Bedraget Om Evolution

HENT BOGEN

Download (DOC)
Download (PDF)
Kommentar

Bogens Kapitler

< <
12 / total: 22

Kapitel 10: Evolutionens molekylære dødvande

I tidligere sektioner af denne bog har vi vist, hvordan den fossile optegnelse ugyldiggør evolutionsteorien. Faktisk var der intet behov for at relatere til noget af det, fordi evolutionsteorien kollapser længe før, man når til nogen påstande om fossilers beviser. Emnet, der gør teorien meningsløs fra selve udgangspunktet, er spørgsmålet om, hvordan liv først opstod på jorden.

Når den ser på dette spørgsmål, påstår evolutionsteorien, at liv startede med en celle, der skabtes ved tilfælde. Ifølge dette scenarie gennemgik diverse livløse kemiske stoffer en reaktion i den oprindelige atmosfære på jorden, hvor effekten af tordenkiler og atomisk tryk førte til formationen af den første levende celle.

Det første, der må siges, er, at påstanden om, at livløse materialer kan sætte sig sammen for at skabe liv, er uvidenskabelig og er ikke blevet bekræftet af noget eksperiment eller observation. Liv genereres kun fra liv. Hver levende celle formeres fra delingen af en anden celle. Ingen i verden er nogensinde lykkedes med at skabe en levende celle ved at sammensætte livløse materialer, selv ikke i de mest avancerede laboratorier.

Evolutionsteorien påstår, at en levende celle - som ikke kan produceres, selv når al kraft af menneskelig intellekt, viden og teknologi tages i brug - ikke desto mindre kunne skabes ved tilfælde under jordens primitive betingelser. På de følgende sider vil vi undersøge, hvorfor denne påstand er modsat de fleste grundlæggende principper i videnskab og fornuft.

Fortællingen om "celler produceret ved tilfælde”

Hvis man tror på, at en levende celle kan komme til eksistens ved tilfælde, er der intet, der kan forhindre én i at tro på en lignende historie, som vi vil relatere under. Det er historien om en by:

En dag bliver en klump grus, der er presset ind mellem to sten i et goldt land, vådt, efter det har regnet. Det våde grus tørrer og hærder, når solen står op, op får en stiv, resistent form. Bagefter bliver disse sten, som også fungerede som en støbeform, på en eller anden vis smadret i stykker, og så opstår en flot, velformet og stærk mursten. Denne mursten venter under samme naturlige forhold i årevis på, at en lignende mursten skabes. Dette fortsætter indtil hundredtusindvis af den samme mursten er blevet skabt på samme sted. Men ved et tilfælde er ingen af de mursten, der tidligere er blevet skabt, skadet. Selvom de udsættes for storm, regn, vind, brændende sol og frysende kulde i tusind år, knækker murstenene ikke, går fra hinanden eller hives væk, men venter der på samme sted med den samme beslutsomhed på, at andre mursten skal laves.

THE COMPLEXITY OF THE CELL

hücre yapısı, hücre içi

The cell is the most complex and most elegant system man has ever witnessed. Professor of biology Michael Denton, in his book entitled Evolution: A Theory in Crisis, explains this complexity with an example:

"To grasp the reality of life as it has been revealed by molecular biology, we must magnify a cell a thousand million times until it is twenty kilometers in diameter and resembles a giant airship large enough to cover a great city like London or New York. What we would then see would be an object of unparalelled complexity and a marvelous structure. On the surface of the cell we would see millions of openings, like port holes of a vast space ship, opening and closing to allow a continual stream of materials to flow in and out. If we were to enter one of these openings we would find ourselves in a world of supreme technology and bewildering complexity... (a complexity) beyond our own creative capacities, a reality which is the very antithesis of coincidence, which excels in every sense anything produced by the intelligence of man..."

Når antallet af mursten er tilstrækkeligt, opfører de en bygning ved at arrangere sig ved siden af og ovenpå hinanden efter at være blev tilfældigt trukket med af naturlige forhold som vind, storm eller tornadoer. Imens formes materialer som cement eller jordblandinger under de ”naturlige forhold” med perfekt timing og sniger sig mellem murstenene for så at sætte dem sammen med hinanden. Mens alt dette sker, formes jernmalm under jorden under ”naturlige forhold” og lægger fundamentet til en bygning, der skal formes med disse mursten. Ved slutningen af denne proces rejser en komplet bygning sig med alle dens materialer, snedkeri og installationer intakte.

Selvfølgelig består en bygning ikke kun af fundamenter, mursten og cement. Hvordan skaffes de andre manglende materialer så? Svaret er enkelt: alle slags materialer, der skal bruges til opførelsen af bygningen, eksisterer i jorden, den opsættes på. Silikone til glasset, kobber til de elektriske kabler, jern til søjlerne, bjælker, vandrør osv. eksisterer alle under jorden i rigelige mængder. Det kræver kun evnerne af ”naturlige forhold” at forme og placere disse materialer indeni bygningen. Alle installationerne, snedkeriet og udsmykning placeres blandt murstenene ved hjælp af den blæsende vind, regn og jordskælv. Alt er gået så godt, at murstenene arrangeres, så de efterlader den nødvendige plads til vinduer, som om de vidste, at noget der hed glas, ville skabes senere af naturlige forhold. Endvidere har de ikke glemt at gøre plads til installationen af vand, elektricitet og varmesystemer, som også senere skabes ved tilfælde. Alt er gået så godt, at ”tilfælde” og ”naturlige forhold” producerede et perfekt design.

Hvis du har klaret at beholde din tro på denne historie så langt, så burde du ikke have svært ved at formode, hvordan byens andre bygninger, planter, veje, fortove, substrukturer, kommunikation og transportsystemer kom til. Hvis du ejer teknisk viden og er rimelig fortrolig med emnet, kan du endda skrive et par utrolig ”videnskabelig” bøger, der erklærer dine teorier om ”den evolutionære proces i spildevandssystemer og dens ensartethed med de nuværende strukturer”. Du kan nok blive æret med akademiske priser for dine kloge studier og måske opfatte dig selv som et geni, der kaster lys over menneskehedens natur.  

Evolutionsteorien, som påstår, at livet kom til ved tilfælde, er ikke mindre absurd end vores historie, for med alle dens operationelle systemer og kommunikations-, transport- og styringssystemer er en celle ikke mindre kompleks end en by.

Miraklet i cellen og afslutningen på evolution

Den levende celles komplekse struktur var ukendt på Darwins tid, og på den tid blev det af evolutionister set som overbevisende nok at tilskrive livet ”tilfælde og naturlige forhold”.

Det 20. årtis teknologi er dykket ned i livets mindre partikel og har afsløret, at cellen er det mest komplekse system, menneskeheden nogensinde har konfronteret. I dag ved vi, at cellen indeholder kraftcentre, der producerer energien, der skal bruges i cellen, fabrikker, der fremstiller enzymer og hormoner essentielle for livet, en databank, hvor al nødvendig information om alle de produkter, der skal produceres, registreres, komplekse transportsystemer og rørledninger til at bære rå materialer og produkter fra et sted til et andet, avancerede laboratorier og raffinaderier til at bryde eksterne rå materialer op i deres brugbare dele, og specialiserede cellemembranproteiner til at kontrollere de indgående og udgående materialer. Og disse udgør kun en lille del af dette utrolig komplekse system.

W. H. Thorpe, en evolutionistisk videnskabsmand, anerkender, at ”den mest elementære slags celle udgør en ”mekanisme” ufatteligt mere kompleks end nogen maskine, der endnu er opfundet, for ikke at tale om konstrueret, af mennesket.”106

En celle er så kompleks, at selv det høje niveau af teknologi opnået i dag ikke kan producere en. Ingen indsatser for at skabe en kunstig celle har nogensinde mødt succes. Faktisk er alle forsøg på at gøre dette blevet opgivet.

CONFESSIONS FROM EVOLUTIONISTS

Prof. A. Oparin, evrimci profesör

Prof. A. Oparin:"Hücrenin nasıl oluştuğunu açıklayamıyoruz."

The theory of evolution faces no greater crisis than on the point of explaining the emergence of life. The reason is that organic molecules are so complex that their formation cannot possibly be explained as being coincidental and it is manifestly impossible for an organic cell to have been formed by chance.

Evolutionists confronted the question of the origin of life in the second quarter of the 20th century. One of the leading authorities of the theory of molecular evolution, the Russian evolutionist Alexander I. Oparin, said this in his book The Origin of Life, which was published in 1936:

Unfortunately, the origin of the cell remains a question which is actually the darkest point of the complete evolution theory.1

Since Oparin, evolutionists have performed countless experiments, conducted research, and made observations to prove that a cell could have been formed by chance. However, every such attempt only made clearer the complex structure of the cell and thus refuted the evolutionists' hypotheses even more. Professor Klaus Dose, the president of the Institute of Biochemistry at the University of Johannes Gutenberg, states:
Jeffrey Bada, evrimci profesör

Prof. Jeffrey Bada:"Hayatın nasıl oluştuğu, hala en büyük sır."

