur. Örneğin, karşılaşan iki insanın birbirlerine ellerini uzatmaları ile tokalaşmaları arasında bir süre geçtiğini düşünürüz.

Opfattelsen, vi kalder tid, er faktisk en mode, hvorpå et øjeblik sammenlignes med et andet. Vi kan forklare det med et eksempel. For eksempel når en person trykker på et objekt, hører han en speciel lyd. Når han trykker på objektet fem minutter senere, hører han en anden lyd. Han opfatter så, at der er et interval mellem den første og anden lyd, og han kalder dette interval ”tid”. Men på det tidspunkt, hvor han hører den anden lyd, er den første lyd, han hørte, ikke andet end et stykke information i hans hukommelse. Personen formulerer opfattelsen af ”tid” ved at sammenligne øjeblikket, han lever i, med det, han har lagret i sin hukommelse. Hvis denne sammenligning ikke gøres, kan der heller ikke være en opfattelse af tid.

Ligeledes foretager en person en sammenligning, når han ser nogen komme ind i et rum gennem dørene og sidde i en lænestol midt i rummet. Når denne person sidder i lænestolen er billederne relateret i øjeblikkene, hvor han åbner døren, går ind i rummet og finder vej til lænestolen, blevet samlet som stykker med information i hjernen. Opfattelsen af tid foregår, når man sammenligner manden, der sidder i lænestolen, med de stykker lagret information.

Kort sagt kommer tid til at eksistere som resultat af sammenligningen lavet mellem et antal illusioner lagret i hjernen. Hvis mennesket ikke havde nogen hukommelse, ville hans hjerne ikke have lavet sådanne fortolkninger, og derfor ville opfattelsen af tid aldrig være dannet. Grunden til, at man fastsætter sig selv til at være 35 år, er kun, fordi han har samlet information vedrørende de 30 år i sit sind. Hvis hans hukommelse ikke eksisterede, ville han ikke tænke på eksistensen af sådan en foregående tidsperiode, og han ville kun opleve det enkelte ”øjeblik” han levede i.

Den videnskabelige forklaring på tidløshed

Lad os prøve at afklare emnet ved at citere forklaringer fra diverse videnskabsmænd og lærde i emnet. Angående emnet om tid, der flyder baglæns, erklærer den kendte intellektuelle og Nobelprisvindende professor i genetik, François Jacob, det følgende i sin bog Le Jeu des Possibles (Det mulige og det egentlige):

Film, der spilles baglæns, gør det muligt for os at forestille os en verden, hvori tid flyder baglæns. En verden, hvor mælk separerer sig selv fra kaffen og hopper ud af koppen til at nå mælkekartonen; en verden hvor lysstråler udsendes fra væggene for at samles i en fælde (tyngdekraftscenter) i stedet for at fosse ud fra en lyskilde; en verden, hvor en sten glider op i en mands hånd via det forbløffende samarbejde af utallige vanddråber, der gør det muligt for stenen at hoppe ud af vand. Men i sådan en verden, hvor tid har så modsatte egenskaber, ville processerne i vores hjerner og den måde, vores hukommelse opsamler information på, ligeledes fungere baglæns. Det samme gælder for fortiden og fremtiden, og verden vil fremstå for os, præcis som den gør det nu.206

Siden vores hjerner er vant til en særlige rækkefølge af begivenheder, opererer verden ikke som det relateres ovenfor, og vi formoder, at tid altid går forlæns. Men dette er en beslutning truffet i hjernen, og derfor er den totalt relativ. I virkeligheden kan vi aldrig vide, hvordan tiden går, eller om den overhovedet går. Dette er en indikation af det faktum, at tid ikke er et absolut faktum men bare en slags opfattelse.

Tidens relativitet er et faktum, der også er bekræftet af det 20. århundredes vigtigste fysiker, Albert Einstein. Lincoln Barnett skriver i sin bog The Universe and Dr. Einstein:

Sammen med absolut rum kasserede Einstein konceptet om absolut tid - af et stabilt,  uvarierende ubønhørligt universalt tids flow, der strømmer fra den uendelige fortid til den uendelige fremtid. Meget af den uklarhed, der har omgivet Relativitetsteorien stammer fra menneskets uvillighed til at anerkende at sansen for tid, ligesom farvesansen, er en form for opfattelse. Ligesom rum simpelthen er en mulig rækkefølge af materielle objekter, så er tid blot en mulig rækkefølge af begivenheder. Subjektiviteten af tid forklares bedst med Einsteins egne ord. ”Et individs oplevelser”, siger han, ”fremstår for os arrangeret i en serie af begivenheder: i denne serie fremstår de enkelte begivenheder, som vi husker, at være ordnet ifølge kriteriet om ’tidligere’ og ’senere’. Der eksisterer derfor for individet en jeg-tid eller en subjektiv tid. Dette er i sig selv ikke måleligt.  Jeg kan faktisk associere tal med begivenheden på en sådan måde, at et større nummer forbindes med den senere begivenhed i stedet for en tidligere.207

Einstein selv påpegede, som citeret fra Barnetts bog, at ”rum og tid er former for intuition, som ikke kan skilles mere fra bevidsthed end vores koncepter om farve, form eller størrelse.” Ifølge teorien om generel relativitet ”har did ingen uafhængig eksistens udover den rækkefølge af begivenheder, som vi måler den med.” 208

Siden tid består af opfattelse, afhænger den totalt af opleveren og er derfor relativ.

Hastigheden, som tiden går med, varierer afhængig af de referencer, vi bruger til at måle den, fordi der ikke er noget naturligt ur i menneskekroppen til at indikerer præcis, hvor hurtigt tiden går. Som Lincoln Barnett skrev: ”Ligesom der ikke findes farve uden et øje, der får øje på det, så er et øjeblik eller en time eller dag intet uden en begivenhed til at markere det.”209

Tidens relativitet opleves i drømme. Selvom det, vi ser i vores drømme, lader til at vare i timer, varer det faktisk kun få minutter eller blot få sekunder.