More than 30 years of experimentation on the origin of life in the fields of chemical and molecular evolution have led to a better perception of the immensity of the problem of the origin of life on Earth rather than to its solution. At present all discussions on principal theories and experiments in the field either end in stalemate or in a confession of ignorance.2

The following statement by the geochemist Jeffrey Bada from San Diego Scripps Institute makes clear the helplessness of evolutionists concerning this impasse:

Today as we leave the twentieth century, we still face the biggest unsolved problem that we had when we entered the twentieth century: How did life originate on Earth?3

 

 

1 Alexander I. Oparin, Origin of Life, (1936) NewYork: Dover Publications, 1953 (Reprint), p.196.

 

2 Klaus Dose, "The Origin of Life: More Questions Than Answers", Interdisciplinary Science Reviews, Vol 13, No. 4, 1988, p. 348

3 Jeffrey Bada, Earth, February 1998, p. 40.

 

Evolutionsteorien påstår, at dette system - som menneskeheden med al dens intelligens, viden og teknologi ved hånde, ikke kan lykkes i at reproducere - kom til eksistens ved ”tilfælde” under primitive jordforhold. For at give et andet eksempel er sandsynligheden for at lave en celle ved tilfælde omkring den samme som for at producere en perfekt kopi af en bog efter en eksplosion i et printer hus.

Den engelske matematiker og astronom Sir Fred Hoyle lavede en lignende sammenligning i et interview udgivet i Nature magazine 12. november, 1981. Selvom han selv er evolutionist, erklærede Hoyle, at chancen for, at højere livsformer kan have opstået på denne måde, er sammenlignelig med chancen for, at en tornado, der fejer gennem en losseplads kan samle en Boeing 747 fra materialerne deri.107Dette betyder, at det ikke er muligt for cellen at være kommet til ved tilfælde, og derfor må den bestemt være blevet ”skabt”.

En af de grundlæggende grunde til, hvorfor evolutionsteorien ikke kan forklare, hvordan cellen kom til, er den ”irreducible kompleksitet” i den. En levende celler vedligeholder sig selv via det harmoniske samarbejde af mange organeller. Hvis bare et af disse organeller ikke fungerer, kan cellen ikke forblive i live. Det er ikke muligt for en celle at vente på, at ubevidste mekanismer som naturlig selektion eller mutation tillader den at udvikle sig. Altså var den første celle på jorden nødvendigvis en komplet celle, der indeholdt alle de krævede organeller og egenskaber, og dette betyder bestemt, at denne celle må være blevet skabt.

Proteiner udfordrer tilfælde

Så meget for cellen, men evolutionsteorien mislykkedes i at redegøre selv for cellens byggesten. Formationen, under naturlige forhold, af bare et enkelt protein ud af de tusindvis af komplekse proteinmolekyler, der udgør cellen, er umulig.

Proteiner er gigantiske molekyler, der består mindre dele kaldet ”aminosyrer”, som er arrangeret i en speciel sekvens i særlige kvantiteter og strukturer. Disse enheder udgør et levende proteins byggesten. Det simpleste protein er sammensat af 50 aminosyrer, men der er nogle, der indeholder tusindvis.

Den kritiske pointe er dette. Fraværet, tilføjelsen eller erstatningen af en enkelt aminosyre i et proteins struktur gør, at proteinet bliver en ubrugelig molekylær bunke. Hver aminosyre skal være på det rigtige sted og i rigtig rækkefølge. Evolutionsteorien, som påstår, at livet opstod som et resultat af tilfælde, er ganske håbløs, når den står over for denne orden, fordi den er for vidunderlig til at forklares af tilfælde. (Endvidere kan teorien ikke engang underbygge påstanden om utilsigtet dannelse af proteiner, hvilket vil diskuteres senere.)

sitokrom c, protein  maymun, bilgisayar
 

The chemical structure of even a single cythochrome-C protein (above left) is too complex to be accounted for in terms of chance—so much so, in fact, that the Turkish evolutionist biologist professor Ali Demirsoy admits that the chance formation of a single cythochrome-C sequence "as unlikely as the possibility of a monkey writing the history of humanity on a typewriter without making any mistakes.”

Faktummet, at det er ganske umuligt for proteiners funktionelle struktur at forekomme ved tilfælde, kan let observeres selv ved simpel sandsynlighedsregning, som enhver kan forstå.

For eksempel kan et gennemsnitligt protein molekyle sammensat af 288 aminosyrer, der indeholder tolv forskellige slags aminosyrer, arrangeres på 10300 forskellige måder. (Dette er et astronomisk kæmpe tal, der består af 1 fulgt af 300 nuller.) Af alle disse mulige sekvenser er der kun en, der danner det ønskede proteinmolekyle. Resten af dem er aminosyrekæder, der enten er totalt ubrugelige eller potentielt skadelige for levende ting.

Med andre ord er sandsynligheden for dannelsen af bare et proteinmolekyle kun ”1 ud af 10300”. Sandsynligheden for at dette ”1” forekommer er praktisk talt nul. (I praksis anses sandsynligheder under 1 ud af 1050 som ”nul sandsynlighed”).

Endvidere er et proteinmolekyle med 288 aminosyrer ganske beskeden sammenlignet med nogle gigantiske proteinmolekyler bestående af tusindvis af aminosyrer. Når vi anvender lignende sandsynlighedsregning på disse gigantiske proteinmolekyler, ser vi, at selv ordet ”umulig” er utilstrækkeligt til at beskrive den sande situation.

Når vi fortsætter et skridt videre i den evolutionære livs idé, observerer vi, at et enkelt protein ingenting betyder for sig selv. En af de mindste bakterier nogensinde opdaget, Mycoplasma hominis H39, indeholder 600 ”slags” proteiner. I dette tilfælde ville vi skulle gentage sandsynlighedsregningen vi lavede ovenover for et protein for hver af disse 600 forskellige slags proteiner. Resultatet overgår selv konceptet om umulighed.

Nogle mennesker, der læser disse linjer, som indtil videre har accepteret evolutionsteorien som en videnskabelig forklaring, mistænker måske disse tal for at være overdrevne og ikke afspejle de sande fakta. Dette er ikke tilfældet: disse er sikre og konkrete fakta. Ingen evolutionist kan protestere mod disse tal. De accepterer, at sandsynligheden for den tilfældige dannelse af et enkelt protein er ”så usandsynlig som at en abe skriver menneskehedens historie på en skrivemaskine uden at leve fejl.”108Men i stedet for at acceptere den anden forklaring, som er skabelse, fortsætter de med at forsvare denne umulighed.

Denne situation er et faktum anerkendt af mange evolutionister. For eksempel erklærer Harold F. Blum, en prominent evolutionistisk forsker, at ”Den spontane dannelse af en polypeptid på størrelse med de mindste kendte proteiner virker udenfor al sandsynlighed.”109

Evolutionister påstår, at molekylær evolution fandt sted over en lang tidsperiode, og dette gjorde det umulige muligt. Ikke desto mindre er det ikke muligt for aminosyrer at danne proteiner ved tilfælde, uanset hvor lang den givne periode er. William Stokes, en amerikansk geolog, indrømmer dette faktum i sin bog Essentials of Earth History ved at skrive, at sandsynligheden er så lille ”at det ikke ville ske over milliarder af år på milliarder af planeter hver dækket af et tæppe af koncentreret vandopløsning af de nødvendige aminosyrer.”110

Så hvad betyder alt dette? Perry Reeves, en professor i kemi, svarer på spørgsmålet:

Når man undersøge det store antal af mulige strukturer, der kunne fremkomme af en simpel tilfældig kombination af aminosyrer i en fordampende dam fra urtiden, er det svimlende at tro, at liv kunne være opstået på denne måde. Det er mere plausibelt, at en Stor Bygger med en hovedplan ville skulle bruges til sådan en opgave.111

Hvis den tilfældige dannelse af bare et af disse proteiner er umulig, er det milliarder af gange ”mere umuligt” for nogle millioner af de proteiner at sætte sig sammen rigtig ved tilfælde og udgøre en færdig celle. Hvad mere er, så består en celle ingenlunde kun af en bunke proteiner. Udover proteinerne inkluderer en celle også nukleinsyre, kulhydrater, lipider, vitaminer og mange andre kemikalier såsom elektrolytter arrangeret i en specifik proportion, ligevægt og organisering, når det gælder både struktur og funktion. Hvert af disse elementer fungerer som en byggesten eller et sam-molekyle i diverse organeller.

Robert Shapiro, en professor i kemi ved New York University og en DNA ekspert, udregnede sandsynligheden for den tilfældige dannelse af de 2000 slags proteiner fundet i en enkelt bakterie (Der er 200.000 forskellige slags proteiner i en menneskecelle). Tallet, der blev fundet, var 1 til 1040000.112(Dette er et utroligt tal opnået ved at sætte 40000 nuller efter 1).

En professor i anvendt matematik og astronomi fra University College Cardiff, Wales, Chandra Wickramasinghe, udtaler:

Sandsynligheden for den spontane dannelse af liv fra ikke-levende materie er én til et tal med 40,000 nuller efter det. Det er stort nok til at begrave Darwin og hele evolutionsteorien. Der var ingen ursuppe, hverken på denne planet eller nogen anden, og hvis livets begyndelse ikke var tilfældig, må den derfor have været resultatet af meningsfyldt intelligens.113

Sir Fred Hoyle kommenterer på disse usandsynlige tal:

Ja, sådan en teori (at livet blev samlet af en intelligens) er så tydelig, at man kan undre sig over, hvorfor den ikke er vidt accepteret som selvindlysende. Grundene er psykologiske hellere end videnskabelige.114

Grunden til at Hoyle brugte udtrykket ”psykologisk” er evolutionisters selvkonditioneringen til ikke at acceptere, at liv kunne være blevet skabt. Afvisningen af Allahs eksistens er deres hoved mål. Alene af denne grund fortsætter de med at forsvare irrationelle teorier, som de på samme tid erklærer for umulige.

Venstrehåndede proteiner

Lad os nu undersøge i detalje, hvorfor evolutionisternes scenarie om dannelsen af proteiner er umuligt.

Selv den korrekte sekvens af de rigtige aminosyrer er stadig ikke nok til dannelsen af et funktionelt proteinmolekyle. Oveni disse krav skal hvert af de 20 forskellige slags aminosyrer tilstedeværende i sammensætningen af proteiner være venstrehåndede. Der er to forskellige slags aminosyrer - som med alle organiske molekyler - kaldet ”venstrehåndede” og ”højrehåndede”. Forskellen mellem dem er spejlsystemet mellem deres tredimensionelle strukturer, som minder om en persons højre og venstre hånd.

Begge disse to slags aminosyrer kan let binde med hinanden. Men et forbløffende faktum, der er blevet afsløret ved forskning er, at alle proteinerne i planter og dyr på denne planet, fra den simpleste organisme til den mest komplekse, er dannet af venstrehåndede aminosyrer. Hvis bare én højrehåndet aminosyre bliver fastgjort til et proteins struktur, bliver proteiner gjort ubrugeligt. I en serie eksperimenter ødelagde bakterier, der blev udsat for højrehåndede aminosyrer, dem overraskende nok med det samme. I nogle tilfælde producerede de brugbare venstrehåndede aminosyrer fra de splittede dele.

sag elli aminoasit, sol elli aminoasit

In nature, there are two different types of amino acids, called "left-handed" and "right-handed". The difference between them is the mirror-symmetry between their three dimensional structures, which is similar to that of a person's right and left hands.

Lad os i et øjeblik antage, at liv kom til ved tilfælde, som evolutionister påstår, det gjorde. I dette tilfælde burde de højre- og venstrehåndede aminosyrer, der blev produceret ved tilfælde, være til stede i nogenlunde ligelig proportioner i naturen. Derfor burde alle levende ting have både højre- og venstrehåndede aminosyrer i deres fundament, fordi det er kemisk muligt for begge slags aminosyrer at blandes med hinanden. Men, som vi ved, er proteinerne, der eksisterer i alle levende organismer, i den virkelige verden kun dannet af venstrehåndede aminosyrer.

Spørgsmålet om, hvordan proteiner kan udvælge kun de venstrehåndede blandt alle aminosyrer, og hvordan blot en enkelt højrehåndet aminosyre ikke bliver involveret i livsprocessen, er et spørgsmål, der stadig forbløffer evolutionister. Så specifik og bevidst en udvælgelse udgør et af de største dødvande, evolutionsteorien står overfor.

Endvidere gør denne egenskab hos proteinerne det problem, som evolutionisterne står overfor med hensyn til ”tilfælde”, endnu værre. For at et ”meningsfyldt” protein skal laves, er det ikke nok, at aminosyrerne er til stedet i et bestemt antal og sekvens, og at de er sammensat i det rigtige tredimensionelle design. Oveni købet skal alle disse aminosyrer være venstrehåndede: ikke engang en af dem må være højrehåndede. Stadig er der ingen naturlig selektionsmekanisme, der kan identificere, at en højrehåndet aminosyrer blevet føjet til sekvensen og genkende, at den derfor må fjernes fra kæden. Denne situation eliminerer endnu engang fuldstændig muligheden for tilfælde og chance.

Brittanica Science Encyclopaedia, som er en udtalt forsvarer af evolution, erklærer, at aminosyrer i alle levende organismer på jorden og byggestenene i komplekse polymerer som proteiner, har den samme venstrehåndede asymmetri. Den tilføjer, at dette svarer til at kaste en mønt en million gange og altid få krone. Den samme encyklopædi erklærer, at det er umuligt at forstå, hvorfor molekyler blev venstre- eller højrehåndede, og at dette valg er fascinerende relateret til livets oprindelse på jorden.115

Hvis en mønt altid lander på krone, når den kastes en million gange, er det så mest logisk at tilskrive det tilfældighed eller acceptere, at der er bevidst indgriben i gang? Svaret burde være åbenlyst. Men hvor åbenlyst det end er, søger evolutionister stadig svar hos tilfældighed, simpelthen fordi de ikke vil acceptere Allahs eksistens.

En situation, der ligner aminosyrerne venstrehåndethed, eksisterer med hensyn til nukleotider, den mindste enhed hos nukleinsyrerne DNA og RNA. I kontrast til proteiner, hvor kun venstrehåndede aminosyrer vælges, er nukleotid delenes foretrukne former i nukleinsyrernes tilfælde altid højrehåndede. Dette er endnu et faktum, der aldrig kan forklares af tilfælde.

For at konkludere er det bevist uden skyggen af tvivl via de sandsynligheder, vi har undersøgt, at livets oprindelse ikke kan forklares af chance. Hvis vi forsøger at udregne sandsynligheden for et gennemsnitligt protein, der består af 400 aminosyrer udvalgt kun fra venstrehåndede aminosyrer, ender vi med en sandsynlighed på 1 til 2400 eller 10120. Lad os bare til sammenligning huske, at antallet af elektroner i universet er skønnet til 1079, hvilket er et mindre tal, selvom det er enormt. Sandsynligheden for, at disse aminosyrer danner den krævede sekvens og en funktionel form, ville skabe meget større tal. Hvis vi lægger disse sandsynligheder sammen, og hvis vi udregner sandsynligheden for endnu større tal og typer af proteiner, bliver udregningerne utænkelige.

Det korrekte bånd er vitalt

peptid bağları, aminoasit

The amino acid molecules that make up proteins must be linked to each other in a so-called “peptide bond”, which is only one of the many possible types of bonds found in nature. Otherwise, the resulting amino acid chains would be useless, and no proteins would be formed.

De vanskeligheder, evolutionsteoriens ikke kan overkomme med hensyn til udviklingen af et enkelt protein, er ikke begrænset til de, vi indtil videre har berettet. Det er ikke nok, at aminosyrer er arrangeret i de rigtige antal, sekvenser og påkrævede tredimensionelle strukturer. Dannelsen af et protein kræver også, at aminosyremolekyler med mere end en arm linkes til hinanden på kun særlige måder. Sådan et bånd kaldes en ”peptidbinding”. Aminosyrer kan lave forskellige bånd med hinanden, men proteiner er lavet af de - og kun de - aminosyrer, der sidder sammen med ”peptidbindinger”.

En sammenligning vil klargøre denne pointe. Forestil dig, at alle delene i en bil var komplette og korrekt samlet med den ene undtagelse af, at et af hjulene på et sted ikke var fastgjort med de sædvanlige skruer og bolte men med et stykke ledning på en sådan måde, at dens knude vendte mod jorden. Det ville være umuligt for sådan en bil at bevæge sig selv den korteste længde, lige meget hvor kompleks dens teknologi eller kraftig dens motor var. Ved første blik ville alt se ud til at være rigtigt, men den fejlagtige fastgørelse af bare et hjul ville gøre hele bilen ubrugelig. På samme måde ville sammensætningen af bare én aminosyre til en anden med en anden binding end peptidbinding i et proteinmolekyle gøre hele molekylet ubrugeligt.

Forskning har vist, at aminosyrer, der tilfældigt sætter sig sammen, kun kombineres med peptidbinding 50% af gangene og resten af tiden opstår forskellige bånd, der ikke findes i proteiner. For at fungere rigtigt må hver aminosyrer, der danner et protein, kun være sat sammen med andre med peptidbinding på samme måde, som den også skal være udvalgt blandt kun venstrehåndede typer.

Sandsynligheden for, at dette sker, er den samme som sandsynligheden for, at hvert protein er venstrehåndet. Det vil sige, når vi ser på et protein dannet af 400 aminosyrer, er sandsynligheden for, at alle aminosyrer kun sætter sig sammen med peptidbindinger, 1 til 2399.

 

 

Nul sandsynlighed

10950=

100.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000. 000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000000.

The probability of an average protein molecule made up of 500 amino acids being arranged in the correct quantity and sequence in addition to the probability of all of the amino acids it contains being only left-handed and being combined with only peptide bonds is "1" over 10950. We can write this number which is formed by putting 950 zeros next to 1 as follows:

Som det kan ses nedenfor, er sandsynligheden for dannelsen af et proteinmolekyle, der består af 500 aminosyrer, ”1” over et tal, der fås ved at sætte 950 nuller ved siden af 1, som er et tal, der er uforståeligt for det menneskelige sind. Dette er kun en sandsynlighed på papiret. Praktisk talt er der nul sandsynlighed for, at det faktisk sker. Som vi tidligere så, betragtes en sandsynlighed i matematikken, der er mindre end 1 til 1050, statistisk set som at have ”0” sandsynlighed for at ske.

En sandsynlighed på ”1 til 10950” er langt udover grænserne af denne definition.

Mens usandsynligheden for dannelsen af et proteinmolekyle bestående af 500 aminosyrer når sådan en udstrækning, kan vi fortsætte med at skubbe hjernens grænser med endnu større grader af usandsynlighed. I ”hæmoglobin” molekylet, som er et vitalt protein, er der 574 aminosyrer, som er mere end de aminosyrer, der danner proteinet nævnt ovenfor. Betragt nu dette: i bare én ud af de milliarder af røde blodceller i din krop er der ”280.000.000” (280 millioner) hæmoglobin molekyler.

Jordens skønnede alder er ikke tilstrækkelig til at tillade dannelsen af bare et enkelt protein ved ”forsøg og fejl” metoden og slet ikke af en rød blodcelle. Selv hvis vi antager, at aminosyrer har sammensat sig og er nedbrudt ved ”forsøg og fejl” metoden uden at tabe noget tid siden jordens dannelse, ville tiden krævet for at danne noget som et proteinmolekyle med sandsynligheden 10950 stadig kraftigt overstige jordens skønnede alder.