Lad os tage et eksempel for at videre klargøre emnet. Forestil dig, at vi i en vis uspecificeret tidsperiode er låst inde i et rum med et enkelt, specielt designet vindue, som vi kan se solopgangen og -nedgangen fra, og at vi har et ur til at bedømme tidens gang. Få dage senere vil vores skøn af den tid, vi har brugt i rummet, være baseret på vores periodiske kig på uret og vores notits af, hvor ofte solen stod og op gik ned. Ved slutningen af vores periode af indespærring kommer vi til den konklusion, at vi har brugt tre dage i rummet. Men så afslører vores ”fangevogter”, at det i virkeligheden kun var to dage. Grunden? Den ”sol” vi havde observeret var blevet kunstigt projiceret af en simulationsmaskine, og vores ur var blevet reguleret til at gå hurtigere end normalt. Så vores udregninger havde ingen mening.

Time is a concept entirely contingent on the perceiver. While a certain time period seems long for one person, it may seem short for another. In order to understand which one is right, we need sources such as clocks and calendars. It is impossible to make correct judgments about time without them.

Dette eksempel bekræfter, at informationen, vi har om hastigheden af tidens gang er baseret på relative referencer. Tidens relativitet er et videnskabeligt faktum også bevist af videnskabelige metodologi. Einsteins teori om generel relativitet vedholder, at tidens hastighed ændres afhængigt af genstandens hastighed og dens afstand fra tyngdekraftscentret. Når hastigheden øges, formindskes og komprimeres tiden; og den sænker farten som om den når til ”standsning”.

Lad os forklare dette med et eksempel givet af Einstein selv. Forestil dig tvillinger, en der bliver på jorden, mens den anden tager ud og rejse i rummet ved en hastighed tæt på lysets hast. Når han kommer tilbage, vil den rejsende se, at hans bror er blevet meget ældre end ham. Grunden er, at tid går meget langsommere for personen, der rejser ved hastigheder omkring lysets hast. I tilfældet af en rum rejsende far og hans søn på jorden, hvis faderen var 27 år gammel, da han tog af sted, og hans søn 3, vil sønnen, når faderen kommer tilbage til jorden 30 år senere (jord tid), være 33 år gammel, men hans far vil kun være 30.210

Det må påpeges, at denne relativitet af tiden ikke forårsages af ures sænkning eller stigning i fart eller en mekanisk fjeders fartsænkning. Det er hellere et resultat af hele det materielle systems differentierede operationsperioder, som går så dybt som underatomiske partikler. Med andre ord er tidens afkortning for den person, der oplever det, ikke ligesom at handle i et slowmotion billede. I sådanne omgivelser, hvor tiden afkortes, opererer ens hjerteslag, celle kopiering, hjernefunktioner og så videre alle mere langsomt end de hos den mere langsomt bevægende person på Jorden, som fortsætter med sin hverdag og ikke opdager afkortelsen af tiden overhovedet. Faktisk bliver afkortelsen slet ikke tydelig, før sammenligningen laves.

Relativitet i Koranen

Konklusionen, som vi ledes til ved fundene fra moderne videnskab er, at tid ikke er et absolut faktum som formodet af materialister, men bare en relativ opfattelse. Hvad der er mere interessant er, at dette faktum, uopdaget indtil det 20. århundrede af videnskab, blev formidlet til mennesket i Koranen for 14 århundreder siden. Der er diverse referencer i Koranen til tidens relativitet.

Det videnskabeligt beviste faktum, at tid er en psykologisk opfattelse afhængig af begivenheder, miljø og forhold understreges i mange vers i Koranen. For eksempel, som erklæret i Koranen, spænder hele en persons liv over meget kort tid:

På den dag, hvor Han kalder jer til sig! Så vil I svare ved at lovprise Ham og mene, at I ikke har ventet længe. (Sura al-Isra, 52)

På den dag, hvor Han fører dem af sted i samlet flok. Det vil være, som om de kun har været væk en enkelt af dagens timer, og de genkender hinanden. (Sura Yunus, 45)

I nogle vers indikeres det, at folk opfatter tid forskelligt, og at folk nogle gange kan opfatte en meget kort tidsperiode som en meget lang. Den følgende samtale mellem mennesker, der fandt sted under deres dom i det Hinsidige, er et godt eksempel på dette:

Han siger: "Hvor mange år har I været på jorden?" De siger: "Vi har vel været der en dag eller noget af en dag. Spørg dem, der kan tælle!" Han siger: "I har kun været der ganske kort tid. Hvis I blot vidste!” (Sura al-Mumenoon, 112-114)

I nogle vers erklæres det, at tid kan flyde ved forskellige tempi i forskellige omgivelser:

De beder dig fremskynde straffen. Gud vil ikke svigte sit løfte. Én dag hos din Herre er som tusinde år efter jeres tælling. (Sura al-Hajj, 47)

Englene og ånden stiger op til Ham på en dag, hvis længde er halvtreds tusind år. (Sura al-Maarij, 4)

Disse vers er alle åbenbare udtryk for tidens relativitet. Faktummet, at dette resultat, der kun for nyligt forstås af videnskab i det 20. århundrede, blev kommunikeret til mennesket for 1400 år siden af Koranen, er en indikation på Koranens åbenbaringer af Allah, Som omfatter al tid og rum.

Mange andre vers i Koranen afslører, at tid er en opfattelse. Dette er især tydeligt i historierne. For eksempel har Allah beholdt ”the Comparison of the Cave”, en troende gruppe nævnt i Koranen, i dyb søvn i mere end tre århundreder. Da de blev vækket. troede disse mennesker, at de havde været i det stadie i kun kort tid, og kunne ikke forstå, hvor længe de havde sovet:

Vi forseglede deres ører i hulen, i adskillige år. Så vækkede Vi dem for at få at vide, hvem af to grupper der bedst kunne regne ud, hvor længe de havde været der. (Sura al-Kahf, 11-12)

Og således vakte Vi dem til live igen, så de kunne forhøre sig indbyrdes. En af dem sagde: "Hvor længe har I været her?" Nogle mente: "Vi har vel været her en dags tid, eller noget af en dag." Andre mente: "Jeres Herre ved nok bedst, hvor længe I har været her.... (Sura al-Kahf, 19)

Situationen beskrevet i verset under er også bevis for, at tid i sandhed er en psykologisk opfattelse.

Eller som den, der kom forbi en by, der var jævnet med jorden. Han sagde: "Hvordan skulle Gud kunne give denne liv efter dens død?" Da lod Gud ham være død i hundrede år og vakte ham derpå til live igen. Han sagde: "Hvor længe har du været her?" Denne sagde: "Jeg har været her en dag eller noget af en dag." "Nej," sagde Han, "du har været her i hundrede år. Se på din mad og drikke! De er ikke rådnet; men se så på dit æsel! Vi vil gøre dig til et tegn for menneskene. Se nu på knoglerne, hvorledes Vi rejser dem op og beklæder dem med kød!" Da dette viste sig klart for ham, sagde han: "Jeg ved, at Gud er i stand til alt." (Sura al-Baqara, 259)

Det ovenstående vers understreger tydeligt, at Allah, Som skabte tid, ikke er bundet af det. Mennesket er på den anden side bundet af tid: dette ordineres af Allah. Som i verset er mennesket endda ikke i stand til at vide, hvor længe han har sovet. Når vi ved dette, ville det være urimeligt at påstå, at tid er absolut (ligesom materialister gør på grund af deres forvrængede mentalitet).

Tidens relativitet forklarer skæbnens realitet

Som vi ser fra redegørelsen om tidens relativitet og de vers, der henfører til det, er tid ikke et konkret koncept men et, der varierer afhængigt af opfattelser. For eksempel er et tidsrum, der opfattes som millioner af år af os, kun af et øjebliks længde i Allahs Syn. En periode på 50 tusind år for os er kun en dag for Gabriel og englene.

Denne realitet er meget vigtig for en forståelse for ideen om skæbne. Skæbne er ideen, at Allah skabte enhver enkelt begivenhed, fortidig, nutidig og fremtidig i ”et enkelt øjeblik”. Dette betyder, at hver begivenhed, fra universets skabelse til dommedag, allerede er sket og afsluttet i Allahs Syn. Et væsentligt antal mennesker kan ikke fatte skæbnens realitet. De kan ikke forstå, hvordan Allah kan kende hændelser, der ikke er sket endnu, eller hvordan fortidige og fremtidige begivenheder allerede er sket i Allahs Syn. Fra vores synspunkt er ting, der ikke er sket, begivenheder, som ikke er forekommet. Dette er fordi vi lever vores liv i relation til den tid, Allah har skabt, og vi kunne ikke vide noget uden informationen i vores minder. Fordi vi dvæler i denne verdens teststed, har Allah ikke givet os nogen minder om de ting, vi kalder ”fremtidige” begivenheder. Som konsekvens kan vi ikke vide, hvad fremtiden bringer. Men Allah er ikke bundet til tid eller rum; det er Ham, Der allerede har skabt alle disse ting fra ingenting. Af denne grund er fortid, nutid og fremtid alle de samme for Allah. Fra Hans synspunkt er alt allerede sket; Han behøver ikke vente for at se resultatet af en enkelt gerning. Begyndelsen og slutningen på en begivenhed opleves begge i Hans Syn på et enkelt øjeblik. For eksempel vidste Allah allerede, hvilken slutning, der ventede Farao, før han overhovedet sendte Moses til ham, selv før Moses blev født, og selv før Egypten blev et kongerige; og alle disse begivenheder inklusiv Faraos afslutning blev oplevet i et enkelt øjeblik i Allahs Syn. Desuden er der for Allah intet om at huske fortiden; fortid og fremtid er altid nutidige for Allah; alt eksisterer i Hans Syn i samme øjeblik.

Hvis vi ser på vores liv som en filmstribe, ser vi det som om, vi ser en videokassette uden mulighed for at sætte farten op. Men Allah ser hele filmen i det samme øjeblik; det er Ham, Der skabte den og bestemte alle dens detaljer. Ligesom vi er i stand til at se starten, midten og slutningen af en lineal på samme tid, omfatter Allah ligeledes i et øjeblik fra start til slut den tid, som vi oplever. Men mennesker oplever kun disse begivenheder, når tiden kommer til at bevidne den skæbne, Allah har skabt for dem. Dette er den måde, dette er for alle skæbner i verden. Alle, der nogensinde er blevet skabt og nogensinde vil blive skabt i denne verden og den næste, er nutidige i Allahs syn i alle deres detaljer. De skrevne skæbner af alle levende ting - planeter, planter og ting - eksisterer sammen med skæbnerne hos millioner af mennesker i Allahs evige hukommelse. De vil bestå uden at blive tabt eller tilintetgjort. Skæbnens realitet er et af udtrykkene for Allahs evige storhed, styrke, magt og Hans navn Bevareren (al-Hafiz).