Konklusionen, der kan drages ud fra alt dette er, at evolution falder i en dyb afgrund af usandsynlighed, selv når det gælder dannelsen af et enkelt protein.

Findes en forsøg og fejl mekanisme i naturen?

Endelig kan vi konkludere en meget vigtig pointe ved brug af sandsynlighedsregnings grundlæggende logik, som vi allerede har set eksempler på. Vi indikerede, at sandsynlighedsregninger lavet ovenfor når astronomiske niveauer, og at disse astronomiske odds ikke har nogen chance for faktisk at ske. Men der er et meget mere vigtigt og skadeligt faktum, evolutionisterne står overfor her. Det er, at ingen periode af forsøg og fejl overhovedet kan starte under naturlige forhold uanset de astronomiske odds, fordi der ikke er nogen forsøg-og-fejl mekanisme i naturen, som proteiner kunne opstå fra.

Udregningerne, vi giver på siden overfor for at demonstrere sandsynligheden for dannelse af et proteinmolekyle med 500 aminosyrer, gælder kun for et ideelt forsøg-og-fejl miljø, som ikke faktisk eksisterer i det virkelig liv. Det vil sige, at sandsynligheden for at opnå et brugbart, kun er ”1” til 10950, hvis vi formoder, at der eksisterer en opdigtet mekanisme, hvori en usynlig hånd sammensætter 500 aminosyrer tilfældigt og så efter at se, at det ikke er den rigtige kombination, tager dem fra hinanden en efter en og igen arrangerer dem på en anden måde og så videre. I hvert forsøg ville aminosyrerne skulle skilles fra hinanden en efter en og arrangeres i en ny rækkefølge. Syntesen skulle stoppes efter den 500. aminosyre er blevet tilføjet, og det må forsikres, at end ikke en eneste ekstra aminosyre er involveret. Forsøget skulle så stoppes for at se, om et funktionelt protein er blevet formet eller ej, og - i tilfælde af fiasko - skulle alt tages fra hinanden igen og så testes for en anden sekvens. Udover dette må ikke en eneste uvedkommende substans tillades at blive involveret i et eneste forsøg. Det er også afgørende, at kæden dannet under forsøget ikke må separeres og ødelægges, før den når det 499. led. Disse forhold betyder, at sandsynlighederne, vi har nævnt ovenover, kun kan fungere i et kontrolleret miljø, hvor der er en bevidst mekanisme, der dikterer starten, slutningen og hvert mellemliggende led i processen, og hvor kun ”det korrekte udvalg af aminosyrer” lades ukontrolleret. Det er tydeligvis umuligt for sådan et miljø at eksistere under naturlige forhold. Derfor er dannelsen af et protein i det naturlige miljø logisk og teknisk umuligt. Faktisk er det ganske uvidenskabeligt at tale om sandsynlighederne for sådan en begivenhed.

Siden nogle mennesker ikke er i stand til at tage et bredt blik på disse ting, men går til dem med et overfladisk synspunkt og formoder, at proteindannelse er en simpel kemisk reaktion, laver de måske urealistiske konklusioner som, at ”aminosyrer kombineres ved reaktion og danner så proteiner”. Men tilfældige kemiske reaktioner, der sker i en ikke-levende struktur, kan kun føre til simple og primitive ændringer. Antallet af disse er forudbestemte og begrænsede. For et ganske komplekst kemisk materiale må kæmpe fabrikker, kemiske anlæg og laboratorier være involveret. Medicin og mange andre kemiske materialer, vi bruger i vores hverdag, er lavet på denne måde. Proteiner har meget mere kompleks strukturer end disse kemikalier produceret af industri. Derfor er det umuligt for proteiner, som hver er et skabelsesvidunder, hvori hver del tager sin plads i en fastsat rækkefølge, at opstå som et resultat af tilfældige kemiske reaktioner.

Lad os i et øjeblik sætte alle de umuligheder til side, vi indtil videre har beskrevet, og formode, at et brugbart proteinmolekyle stadig udviklede sig spontant ”ved tilfælde”. Selv da har evolution ingen svar på, at for at dette protein skal overleve, ville det skulle isoleres fra dets naturlige habitat og beskyttes under meget specielle forhold. Ellers ville de enten skilles ad ved udsættelse for naturlige forhold i jorden, eller sætte sig sammen med andre syrer, aminosyrer eller kemiske stoffer og derved tabe dets specifikke egenskaber og forandre sig til et fuldstændig anderledes og ubrugeligt stof.

Den evolutionære ballade om livets oprindelse

Spørgsmålet om, ”hvordan levende ting først opstod”, er så kritisk et dødvande for evolutionister, at de normalt ikke engang prøver at røre ved dette emne. De prøver at springe over spørgsmålet ved at sige, ”de første væsner kom til som et resultat af nogle tilfældige begivenheder i vand”. De er ved en vejspærring, som de på ingen måde kan komme forbi. På trods af de palæontologiske evolutionsargumenter, har de i dette emne ingen fossiler, de kan forvrænge og fejlfortolke, som de vil, for at støtte deres påstande. Derfor er evolutionsteorien bestemt afvist lige fra begyndelsen.

Mest af alt er der en vigtig pointe at overveje: Hvis noget skridt i den evolutionære proces er bevist at være umuligt, er dette tilstrækkeligt til at bevise, at hele teorien er total forkert og ugyldig. For eksempel ved at bevise, at den tilfældige dannelse af proteiner er umulig, afvises alle andre påstande om de følgende skridt i evolution også. Efter dette bliver det meningsløst at tage nogle menneske- og abe kranier og kaste sig ud i spekulationer om dem.

Zero Probability

There are 3 basic conditions for the formation of a useful protein:
  • First condition: that all the amino acids in the protein chain are of the right type and in the right sequence...
  • Second condition: that all the amino acids in the chain are left-handed...
  • Third condition: that all of these amino acids are united between them by forming a chemical bond called "peptide bond"...

In order for a protein to be formed by chance, all three basic conditions must exist simultaneously. The probability of the formation of a protein by chance is equal to the multiplication of the probabilities of the realisation of each of these conditions.

For instance, for an average molecule comprising of 500 amino acids:

1. The probability of the amino acids being in the right sequence:

There are 20 types of amino acids used in the composition of proteins. According to this:

-The probability of each amino acid being chosen correctly among these 20 types = 1/20
-The probability of all of those 500 amino acids being chosen correctly = 1/20500 = 1/10650
  = 1 chance in 10650

2. The probability of the amino acids being left-handed:

-The probability of only one amino acid being left-handed =1/2
-The probability of all of those 500 amino acids being left-handed at the same time =1/2500  =  1/10150
  =1 chance in 10150

3. The probability of the amino acids being combined with a "peptide bond":

Amino acids can combine with each other with different kinds of chemical bonds. In order for a useful protein to be formed, all the amino acids in the chain must have been combined with a special chemical bond called a "peptide bond". It is calculated that the probability of the amino acids being combined not with another chemical bond but by a peptide bond is 50%. In relation to this;

- The probability of two amino acids being combined with a "peptide bond" = 1/2
- The probability of 500 amino acids all combining with peptide bonds = 1/2499  = 1/10150
  = 1 chance in 10150
 
 
  TOTAL PROBABILITY = 1. X 2. X 3.
  = 1/10650 X 1/10150 X 1/10150
  = 1/10950
 
  1 probability in 10950

Hvordan levende organismer kom til fra ikke-levende materiale var et problem, evolutionister ikke engang ville nævne i lang tid. Men dette spørgsmål, som konstant var blevet undveget, måtte man til sidst henvende sig til, og i det 20. århundredes anden fjerdedel blev forsøg på at besvare det med en række eksperimenter gjort.

Det store spørgsmål var: Hvordan kunne den første levende celle være opstået i den oprindelige atmosfære på jorden? Med andre ord - hvilken slags forklaring kunne evolutionisterne give?

Svarene til spørgsmålene blev søgt gennem eksperimenter. Evolutionistiske forskere og videnskabsmænd udførte laboratorieforsøg sigtet efter at besvare disse spørgsmål, men disse vakte ikke meget interesse. Det mest generelt respekterede studie om livet oprindelse er Miller eksperimentet udført af den amerikanske forsker Stanley Miller i 1953. (Eksperimentet er også kendt som ”Urey-Miller eksperiment” på grund af bidraget fra Millers instruktør på University of Chicago, Harold Urey.)

Dette eksperiment er det eneste ”bevis” evolutionisterne har, som angiveligt kan bevise den ”molekylære evolutions tese”; de fremsætter som det første skridt i den påståede evolutionære proces, der fører til liv. Selvom næsten et halvt århundrede er gået, og store teknologiske fremskridt er gjort, har ingen gjort videre fremgang. På trods af dette gives Millers eksperiment stadig i fagbøger som den evolutionære forklaring på de tidligste generationer af levende ting. Bevidst om det faktum, at sådanne studier ikke støtter men faktisk hellere afviser deres tese, undgår evolutionistiske forskere bevidst at give sig i kast med sådanne eksperimenter.

Millers eksperiment

Stanley Millers mål var at demonstrere ved hjælp af et forsøg, at aminosyrer, proteiners byggesten, kunne være kommet til ”ved tilfælde” på den livløse jord for milliarder af år siden.

I sit eksperiment brugte Miller en gas blanding, som han formodede havde eksisteret på den oprindelige jord (men som senere viste sig urealistisk) sammensat af ammonium, metan, hydrogen og vanddamp. Siden disse gasser ikke ville reagere med hinanden under naturlige forhold, tilføjede han en energiblanding til at starte reaktionen. Ved at antage, at denne energi kunne være kommet fra lyn i ur atmosfæren, brugte han en elektrisk strøm til sin idé.