Konceptet om “fortid” kommer fra information i vores minder

På grund af forslag, vi modtager, tror vi, vi lever i en separat division af tid kaldet fortid, nutid og fremtid. Men den eneste grund til, vi har et koncept om ”fortid” (som tidligere forklaret) er, at diverse ting er blevet placeret i vores minder. For eksempel er det øjeblik, hvor vi startede folkeskolen, et stykke information i vores hukommelse, og vi opfatter det derfor som en begivenhed i fortiden. Men fremtidige begivenheder er ikke i vores minder. Derfor betragter vi disse ting, som vi endnu ikke kender, som ting, der vil opleves eller ske i fremtiden. Men ligesom fortiden er blevet oplevet fra vores synspunkt, er fremtiden det også. Men fordi disse begivenheder ikke er blevet givet til vores minder, kan vi ikke kende dem.

Hvis Allah lægger fremtidige begivenheder i vores hukommelse, så ville fremtiden være fortiden for os. For eksempel har en trediveårig person 35 års minder og hændelser i sin hukommelse, og af denne grund tror han, han har en 35-årig fortid. Hvis fremtidige hændelser mellem 30- og 70-års alderen blev sat i denne person hukommelse, så ville både hans tredive år og ”fremtiden” mellem 30- og 70-års alderen blive fortiden for dette 30-årige individ. I denne situation ville fortid og fremtid være til stede i hukommelsen, og hver af dem ville være levede oplevelser for ham.

Fordi Allah har fået os til at opfatte hændelser i en bestemt serie, som om der var en tid, der gik fra fortid til fremtid, informerer Han os ikke om vores fremtid eller giver denne information til vores minder. Fremtiden er ikke i vores minder, men alle menneskelige fortider og fremtider i Hans evige hukommelse. Dette, som vi tidligere sagde, er som at observere et menneskeligt liv, som om det allerede var helt afbildet og færdiggjort i en film. En person kan ikke spole frem i filmen og ser sit liv som billederne går forbi et efter et. Han tager fejl i at tro, at billederne, han endnu ikke har set, udgør fremtiden.

Fortid og fremtid er nyheder om det usete

I versene afslører Allah, at den Eneste Der kender det hemmelige, usynlige, usete og kendte er Ham Selv:

Sig: "Gud, himlenes og jordens skaber, Du, der kender det skjulte og det synlige! Du skal dømme mellem Dine tjenere i det, hvorom de er uenige!" (Sura az-Zumar: 46)

Sig: "Den død, som I flygter fra, vil indhente jer. Så vil I blive bragt tilbage til Ham, der kender det skjulte og det synlige, og Han vil da underrette jer om, hvad I gjorde." (Sura al-Jumu'a: 8)

"Adam!" sagde Han. "Sig dem deres navne!" Da denne havde sagt dem deres navne, sagde Han: "Har Jeg ikke sagt jer, at Jeg ved besked om det skjulte i himlene og på jorden? Jeg ved, hvad I åbent stiller til skue, og hvad I holder skjult." (Sura al-Baqara: 33)

Generelt menes ordet ”hemmelig” at henføre til noget ukendt om fremtiden; men både fortiden og fremtiden er hemmelig. De, der har levet i fortiden og de, der vil leve i fremtiden, holdes i Allahs Syn. Men Allah giver noget af visdommen i Sit Syn til menneskers minder og gør det kendt. For eksempel da Allah gav viden om fortiden i Koranen, fortalte Han Profeten Muhammad (må Allah velsigne ham og give ham fred), at dette var nyheder om det usete:

Dette er en af beretningerne om det skjulte. Vi åbenbarer den for dig. Du kendte den ikke på forhånd, hverken du eller dit folk. Hold ud! Alt vil ende godt for de gudfrygtige. (Sura Hud: 49)

Dette er en af beretningerne om det skjulte. Vi åbenbarer den for dig. Du var ikke hos dem, da de rottede sig sammen og lagde listige planer. (Sura Yusuf: 102)

Allah gav Profeten Muhammad (må Allah velsigne ham og give ham fred) information om nogle ting, der ikke endnu var skete, hvilket var nyheder om det usete om fremtiden. For eksempel overtagelsen af Mekka (Sura al-Fath: 27) og Grækernes sejr over hedningene (Sura ar-Rum: 3-4) blev afsløret for Profeten Muhammad (må Allah velsigne ham og give ham fred) før de skete. Profeten Muhammads (må Allah velsigne ham og give ham fred) udtalelser om tegnene på Dommedag og tidens afslutning (som var nyheder om det usete for folk på den tid) viser, at Allah lærte ham disse ting.

Koranen forklarer, at nyheder om det usete gives til profeter og nogle hengivne troende. For eksempel blev det afsløret for Joseph (pbuh) at den fælde, hans brødre havde lagt for ham, ikke ville blive til noget (Sura Yusuf: 15), og for Moses’ mor blev det afsløret, at hende søn ville flygte fra Faraoens grusomhed og blive en profet (Sura al-Qasas: 7)

Til sidst er alt, vi kalder fortid og fremtid, nyheder om det usete gemt i Allahs Syn. Allah giver noget af sin viden til minderne hos dem, Han vælger, på en tid, som Han vælger, og gør dem dermed klar over det usete. Hændelserne, der bliver synlige og observerbare karakteriseres af mennesker som fortidige begivenheder.

Vigtigheden af overgivelse til skæbne

Faktummet, at fortid og fremtid allerede er skabt i Allahs Syn, og at alt er sket og er til stede ved Allahs Syn, viser en meget vigtig sandhed. Alle er i total overgivelse til sin skæbne. Ligesom en person ikke kan ændre sin fortid, kan han heller ikke ændre sin fremtid, fordi fremtiden ligesom fortiden allerede er sket. Alt i fremtiden er afgjort - hvornår og hvor hændelser vil ske, hvad han vil spise, hvem han vil snakke med, hvad han vil diskutere, hvor mange penge han vil tjene, hvilke sygdomme han vi få, og hvornår, hvor og hvordan han vil dø. Alle disse ting er allerede i Allahs Syn og allerede oplevet i Hans uendelige hukommelse. Men denne viden er ikke endnu i en persons hukommelse.