Miller opvarmede denne gas blanding ved 100⁰C i en uge og tilføjede så den elektriske ladning. Ved slutningen af ugen analyserede Miller kemikalierne, der var blevet dannet på bunden af glasset og observerede, at tre ud af de 20 aminosyrer, der udgør de grundlæggende elementer for proteiner, var blevet syntetiseret.

Eksperimentet skabte stor glæde blandt evolutionister og blev fremsat som en enestående succes. Endvidere, i et stadie af forgiftet eufori, havde diverse udgivelser overskrifter som ”Miller skaber liv”. Men hvad Miller havde klaret at syntetisere var kun nogle få ”ikke-levende” molekyler.

Opmuntret af dette eksperiment producerede evolutionister øjeblikkeligt nye scenarier. Der blev hurtigt fremsat hypoteser om stadier efter udviklingen af aminosyrer. Angiveligt havde aminosyrer senere sat sig sammen i den korrekte sekvens ved tilfælde og dannet proteiner. Nogle af disse proteiner, som opstod ved tilfælde, dannede sig selv til membran-lignende strukturer, som ”på en eller anden måde” kom til og dannede en primitiv celle. Cellerne satte sig så med tiden angiveligt sammen og dannede multicellulære levende organismer. Men Millers eksperimentet var dog intet andet end fantasi og er siden blevet bevist falskt i mange aspekter.

Latest Evolutionist Sources Dispute Miller's Experiment

stanley miller, miller deneyi

Today, Miller's experiment is totally disregarded even by evolutionist scientists. In the February 1998 issue of the famous evolutionist science journal Earth, the following statements appear in an article titled "Life's Crucible":

Geologist now think that the primordial atmosphere consisted mainly of carbon dioxide and nitrogen, gases that are less reactive than those used in the 1953 experiment. And even if Miller's atmosphere could have existed, how do you get simple molecules such as amino acids to go through the necessary chemical changes that will convert them into more complicated compounds, or polymers, such as proteins? Miller himself throws up his hands at that part of the puzzle. "It's a problem," he sighs with exasperation. "How do you make polymers? That's not so easy."1

As seen, today even Miller himself has accepted that his experiment does not lead to an explanation of the origin of life. The fact that evolutionist scientists embraced this experiment so fervently only indicates the difficulties facing evolution, and the desperation of its advocates.

In the March 1998 issue of National Geographic, in an article titled "The Emergence of Life on Earth", the following comments appear:

Many scientists now suspect that the early atmosphere was different from what Miller first supposed. They think it consisted of carbon dioxide and nitrogen rather than hydrogen, methane, and ammonia.

That's bad news for chemists. When they try sparking carbon dioxide and      nitrogen, they get a paltry amount of organic molecules - the equivalent of    dissolving a drop of food colouring in a swimming pool of water. Scientists find it hard to imagine life emerging from such a diluted soup.2

In brief, neither Miller's experiment, nor any other similar one that has been attempted, can answer the question of how life emerged on earth. All of the research that has been done shows that it is impossible for life to emerge by chance, and thus confirms that life is created.

 

 

1. Earth, "Life's Crucible", February 1998, p.34

 

2. National Geographic, "The Rise of Life on Earth", March 1998, p.68

Millers eksperiment var intet andet end opspind

Millers eksperiment prøvede at bevise, at aminosyrer kunne danne sig selv i den oprindelige jords forhold, men det involverer uoverensstemmelser på flere områder:

1. Ved at bruge mekanismen kaldt en ”kold fælde”, isolerede Miller aminosyrerne fra miljøet, så snart de blev dannet. Havde han ikke gjort det, ville forholdene i miljøet, som aminosyrerne blev dannet i, øjeblikkeligt have ødelagt disse molekyler.

Uden tvivl eksisterede denne slags bevidste isolationsmekanisme ikke på den oprindelige jord. Uden en sådan mekanisme, ville en aminosyre øjeblikkeligt være blev ødelagt, selv hvis den blev opnået. Kemikeren Richard Bliss udtrykker denne modsigelse ved at observere, at ”uden denne fælde, ville de kemiske produkter faktisk være blevet ødelagt af energikilden.”116

Og ja, i sine tidligere eksperimenter havde Miller ikke været i stand til at lave bare en aminosyre ved at bruge de samme materialer uden den kolde fælde mekanisme.

2. Den oprindelige atmosfæres miljø, som Miller prøvede at simulere i sit eksperiment, var ikke realistisk.

I 1980’erne var videnskabsmændene enige om, at nitrogen og kuldioxid skulle være blevet brugt i dette kunstige miljø i stedet for metan og ammonium. Efter en lang stilhedsperiode indrømmede Miller også selv, at det atmosfæriske miljø, han brugte i sit eksperiment, ikke var realistisk.117

Så hvorfor insisterede Miller på disse gasser? Svaret er klart: uden ammonium var det umuligt at syntetisere nogle aminosyrer. Kevin McKean taler om dette i en artikel udgivet i Discover magasin:

Miller og Urey imiterede den urgamle atmosfære på Jorden med en blanding af metan og ammonium. Ifølge dem var Jorden en ægte homogen blanding af metal, sten og is. Men i de seneste studier er det blevet forstået, at Jorden var meget varm på den tid, og at den var sammensat af smeltet nikkel og jern. Derfor skulle den kemiske atmosfære på den tid være bestået mest af nitrogen (N2), kuldioxid (CO2) og vanddamp (H2O). Men disse er ikke lige så passende som metan og ammonium til produktionen af organiske molekyler.118

De amerikanske videnskabsmænd J.P. Ferris og C. T. Chen gentog Millers eksperiment med et atmosfærisk miljø, som indeholdt kuldioxid, hydrogen, nitrogen og vanddamp, og kunne ikke opnå bare et eneste aminosyremolekyle.119

3. Et andet vigtigt synspunkt, der ugyldiggør Millers eksperiment er, at der var nok oxygen til at ødelægge alle aminosyrerne i atmosfæren på tiden, hvor de er ment at være blevet dannet.

Dette faktum, overset af Miller, afsløres af de spor af oxideret jern og uran fundet i sten, der er skønnet til at være 3,5 milliarder år gamle.120

Der er nogle andre fund, der viser, at mængden af oxygen i atmosfæren på den tid var meget højere end oprindeligt påstået af evolutionister. Studier viser også, at mængden af ultraviolet radiation på den tid, som jorden da var udsat for, var 10.000 gange mere end evolutionistiske skøn. Denne intense radiation ville uundgåeligt have frigivet oxygen ved nedbrydningen af vanddamp og kuldioxid i atmosfæren.

Denne situation fornægter fuldstændig Millers eksperiment, hvori oxygen blev totalt forsømt. Hvis oxygen var blevet brugt i eksperimentet ville metan være nedbrudt til kuldioxid og vand, og ammonium til nitrogen og vand. På den anden side ville der i et miljø, hvor der ikke var noget oxygen, heller ikke være et ozonlag; derfor ville aminosyrerne være blevet ødelagt øjeblikkeligt, fordi de ville blive udsat for de mest intense ultraviolette stråler uden beskyttelsen fra ozonlaget. Med andre ord ville resultatet med eller uden oxygen i den oprindelige verden have været et dødeligt miljø for aminosyrerne.

4. Ved slutningen af Millers eksperiment var mange organiske syrer blevet dannet med karakteristikker, der er skadelige for levende tings struktur og funktion. Hvis aminosyrerne ikke var blevet isoleret og var blevet efterladt i det samme miljø med disse kemikalier, ville deres ødelæggelse eller omdannelse til forskellige stoffer gennem kemiske reaktioner have været uundgåelige.

Endvidere blev et stort antal af højrehåndede aminosyrer dannet ved slutningen af eksperimentet.121Eksistensen af disse aminosyrer afviste teorien selv indenfor dens egne vilkår, fordi højrehåndede aminosyrer ikke kan fungere i levende organismers sammensætning. For at konkludere var omstændighederne, som aminosyrerne blev dannet i i Millers eksperiment, ikke egnede til liv. I sandhed tog dette medium form af en syrlig blanding, der ødelagte og oxiderede de opnåede brugbare molekyler.

Alle disse fakta peger mod en sikker sandhed: Millers eksperiment kan ikke påstå at have bevist, at levende ting dannedes ved tilfælde under primitive jord-lignende forhold. Hele eksperimentet er intet andet end et bevidst og kontrolleret laboratorieeksperiment for at syntetisere aminosyrer. Mængden og typen af gasser brugt i eksperimentet var ideelt bestemt for at tillade aminosyrer at opstå. Mængden af energi leveret til systemet var heller ikke for meget eller for lidt, men arrangeret præcist til at lade de nødvendige reaktioner ske. Det eksperimentelle apparat var isoleret, så det ikke ville tillade udsivningen af nogle skadelige, ødelæggende eller nogen andre elementer, der kunne hindre dannelsen af aminosyrer. Ingen elementer, mineraler eller stoffer, der sandsynligvis var til stede på den oprindelige jord, men som ville have ændret reaktionerne, blev inkluderet i eksperimentet. Oxygen, som ville have forhindret dannelse af aminosyrer på grund af oxidering, er bare et af disse destruktive elementer. Selv under så ideelle laboratorieforhold var det umuligt for de producerede aminosyrer at overleve og undgå ødelæggelse uden den ”kolde fælde” mekanisme.