Derfor er de, der er kede af det, oprørte, forargede og bekymrede om fremtiden, nervøse forgæves. Fremtiden, de er så bekymrede og nervøse for, er allerede sket. Og lige meget hvad, de gør, kan de ikke ændre disse ting.

På dette tidspunkt er det meget vigtigt at pointere, at det er nødvendigt at undgå en fejlagtig forståelse af skæbne. Nogle folk misforstår dette og tror, at hvad, der er deres skæbne, alligevel vil ske, så der er intet, de kan gøre. Det er sandt, at alt, vi oplever, er bestemt af vores skæbne. Før vi oplevede en hændelse, er den blevet oplevet i Allahs Syn og er skrevet ned med alle sine detaljer i Bogens Moder (Lawh Mahfuz) i Allahs syn. Men Allah giver alle følelsen af, at de kan ændre ting og træffe deres egne valg og beslutninger. For eksempel når en person vil drikke noget vand, siger han ikke ”Hvis det er min skæbne, vil jeg drikke”, og sætter sig uden at gøre noget. I stedet rejser han sig, tager et glas, og drikker vandet. Faktisk drikker han en forudbestemt mængde vand fra et forudbestemt glas. Men som han gør dette, føler han, at han handler ifølge sit eget ønske og vilje. Han føler dette gennem hele sit liv i alt, hvad han gør. Forskellen mellem en person, der hengiver sig til Allah og til den skæbne, skabt af Allah, og en, der ikke fatter denne realitet, er dette: personen, der hengiver sig til Allah, ved, at alt, han gør, er ifølge Allahs vilje, på trods af følelsen af, at han selv har gjort det. Den anden person formoder fejlagtigt, at han har gjort alt med sin egen intelligens og magt.

For eksempel når en person, der har hengivet sig til Allah, finder ud af, at han har gået en sygdom, så ed han, at sygdommen er i hans skæbne og han stoler på Allah. Han tror, at fordi Allah har lagt det i hans skæbne, vil det bestemt gøre ham godt. Men han venter ikke uden at gøre nogle indsatser mod det og tror, at hvis han er bestemt til at blive rask, så bliver han rask. Modsat tager han alle mulige forholdsregler; han går til lægen, er opmærksom på sin kost og tager medicin. Men han glemmer ikke, at effekten af lægen, behandlingen, medicinen og om end han bliver rask eller ej, alt sammen ligger i hans skæbne. Han ved, at alt dette er i Allahs sublime hukommelse og var til stede der selv før han kom til verden. I Koranen afslører Allah, at alt, mennesker oplever, er skrevet før i en bog:

Ingen ulykke rammer på jorden eller hos jer selv, uden at den findes i et skrift allerede, inden Vi har skabt den. Dette er let for Gud. I skal derfor ikke sørge over det, der er forsvundet for jer, og ikke fryde jer over det, som Han har givet jer. Gud elsker ingen selvbevidst pralhals. (Sura al-Hadid: 22-23)

Af denne grund vil enhver, der tror på skæbne, ikke være bekymret eller fortvivle om ting, der sker med ham. I modsætning vil han have den største tiltro og sikkerhed i sin hengivelse til Allah. Allah har afgjort alt på forhånd, der sker for en person; Han har kommanderet, at vi ikke skal blive kede af de ting, der sker for os, og at vi skal være selvtilfredse med de velsignelser, vi modtager. Vanskelighederne, som mennesker opelever samt deres rigdom og succes, er afgjort at Allah. Alle disse ting er i skæbnen afgjort af vores Herre til at teste mennesker. Som det afsløres i et vers, "... Guds befaling er en bestemmelse, som står fast." (Sura al-Ahzab: 38)

I et andet vers afslører Allah, at ” Alt har Vi skabt tilpas.” (Sura al-Qamar: 49) Ikke kun mennesker men også alle ting levende eller ikke-levende, solen, månen, bjergene og træerne har deres skæbner bestemt af Allah. For eksempel blev en ødelagt antik vase ødelagt i det øjeblik, det var bestemt af dens skæbne. Mens den blev lavet blev det afgjort, hvem der ville bruge denne århundrede gamle vase, ligeså vel som i hvilket hjørne af hvilket hus, og med hvilke andre genstande den skulle stå. Mønstrene på vasen og dens farver blev afgjort på forhånd af dens skæbne. Det var kendt i Allahs hukommelse på hvilken dag, i hvilken time, hvilket minut, af hvem og hvordan, den ville ødelægges. Det første øjeblik vasen blev lavet, det første øjeblik den blev sat til salg i vinduet, i første øjeblik den blev placeret i husets hjørne, det øjeblik den blev ødelagt i småstykker, kort sagt ethvert øjeblik i dens århundreder lange liv var til stede i Allahs Syn som et enkelt øjeblik. Hvorimod selvom personen, der skulle ødelægge vasen, ikke var klar over, den ville gå i stykker indtil få sekunder før det skete, så var det øjeblik oplevet og kendt i Allahs Syn. Af den grund fortæller Allah mennesker ikke at være kede af de ting, der måske har undgået dem. Hvad der har undgået dem, undgik dem i overensstemmelse med deres skæbne, og de kan ikke ændre det. Folk må lære af, hvad der sker i deres skæbne, se meningen og fordelene, de får fra det. De må altid stile i mod den endeløse barmhjertighed, medfølelse og retfærdighed hos vores Herre, Som skaber deres skæbne og skåner og beskytter Sine tjenere.

De der lever deres liv uvidende om denne vigtige realitet, er altid nervøse og frygtfulde. For eksempel er de meget bekymrede om deres børns fremtid. De er meget urolige for spørgsmål som disse: hvilken skole skal de gå i? Hvilken stilling vil de få? Vil de have et godt helbred? Hvilken slags liv vil de leve? Men ethvert øjeblik i en persons liv er bestemt i Allahs Syn, fra det øjeblik, hvor han er en enkelt celle, til det tidspunkt, hvor han lærer at læse og skrive, fra det første svar han giver i en universitetseksamen til hvilket firma han vil arbejde for i sit liv, hvilke papirer han vil underskrive og hvor mange gange, hvor og hvordan han vil dø. Alle disse ting er gemt i Allahs hukommelse. For eksempel i dette øjeblik er en person på fosterstadie, i folkeskole og på universitet. Disse er alle i Allahs hukommelse som et enkelt øjeblik sammen med tidspunktet, hvor han fejrer sin 35-års fødselsdags, den første dag han starter på arbejde, tidspunktet hvor han ser englene efter han dør, øjeblikket hvor han begraves, og øjeblikket på den Sidste Dag, hvor han vil give en redegørelse til Allah.

Som resultat er det meningsløst at bekymre sig og være frygtfuld om et liv, hvor hvert øjeblik er blevet levet, oplevet og stadig er til stede i Allahs hukommelse. Lige meget hvor meget en person prøver, og lige gyldig hvor nervøs han så er, vil alle, hans børn, ægtefælle, venner og slægtninge leve liv, der er nutidige i Allahs Syn.

Hvis dette er tilfældet må en person med selvtillid og intelligens, som forstår denne realitet, overgive sig ydmygt til Allah og den skæbne, Han har skabt. Faktisk er alle allerede overgivet til Allah, skabt i underdanighed til Ham. Om han kan lide det eller ej, lever han underdanigt til den skæbne, Allah har skabt til ham. En person, der benægter denne skæbne er en nægter, fordi det er skrevet i hans skæbne, at han er en nægter.

De, der overgiver sig selv villigt til Allah kan håbe at opleve Allahs tilfredshed og barmhjertighed og vinde paradis: de vil leve et liv med velvære i sikkerhed og glæde både i denne verden og i verdenen, der kommer. Dette er fordi, for en person, der overgiver sig til Allah, og ved, at der ikke er noget bedre for ham en skæbnen skabt for ham af Allah, er der intet at frygte eller være nervøs for. Denne person vil gøre enhver indsats, men han ved, at denne indsats er hans skæbne, og lige meget hvad, han gør, vil han ikke have evnen til at ændre, hvad der er skrevet i sin skæbne.

En troende vil overgive sig selv til skæbnen skabt af Allah. I lyset af, hvad der sker med ham, vil han gøre sit bedste for at forstå meningen af disse hændelser, tage forbehold og gøre en indsats for at ændre tingene til det bedre. Men han vil finde trøst i sin viden om, at alle disse ting sker ifølge hans skæbne, og at Allah havde bestemt de mest fordelagtige ting på forhånd. Som et eksempel på dette nævner Koranen foranstaltningerne truffet af Jacob for sine børns sikkerhed. For at gøre sine sønner opmærksomme på folk med onde intentioner, rådgav Jacob sine sønner til at gå ind i byen gennem forskellige porte, men mindede dem om, at dette aldrig ville påvirke deres skæbner bestemt af Allah.

"Mine sønner!" sagde han. "Gå ikke ind igennem én port! Gå ind igennem forskellige porte! Mod Gud kan jeg ikke være jer til nogen nytte. Dommen hører alene Gud til. Til Ham sætter jeg min lid. Til Ham skal alle tillidsfulde sætte deres lid." (Surah Yusuf: 67)

Folk kan gøre hvad de vil, men de vil aldrig kunne ændre deres skæbne. Dette afsløres i dette vers:

Efter sorgen sendte Han så tryghed ned over jer, som en døs, der overvældede nogle af jer, mens andre plagede sig selv med at gøre sig urigtige tanker om Gud, tanker fra uvidenhedens tid, og sagde: "Har vi noget med sagen at gøre?" Sig: "Hele sagen ligger hos Gud!" De gemmer noget for sig selv, som de ikke åbent viser dig, og siger: "Hvis vi havde haft noget med sagen at gøre, ville vi ikke være blevet dræbt her!" Sig: "Hvis I var blevet i jeres huse, ville de, som var bestemt til at blive dræbt, alligevel være nået frem til deres hvilested. Gud ville prøve, hvad der er i jeres bryst, og lutre, hvad der er i jeres hjerte." Gud ved, hvad hjertet rummer. (Sura Al 'Imran: 154)

Det kan ses i dette vers, at selv hvis en person flygter fra en opgave i vejen for Allah for ikke at dø, vil han dø alligevel, hvis hans død var skrevet i hans skæbne. Selv de måder og metoder, der vil tyet til for at flygte døden, er bestemt i skæbnen og alle vil opleve de ting, der er skrevet i skæbnen. Og i dette vers afslører Allah for mennesker, at meningen med tingene skabt i deres skæbner, er at teste dem og at rense deres hjerter. I Koranen siges det, at alles død er bestemt i Allahs Syn, og at undfangelsen af et barn sker med Allahs tilladelse.

Gud skabte jer af støv, siden af en dråbe, og derpå gjorde Han jer til par. Intet kvindeligt væsen bærer og føder, uden at Han ved det. Ingen alderstegen får et langt liv, og ingen får sit liv afkortet, uden at det står i et skrift. Dette er let for Gud. (Sura Fatir: 11)

I verset under afsløres det, at alt, en person gør, er skrevet sætning for sætning, og hvad de i paradis oplever, er også ting, der allerede er blevet oplevet. Som vi sagde tidligere er det rigtige liv i paradis i fremtiden for os. Men de menneskernes liv, der er i paradis, deres samtaler og festligheder, er i Allahs hukommelse i dette øjeblik. Før vi blev født, var menneskehedens fremtid i denne verden og den næste allerede blevet oplevet i Allahs Syn i et enkelt øjeblik og holdes gemt i Allahs hukommelse.