Faktisk ødelagte Miller med sit eksperiment den evolutionistiske påstand at ”liv opstod som resultatet af ubevidste tilfælde”. Det er fordi, at hvis eksperimentet beviser noget, er det, at aminosyrer kun kan produceres i et kontrolleret laboratoriemiljø, hvor alle forholdene er specifikt designet ved bevidst indvending. Det vil sige, kraften, der frembringer liv, kan ikke være ved ubevidst tilfælde men hellere ved Skabelse.

Grunden til, at evolutionister ikke accepterer denne evidente virkelighed, er deres blinde tilslutningen til fordomme, der er totalt uvidenskabelige. Interessant nok kom Harold Urey, som organiserede Miller eksperimentet med sin student Stanley Miller, med den følgende indrømmelse på emnet:

Alle os, der studerer livets oprindelse, finder, at jo mere vi ser på det, desto mere føler vi, det er for kompleks til at have udvikledes nogetsteds. Vi tror alle som en trosartikel, at livet udvikledes fra dødt materie på denne planet. Det er bare, at dens kompleksitet er så stor, at det er svært for os at forestille os, at den gjorde.122

Oprindelig verdensatmosfære og proteiner

På trods af alle dets uoverensstemmelser bruger evolutionistiske kilder Miller eksperimentet til at prøve at kaste glans over spørgsmålet om oprindelsen af aminosyrer. Ved at give indtrykket, at problemet for længe siden er blevet løst af det ugyldige eksperiment, prøver de at dække over sprækkerne i evolutionsteorien.

ilkel atmosfer, ilkel ortam
 

One of the evolutionists’ gravest deceptions is the way they imagine that life could have emerged spontaneously on what they refer to as the primitive Earth, represented in the picture above. They tried to prove these claims with such studies as the Miller experiment. Yet they again suffered defeat in the face of the scientific facts: The results obtained in the 1970s proved that the atmosphere on what they describe as the primitive Earth was totally unsuited to life.

Men for at forklare det andet stadie af livets oprindelse stod evolutionisterne over et endnu større problem end dannelsen af aminosyrer - nemlig proteiners oprindelse, livets byggesten, som er sammensat af hundredvis af forskellige aminosyrer, der binder med hinanden i speciel rækkefølge.

At påstå, at proteiner blev dannet ved tilfælde under naturlige forhold, er endnu mere urealistisk og urimeligt end at påstå, at aminosyrer blev dannet ved tilfælde. På de foregående sider har vi med sandsynlighedsregning set den matematiske umulighed for den tilfældige sammensætning af aminosyrer i rigtige sekvenser for at danne proteiner. Nu vil vi undersøge umuligheden for, at proteiner produceres kemisk under oprindelige jord-forhold.

Protein syntese er ikke mulig i vand

Som vi så før, danner aminosyrer specielle bånd med hinanden kaldet ”peptidbindinger”, når de danner proteiner. Et vandmolekyle frigøres under dannelsen af denne peptidbinding.

Dette faktum afviser bestemt den evolutionistiske forklaring om, at oprindeligt liv opstod i vand, for ifølge ”Le Chateliers princip” i kemi er det ikke muligt for en reaktion, der udløser vand (en kondens reaktion) til at finde sted i et vandholdigt miljø. Chancerne for at sådan en slags reaktion sker i et vandholdigt miljø siges at have ”den laveste sandsynlighed for at ske” af alle kemiske reaktioner.

Altså er havet, som påstås at være, hvor livet begyndte og aminosyrer opstod, bestemt ikke passende omgivelser for, at aminosyrer kan danne proteiner. På den anden side ville det være irrationelt for evolutionister at skifte mening og påstå, at livet opstod på land, fordi det eneste miljø, hvor aminosyrer kunne være blevet beskyttet fra ultraviolet radiation, er i havene og vandene. På land ville de blive ødelagt af ultraviolette stråler. La Chateliers princippet modbeviser påstanden om dannelsen af liv i havet. Dette er et andet dilemma, der konfronterer evolution.

Endnu en desperat indsats: Fox' eksperiment

Udfordret af det ovenstående dilemma begyndte evolutionister at opfinde urealistiske scenarier baseret på dette ”vandproblemet”, der så bestemt afviste deres teori. Sydney Fox var en af de bedst kendte af disse forskere. Fox fremsatte følgende teori for at løse dette problem. Ifølge ham måtte de første aminosyrer være blevet transporteret til nogle klipper nær en vulkan lige efter deres dannelse i det oprindelige hav. Vandet, der var i denne blanding, og som indeholdt de aminosyrer, der var til stede på disse klipper, må have fordampet, når temperaturen steg over kogepunktet. Aminosyrerne, som vi ”udtørrede” på denne måde, kunne så have sat sig sammen for at danne proteiner.

proteinoid, molekült

In his experiment, Fox produced a substance called "proteinoid". Proteinoids were randomly assembled combinations of amino acids. Unlike proteins of living things, these were useless and non-functional chemicals. Here is an electron microscope vision of proteinoid particles.

Men denne ”komplicerede” vej ud blev ikke accepteret af mange folk på området, fordi aminosyrer ikke kunne have udholdt så høje temperaturer. Forskning bekræftede, at aminosyrer øjeblikkeligt ødelægges ved meget høje temperaturer.

Men Fox gav ikke op. Han blandede rensede aminosyrer i laboratoriet ”under meget specielle forhold” ved at opvarme dem i et tørt miljø. Aminosyrerne blandedes, men ingen proteiner blev opnået. Hvad, han faktisk sluttede med, var simple og uordnede sløjfer af aminosyrer, vilkårligt kombineret med hinanden, og disse sløjfer var langt fra at ligne noget levende protein. Endvidere, hvis Fox havde holdt aminosyrerne på en stabil temperatur, så ville disse ubrugelige sløjfer også blive opløst.124

Endnu en pointe, der annullerede eksperimentet var, at Fox ikke brugte de ubrugelige slutprodukter opnået i Millers eksperiment; hellere brugte han rene aminosyrer fra levende organismer. Men dette eksperiment, som havde til hensigt at være en fortsættelse af Millers eksperiment, skulle have startet ud fra resultatet opnået af Miller. Men hverken Fox eller nogen anden forsker brugte de ubrugelige aminosyrer, Miller producerede.125

Fox’ eksperiment blev ikke engang budt velkommen i evolutionistiske kredse, fordi det var tydeligt, at de meningslyse aminosyrekæder, han opnåede (som han kalde ”proteinoider”) ikke kunne være dannet under naturlige forhold. Endvidere kunne proteiner, livets grundlæggende enheder, stadig ikke produceres. Problemet om proteiners oprindelse forblev uløst. I en artikel i det populære videnskabsblad Chemical Engineering News, som optrådte i 1970’erne, blev Fox’ eksperiment omtalt som følger:

Sydney Fox og de andre forskere klarede at sammensætte aminosyrerne i form af ”proteinoider” ved at bruge meget specielle opvarmningsteknikker under forhold, som faktisk ikke eksisterede i jordens oprindelige stadier. De ligner overhovedet heller ikke de meget normale proteiner, der findes i levende ting. De er intet andet end ubrugelige, irregulære kemiske tråde. Det blev forklaret, at selv hvis sådanne molekyler var blevet dannet i de tidlige år, ville de bestemt blive ødel.126

Faktisk var de proteinoider, Fox opnåede, totalt forskellige fra rigtige proteiner både i struktur og funktion. Forskellen mellem proteiner og disse proteinoider var så stor som forskellen mellem et stykke high-tech udstyr og en bunke ubehandlede ioner.

Endvidere var der ingen chance for, at selv disse irregulære aminosyrekæder kunne have overlevet i den oprindelige atmosfære. Skadelige og destruktive fysiske og kemiske effekter forårsaget af stor udsættelse for ultraviolet lys og andre ustabile naturlige forhold ville have gjort, at disse proteinoider også ville skilles ad. På grund af Le Chatelier princippet var det også umuligt for aminosyrerne at blandes under vand, hvor ultraviolette stråler ikke ville nå dem. Med henblik på dette mistede ideen om, at proteinoider var basis for livet, efterhånden støtte blandt videnskabsmænd.

CANSIZ MADDE CANLILIK OLUŞTURMAZ

A number of evolutionist experiments such as the Miller Experiment and the Fox Experiment have been devised to prove the claim that inanimate matter can organise itself and generate a complex living being. This is an utterly unscientific conviction: every observation and experiment has incontrovertibly proven that matter has no such ability. The famous English astronomer and mathematician Sir Fred Hoyle notes that matter cannot generate life by itself, without deliberate interference:

If there were a basic principle of matter which somehow drove organic systems toward life, its existence should easily be demonstrable in the laboratory. One could, for instance, take a swimming bath to represent the primordial soup. Fill it with any chemicals of a non-biological nature you please. Pump any gases over it, or through it, you please, and shine any kind of radiation on it that takes your fancy. Let the experiment proceed for a year and see how many of those 2,000 enzymes (proteins produced by living cells) have appeared in the bath. I will give the answer, and so save the time and trouble and expense of actually doing the experiment. You will find nothing at all, except possibly for a tarry sludge composed of amino acids and other simple organic chemicals.1

Evolutionist biologist Andrew Scott admits the same fact:

Take some matter, heat while stirring and wait. That is the modern version of Genesis. The 'fundamental' forces of gravity, electromagnetism and the strong and weak nuclear forces are presumed to have done the rest... But how much of this neat tale is firmly established, and how much remains hopeful speculation? In truth, the mechanism of almost every major step, from chemical precursors up to the first recognizable cells, is the subject of either controversy or complete bewilderment.2

 

1. Earth, "Life's Crucible", February 1998, p.34

 

2. National Geographic, "The Rise of Life on Earth", March 1998, p.68

Det mirakuløse molekyle: DNA

Vores undersøgelser indtil videre har vist, at evolutionsteorien er i et seriøst dilemma på det molekylære niveau. Evolutionister har ikke kastet noget lys over dannelsen af aminosyrer overhovedet. Dannelsen af proteiner er på den anden side et mysterium helt for sig selv.