Alt, hvad de har gjort, er at finde i skrifterne. Alt af småt og stort er nedskrevet. De gudfrygtige vil være i haver og ved floder, på sandfærdighedens sæde hos en mægtig hersker. (Sura al-Qamar: 52-55)

Vi kan forstå fra denne måde at tale på i Koranen, at tid er et enkelt øjeblik i Allahs syn, og der er ingen fortid eller fremtid for ham. Som vi ser forstås nogle hændelser, som for os vil være i fremtiden, i Koranen som længst forbi. Det er fordi både fortiden og fremtiden er skabt af Allah i et enkelt øjeblik. Derfor er en begivenhed, der er relateret til at ske i fremtiden, faktisk allerede sket, men fordi vi ikke kan forstå dette, tænker vi på dem som fremtid. For eksempel i verset, hvor redegørelsen, der skal gives til Allah af mennesket, beskrives, forstås det som en hændelse, der længst er afsluttet.

Der vil blive blæst i Hornet, og alle i himlene og på jorden falder om som ramt af lynet, undtagen hvem Gud vil. Så blæses der i det endnu en gang, og straks står de op og kan se: Jorden stråler i sin Herres lys, og Skriften lægges frem. Profeterne og vidnerne bringes hid, og der fældes dom imellem dem i sandhed. De bliver ikke gjort uret.  (Sura az-Zumar: 68-69)

Nogle flere eksempler på dette er de følgende: 

Enhver møder frem, med én til at drive på og et vidne. (Sura Qaf: 21)

Himlen vil revne, skrøbelig på den dag, (Sura al-Haqqa: 16)

Han vil gengælde dem for det, som de har udholdt, med en have og med silke, idet de dér skal læne sig tilbage på hynder og hverken opleve sol eller bidende kulde. (Sura al-Insan: 12-13)

Og helvedesilden bliver fremvist for dem, der kan se. (Sura an-Nazi'at: 36)

I dag er det de troende, der ler ad de vantro. (Sura al-Mutaffifin: 34)

De, der forbrød sig, skuer Ilden og tænker, at de vil falde i den; men de finder intet sted at vende sig hen, bort fra den. (Sura al-Kahf: 53)

I de ovenstående vers beskrives de begivenheder, vi skal opleve efter døden, som afsluttede. Dette er fordi Allah ikke er bundet til de relative dimensioner af tid og rum, som vi er. Allah har testamenteret alle disse hændelser i tidløshed; mennesker har udført dem, oplevet dem og bragt dem til en konklusion. Verset nedenfor afslører at enhver slags hændelse, stor og lille, sker med Allahs viden og er indskrevet i en bog.

Du kan ikke beskæftige dig med noget; du kan ikke læse noget op derom fra Koranen; og I kan ikke foretage jer nogen handling, uden at Vi er vidner til det, når I indlader jer derpå. Intet af blot et støvgrans vægt undslipper din Herres opmærksomhed, hverken på jorden eller i himlen, og der findes intet, hverken mindre eller større end dette, der ikke er optegnet i et tydeligt skrift. (Surah Yunus: 61)

Materialisters bekymring

Spørgsmålene diskuteret i dette kapitel, nemlig sandheden bag materie, tidløshed og rumløshed er selvfølgelig ganske klare. Som erklæret før er disse spørgsmål på ingen måde en slags filosofi eller en måde at tænke på, men krystalklare, indiskutable videnskabelige sandheder. Udover at de er en teknisk realitet, tillader de rationelle og logiske beviser heller ingen andre alternativer på dette punkt: vi kender kun versionen af universet med al dets materie, der udgør det, og alle menneskerne, der lever i det, i vores hjerne.

Materialister har svært ved at forstå dette. Lad os for eksempel vende tilbage til Politzers bus eksempel: selvom Politzer vidste, at han teknisk set ikke kunne træde ud af sine opfattelser, kunne han kun indrømme det i visse tilfælde. Altså for Politzer finder ting sted i hjernen indtil busulykken, men så snart uheldet finder sted, går tingene ud af hjernen og får fysisk realitet. Den logiske mangel på dette punkt er meget klar. Politzer har lavet samme fejl som den materialistiske filosof Johnson som sagde ”Jeg rammer stenen, min fod gør ondt, derfor eksisterer den” og kunne ikke forstå, at chokket mærket efter sammenstødet faktisk også blot var en opfattelse.

Den underliggende grund til, at materialister ikke kan forstå dette emne, er deres frygt for det faktum, de vil møde, når de forstår det. Lincoln Barnett skriver, at dette emne er blevet ”fravalgt” af visse videnskabsmænd:

Sammen med filosoffers reduktion af al objektiv realitet til en skyggeverden af opfattelser, er videnskabsmænd blevet klar over de alarmerende begrænsninger af menneskets sanser. 212

Enhver reference gjort til de fakta, at vi ikke har direkte oplevelse af det originale materie, og at tid er en opfattelse, vækker stor frygt hos en materialist, fordi disse er de eneste begreber, han stoler på som absolutte entiteter. På en måde ser han disse som idoler til tilbedelse; fordi han tror, han er blevet skabt af materie og tid (gennem evolution). (Allah er bestemt større end det).

Når han føler, at han kun oplever opfattelserne i det universet, han tror, han lever i, verdenen, sin egen krop, andre mennesker, andre materialistiske filosoffer, hvis ideer han er påvirket af, og kort sagt alt, føler han sig overvældet af uhyggen ved det hele. Alt, han afhænger af, tror på og gør anvendelse af, forsvinder pludselig. Han føler en desperation, som han, essentiel, vil opleve på Dommedag i sandhed, når han fortælles om de vantro i verset: "På den dag vil de bede om fred, og det, som de havde fundet på, vil vige bort fra dem." (Sura an-Nahl, 87)

Derfra prøver materialisten at overbevise sig selv om den løgn, at han kan nå materies original og finder på ”beviser” for dette; han rammer væggen med sin næve, sparker sten, råber, skriger, men kan aldrig flygte fra realiteten.

Ligesom de vil afvise denne realitet fra deres sind, vil de også have andre folk til at benægte det. de er også klar over, at hvis folk kender materies sande natur generelt, vil deres filosofis primitivitet og uvidenheden i deres verdenssyn være klart for alle at se, og der vil ikke være nogen grund tilbage, hvorpå de kan rationalisere deres synspunkter. Denne frygt er grunden til, at de er så forstyrrede over faktummet her.

Allah erklærer, at de vantros frygt vil forstærkes i efterlivet. På Dommedag vil de tiltales således:

På den dag, hvor Vi forsamler dem alle. Da vil Vi sige til dem, der satte andre ved Guds side: "Hvor er nu det, som I hævdede var ved Guds side?" (Sura al-Anaam, 22)

Derudover vil vantro være vidne til forsvindingen af ejendele, børn og tætte kredse, som de troede var ægte og tilskrevet som partnere med Allah: "Se, hvor de lyver for sig selv, og hvor det, som de har fundet på, bliver borte for dem! “ (Sura al-Anaam, 24).

De troendes fordel

Mens den realitet, vi ikke har direkte kontakt med den originale materie og at tid er en opfattelse, alarmerer materialister, er lige det modsatte sandt for sande troende. Folk med tro bliver meget glade, når de har opfattet hemmeligheden bag materie, fordi dette er nøglen til alle spørgsmål. Med denne nøgle åbnes alle hemmeligheder. Man kan let forstå mange spørgsmål, der før var svære at forstå.

Som tidligere sagt vil koncepterne om død, paradis, helvede, efterlivet og ændrende dimensioner blive forklaret, og vigtige spørgsmål som ”Hvor er Allah?”, ”Hvad var før Allah?”, ”Hvem skabte Allah?”, ”Hvor længe vil livet på kirkegården vare?”, ”Hvor er himlen og helvede?” og ”Hvor eksisterer himlen og helvede nu?” vil let besvares. Det system, som Allah skabte hele universet fra ingenting med vil forstås. Så meget at med denne hemmelighed bliver spørgsmål om ”hvornår” og ”hvor” blive meningsløse, fordi der ikke vil være noget tid og sted tilbage. Når rumløshed forstås, vil de følge at helvede, himlen og jorden faktisk er på samme sted. Hvis tidsløshed forstås, vil det følge, at alt finder sted i et enkelt øjeblik: ingenting ventes på og tide går ikke, fordi alt er allerede sket og afsluttet.

Med denne hemmelighed afsløret bliver verden ligesom himlen for en troende. Al stressfyldt, materiel bekymring, nervøsitet og frygt forsvinder. Individet forstår, at hele universet har en enkelt Suveræn, at Han ændrer hele den fysiske verden som Han vil og alt han - den troende - skal gøre, er at vende sig til Ham. Han overgiver sig så fuldstændig til Allah for at ”være hengivet til Hans tjeneste”. (Sura Al 'Imran, 35)

At forstå denne hemmelighed er den største opnåelse i verden.

Sammen med denne hemmelighed afsløres en anden vigtig realitet nævnt i Koranen: faktummet at ” Vi er ham (Gud) nærmere end halspulsåren” (surah Qaf, 16). Som alle ved er halspulsåren inde i kroppen. Hvad kan være nærmere en person end hans egne organer? Dette forklares let af realiteten om rumløshed. Dette vers kan også meget bedre forstås med dette koncept.

Dette er den blotte sandhed. Dette burde være veletableret, at der ikke er nogen anden hjælper og giver for mennesket end Allah. Der er intet andet end Allah: Han er det eneste absolutte væsen, Som man kan søge tilflugt hos, gå til for hjælp og regne med for belønning.

Hvor end vi er, der er Allahs tilstedeværelse.

FOOTNOTES

206. François Jacob, Mümkünlerin Oyunu, Kesit Yayınları, 1996, s. 111

207. Lincoln Barnett, Evren ve Einstein, Varlık Yayınları, 1980, ss. 52-53

208. Lincoln Barnett, Evren ve Einstein, s. 17

209. Lincoln Barnett, Evren ve Einstein, s. 58

210. Paul Strathern, Einstein ve Görelilik Kuramı, Gendaş Yayınları, 1997, s. 57

211. Lincoln Barnett, Evren ve Einstein, Varlık Yayınları, 1980, s. 84

212. Lincoln Barnett, Evren ve Einstein, Varlık Yayınları, 1980, s. 17-18

21 / total 22
You can read Harun Yahya's book Bedraget Om Evolution online, share it on social networks such as Facebook and Twitter, download it to your computer, use it in your homework and theses, and publish, copy or reproduce it on your own web sites or blogs without paying any copyright fee, so long as you acknowledge this site as the reference.
About this site | Sæt som Startside | Add to favorites | RSS Feed
Alle materialer kan kopiers, printes og distribueres, ved at henvise til denne hjemmeside.
(c) All publication rights of the personal photos of Mr. Adnan Oktar that are present in our website and in all other Harun Yahya works belong to Global Publication Ltd. Co. They cannot be used or published without prior consent even if used partially.
© 1994 Harun Yahya. www.harunyahya.com
page_top