Men problemer er ikke engang begrænset bare til aminosyrer og proteiner: disse er kun begyndelsen. Udover dem fører cellens ekstremt komplekse struktur evolutionister til endnu et dødvande. Grunden til dette er, at cellen ikke bare er en bunke aminosyrestrukturerede proteiner, men det mest komplekse system, mennesket endnu har mødt.

dna, dna molekülü

The molecule known as DNA, which is found in the nucleus of each of the 100 trillion cells in our bodies, contains the complete blueprint for the construction of the human body. The information regarding all the characteristics of a person, from physical appearance to the structure of the inner organs, is recorded in DNA.

Mens evolutionsteorien havde store problemer med at komme med en sammenhængende forklaring for eksistensen af molekylet, der er grundlæggende for cellestrukturen, skabte udviklinger i genetikvidenskab og opdagelsen af nukleinsyrer (DNA og RNA) helt nye problemer for teorien. I 1953 lancerede James Watson of Francis Crick en ny tid i biologi med deres arbejde, der afslørede DNAs fantastiske komplekse struktur.

Molekylet kendt som DNA, som findes i kernen af hver af de 100 billioner celler i vores kroppe, indeholder hele plantegningen til konstruktionen af den menneskelige krop. Informationen om alle en persons karakteristikker, fra fysisk udseende til de indre organers struktur, er registreret i DNA med sekvensen af fire specielle baser, der udgør det gigantiske molekyle. Disse baser er kendt som A, T, G og C i forhold til det første bogstav i deres navn. Alle de strukturelle forskelle blandt folk afhænger af variationer i sekvensen af disse bogstaver. Dette er en slags databank udgjort af fire bogstaver.

Bogstavernes sekventielle orden i DNA bestemmer et menneskes struktur ned til den mindste detalje. Oveni egenskaber som højde, øjen-, hår- og hudfarve, indeholder DNA også i en enkelt celle designet af 206 knogler, 600 muskler, de 100 milliarder nerveceller (neuroner), 1.000 billion forbindelser mellem hjernens neuroner, 97.000 kilometer årer, og de 100 billioner celler i menneskekroppen. Hvis vi skulle nedskrive informationen kodet i DNA, ville vi skulle samle et gigantisk bibliotek, der indeholdt 900 udgaver på 500 sider hver. Men den information, dette enorme bibliotek ville holde, er indkodet i DNA molekylerne i cellekernen, som selv er meget mindre end en hundrededel af en millimeter lang celle.

Hvorfor kan DNA ikke dannes ved tilfælde?

På dette tidspunkt er der en vigtig detalje, der kræver opmærksomhed. En fejl i sekvensen af de nukleotider, der udgør et gen, ville gøre det gen totalt ubrugeligt. Når det overvejes, at der er 30.000 gener i den menneskelige krop, bliver det klarere, hvor umuligt det er for de millioner af nukleotider, der udgør disse gener, at være blevet dannet i den rigtige sekvens ved tilfælde. Den evolutionistiske biolog Frank Salisbury har kommentarer om denne umulighed:

Et medium protein kan inkludere omkring 300 aminosyrer. DNA genet, der kontrollerer dette, ville have omkring 1000 nukleotider i sin kæde. Siden der er fire slags nukleotider i en DNA kæde, kunne en bestående af 1000 led eksistere på 41000 måder. Ved at bruge lidt algebra (logaritmer) kan vi se, at 41000 = 10600. Ti ganget med sig selv 600 gange giver tallet 1fulgt af 600 nuller. Dette tal er totalt ud over vores fatteevne.127

Francis Crick, profesör

Prof. Francis Crick: "The origin of life appears to be almost a miracle."

Tallet 41000 svarer til 10600. Dette betyder 1 fulgt af 600 nuller. Da 1 med 12 nuller efter indikerer en billion, repræsenterer 600 nuller et ufatteligt tal. Umuligheden af dannelsen af RNA og DNA ved en tilfældig samling af nukleotider udtrykkes af den franske videnskabsmand Paul Auger på denne måde:

Vi må skarpt skelne mellem de to skridt i chancen for dannelsen af komplekse molekyler såsom nukleotider ved kemiske hændelser. Produktionen af nukleotider en efter en - som er mulig - og kombinationen af disse i meget specielle sekvenser. Det sidste er absolut umuligt.128

I mange år troede Francis Crick på teorien om molekylær evolution, men til slut måtte selv han indrømme for sig selv, at så komplekse molekyler ikke kunne være opstået spontant ved tilfælde som resultatet af en evolutionær proces:

En ærlig mand, udstyret med al viden tilgængelig for os nu, kunne kun erklære, at livets oprindelse i øjeblikket på en måde ser ud til næsten at være et mirakel."129

Den tyrkiske evolutionist professor Ali Demirsoy blev tvunget til at komme med følgende indrømmelse om spørgsmålet:

Faktisk er sandsynligheden for dannelsen af et protein og en nukleinsyre (DNA-RNA) nok langt ud over vurdering. Endvidere er chancen for fremkomsten af en særlige proteinkæde så lille, at den kan kaldes astronomisk.130

Et meget interessant paradoks opstår ved denne pointe: mens DNA kun kan kopieres ved hjælp af specielle proteiner (enzymer), kan syntesen af disse proteiner kun realiseres med informationen indkodet i DNA. Da de begge afhænger af hinanden, må de enten eksistere på samme tid for replikation, eller en af dem må blive ”skabt” før den anden. Den amerikanske mikrobiolog Homer Jacobson kommenterer:

Instruktioner for reproduktionen af planer, for energi og udvindingen af dele fra det nuværende miljø, for vækstsekvensen og for effektor mekanismen, der omsætter instruktioner til vækst - alle måtte være til stede samtidig på det tidspunkt [da livet begyndte]. Denne kombination af hændelser har virket som en utrolig usandsynlig tilfældighed og er ofte blevet tilskrevet guddommelig indblanding.131

Citatet ovenover blev skrevet to år efter opdagelsen af DNA strukturen af Watson og Crick. Men på trods af alle udviklingerne i videnskab, forbliver dette problem uløst for evolutionister. To tyske videnskabsmænd Junker og Scherer forklarede, at syntesen af hver af molekylerne krævet for kemisk evolution nødvendiggør distinkte forhold, og at sandsynligheden for blandingen af disse materialer, der har teoretisk meget forskellige erhvervelsesmetoder, er nul:

Indtil nu kendes intet eksperiment, hvori vi kan opnå alle de nødvendige molekyler til kemisk evolution. Derfor er det essentielt at producere diverse molekyler på forskellige steder under meget passende forhold og så bære dem til et andet sted til reaktion ved at beskytte dem fra skadelige elementer som hydrolyse og fotolyse.132

dna molekülü, watson ve crickWatson and Crick with a stick model of the DNA molecule.

Kort sagt er evolutionsteorien ikke i stand til at bevise nogle af de evolutionære skridt, der angiveligt foregår på det molekylære niveau. I stedet for at give svar til sådanne spørgsmål, efterlader videnskabens fremskridt dem endnu mere komplekse og uløselige.

Interessant nok tror de fleste evolutionister på dette og lignende totalt uvidenskabelig eventyr, som om, de var sande. Fordi de har konditioneret sig selv til ikke at acceptere skabelse, har de intet andet valg en at tro på det umulige. En kendt biolog fra Australien, Michael Denton, diskuterer emnet i sin bog Evolution: A Theory in Crisis:

Til skeptikerne, forslaget om, at det genetiske program hos højere organismer, der består af noget tæt på tusind millioner bidder information, svarende til sekvensen af bogstaver i et lille bibliotek på 1000 volumener, der i koder indeholder utallige tusindvis af indviklede algoritmer, der kontrollerer, specificerer og bestiller væksten og udviklingen af milliarder og milliarder af celler til formen af en kompleks organisme, blev sammensat af en rent tilfældig proces, er simpelthen en fornærmelse af fornuft. Men for darwinisterne accepteres ideen uden en krusning af tvivl -paradigmet tager præcedens!133

CONFESSIONS FROM EVOLUTIONISTS

Probabilistic calculations make it clear that complex molecules such as proteins and nucleic acids (RNA and DNA) could not ever have been formed by chance independently of each other. Yet evolutionists have to face the even greater problem that all these complex molecules have to coexist simultaneously in order for life to exist at all. Evolutionary theory is utterly confounded by this requirement. This is a point on which some leading evolutionists have been forced to confession. For instance, Stanley Miller's and Francis Crick's close associate from the University of San Diego California, reputable evolutionist Dr. Leslie Orgel says:

It is extremely improbable that proteins and nucleic acids, both of which are structurally complex, arose spontaneously in the same place at the same time. Yet it also seems impossible to have one without the other. And so, at first glance, one might have to conclude that life could never, in fact, have originated by chemical means.1

The same fact is also admitted by other scientists:

DNAcannot do its work, including forming more DNA, without the help of catalytic proteins, or enzymes. In short, proteins cannot form without DNA, but neither can DNAform without proteins.2

How did the Genetic Code, along with the mechanisms for its translation (ribosomes and RNAmolecules), originate? For the moment, we will have to content ourselves with a sense of wonder and awe, rather than with an answer.3

The New York Times science correspondent, Nicholas Wade made this comment in an article dated 2000:

Everything about the origin of life on Earth is a mystery, and it seems the more that is known, the more acute the puzzle get.4

 

 

1 Leslie E. Orgel, "The Origin of Life on Earth", Scientific American, vol. 271, October 1994, p. 78

 

2 John Horgan, "In the Beginning", Scientific American, vol. 264, February 1991, p. 119

3 Douglas R. Hofstadter, Gödel, Escher, Bach: An Eternal Golden Braid, New York, Vintage Books, 1980, p. 548

4- Nicholas Wade, "Life's Origins Get Murkier and Messier", The New York Times, June 13, 2000, pp. D1-D2

 

Endnu et evolutionistisk forgæves forsøg: "RNA verdenen"

Opdagelsen i 1970’erne af, at de gasser, der originalt eksisterede i jordens primitive atmosfære, ville have gjort aminosyresyntese umulig, var et seriøst slag til teorien om molekylær evolution. Evolutionister måtte så se det faktum i øjnene, at de ”primitive atmosfære eksperimenter” af Stanley Miller, Sydney Fox, Cyril Ponnamperuma og andre var ugyldige. Af denne grund prøvede evolutionisterne i 1980’erne igen. Som resultat blev ”RNA verden” hypotesen fremsat. Dette scenarie foreslog, at ikke proteiner men RNA molekyler, der indeholdt informationen for proteiner, blev dannet først.

Ifølge dette scenarie, fremsat af Harvard kemiker Walter Gilbert i 1986, baseret på en opdagelse om ”ribozymer” af Thomas Cech, dannedes et RNA molekyle i stand til at replikere sig selv på en måde ved tilfælde for milliarder af år siden. Dette RNA molekyle begyndte så at lave proteiner efter at være blevet aktiveret af eksterne påvirkninger. Derefter blev det nødvendigt at gemme denne information i et andet molekyle, og på en eller anden måde opstod et DNA molekyle for at gøre dette.

Bestående, som den er, af en kæde af umuligheder på hvert eneste stadie, forstørrede dette næppe troværdige scenarie, der var langt fra at give nogen forklaring om livet oprindelse, kun problemet og rejste mange ubesvarlige spørgsmål:

Leslie Orgel, profesör

Dr. Leslie Orgel: “... life could never, in fact, have originated by chemical means.”

1. Siden det er umuligt at acceptere den tilfældige dannelse af bare et af nukleotiderne, der udgør RNA, hvordan kan det så være muligt for disse opdigtede nukleotider at danne RNA ved at sætte sig sammen i en særlig sekvens? Evolutionist John Horgan indrømmer umuligheden af den tilfældige dannelse af RNA:

Som forskere fortsætter med at undersøge RNA-verden konceptet nært, opstår flere problemer. Hvordan opstod RNA til at starte med? RNA og dets dele er svære at syntetisere i et laboratorium under de bedste forhold, og meget mere under faktisk plausible forhold.134

2. Selv hvis vi formoder, at det dannedes ved tilfælde, hvordan kunne dette RNA så, bestående af blot en nukleotid kæde, have ”besluttet” at selvkopiere sig, og hvilken slags mekanisme kunne have udført denne selvkopieringsproces? Hvor fandt den de nukleotider, den brugte, mens den selvkopierede? Selv evolutionistiske mikrobiolog Gerald Joyce og Leslie Orgel udtrykker situationens desperate natur i deres bog In the RNA World:

Diskussionen… har på en måde fokuseret på en stråmand: myten om et selvkopierende RNA molekyle, der opstod fra grunden fra en suppe af tilfældige polynukleotider. Et sådan begreb er ikke bare urealistisk i lyset af vores nuværende forståelse af præbiotisk kemi, men det ville også belaste godtroenheden i selv en optimists syn på RNAs katalytiske potentiale.135

3. Selv hvis vi formoder, at der var selvkopierende RNA i den oprindelige verden, at adskillige aminosyrer af hver type var tilgængelige og klar til at bruges af RNA, og at alle disse umuligheder på en eller anden vis fandt sted, fører situationen stadig ikke til dannelsen af blot et eneste protein. For RNA inkluderer kun information om proteiners struktur. Aminosyrer, på den anden side, er rå materialer. Ikke desto mindre er der ingen mekanisme for produktionen af proteiner. At betragte eksistensen af RNA som tilstrækkelig for protein produktion er så meningsløst som at forvente, at en bil samler sig selv ved bare at kaste plantegningen ovenpå en bunke dele stakket ovenpå hinanden. En plantegning kan ikke selv producere en bil uden en fabrik og arbejdere til at sammensætte delene ifølge instruktionerne indeholdt i plantegningen: på samme måde kan plantegningen i RNA ikke selv producere proteiner uden samarbejdet af andre cellulære dele, der følger instruktionerne i RNA.

Proteiner produceres i ribosomfabrikken ved hjælp af mange enzymer og som et resultat af ekstremt komplekse processer i cellen. Ribosomet er et komplekst celle organel bestående af proteiner. Dette fører derfor til en anden urimelig antagelse - at ribosomerne også skulle være kommet til ved tilfælde på samme tid. Selv nobel prisvinder Jaques Monod, som var en af de mest fanatiske forsvarere af evolution - og ateisme - forsvarede, at proteinsyntese på ingen måde kan betragtes som afhængende kun af informationen i nukleinsyrerne:

Koden er meningsløs hvis ikke oversat. Den moderne celles oversættelsesmekanisme består af mindst 50 makromolekylære dele, som selv er indkodet i DNA: koden kan ikke oversættes på anden måde end af produkterne af oversættelse selv. Dette er det moderne udtryk for omne vivum ex ovo. Hvornår og hvordan blev denne cirkel lukket? Det er overordentligt svært at forestille sig.136

Hvordan kunne en RNA-kæde i den oprindelige verden have taget en sådan beslutning, og hvilke metoder kunne den have brugt for at få proteinproduktion til at ske ved at gøre 50 specialiserede partiklers arbejde helt selv? Evolutionister har intet svar på disse spørgsmål.

Dr. Leslie Orgel, en af Stanley Miller og Francis Cricks medarbejdere fra University of California ved San Diego, bruger udtrykket ”scenarie” for sandsynligheden for ”livets oprindelse gennem RNA verdenen”. Orgel beskriver, hvilken slag egenskaber denne RNA måtte have haft, og hvor umuligt dette ville have været, i sin artikel ”The Origin of Life” udgivet i American Scientist i oktober 1994:

Dette scenarie kunne være sket, bemærkede vi, hvis præbiotisk RNA havde to egenskaber, der ikke er tydelige i dag: En evne til at replikere uden hjælp af proteiner og en evne til at katalysere hvert skridt i proteinsyntese.137

Som det nu skulle være klart, er det kun muligt at forvente disse to komplekse og utrolig essentielle processor fra et molekyle som RNA fra evolutionistens synspunkt og ved hjælp af hans indbildningskraft. Konkrete videnskabelige fakta viser på den anden side udtrykkeligt, at RNA verden hypotesen, som er en ny model foreslået til den tilfældige dannelse af liv, er en ligeså usandsynlig fabel.

Biokemiker Gordon. C. Mills fra University of Texas og molekylære biolog Dean Kenyon fra San Francisco State University vurderer fejlene i RNA Verden scenariet, og når til en hurtig konklusion i deres artikel med titlen ”The RNA World: A Critique": ”RNA er et bemærkelsesværdigt molekyle. RNA verden hypotesen er en anden sag. Vi ser intet grundlag for at betragte den for etableret eller engang lovende"

Videnskabelige forfatter Brig Klyces 2001 artikel forklarer, at evolutionistiske videnskabsmænd er meget vedholdende på dette spørgsmål, men resultaterne opnået indtil videre har allerede vist, at disse kræfter alle er forgæves:

Forskning i RNA verdenen er en mellemstor industri. Denne forskning har demonstreret hvor overordentlig svært det ville være for levende celler at opstå ved tilfælde fra ikke-levende materie i den tid tilgængelig på Jorden. Den demonstration er et værdifuldt bidrag til videnskab. Ekstra forskning vil også være værdifuld. Men at fortsætte med at insistere på, at liv spontant kan opstå fra ikke-levende kemikalier i lyset af de nye forståede vanskeligheder, er forbløffende. Det minder om arbejdet af middelalderlige akademikere, som vedvarende prøvede at ændre bly til guld.

Livet er et koncept større end bare bunker af molekyler

Indtil videre har vi undersøgt, hvor umulig den tilfældige dannelse af liv er. Lad os igen ignorere disse umuligheder i blot et øjeblik. Lad os formode, at et proteinmolekyle blev dannet i det mest upassende, mest ukontrollerede miljø såsom de oprindelige jordforhold.

dna, enzim

Dannelsen af bare et protein ville ikke være tilstrækkelig: dette protein ville tålmodigt måtte vente i tusindvis, måske millioner af år i dette ukontrollerede miljø uden at pådrage sig nogle skader, indtil et andet molekyle blev dannet ved siden af ved tilfælde under de samme forhold. Det ville måtte vente indtil millioner af korrekte og essentielle proteiner blev dannet ved siden af hinanden i samme omgivelser, alle ”ved tilfælde”. De, der dannedes tidligere, måtte være tålmodige nok til at vente - uden at blive ødelagt på trods af ultraviolette stråler og hårdhændede mekaniske effekter - på, at de andre blev dannet ved siden af dem. Disse proteiner ville så i et tilstrækkeligt antal, som alle opstod på samme sted, skulle sætte sig sammen ved at lave meningsfyldte kombinationer og danne cellens organeller. Ingen overskydende materialer, skadelige molekyler eller ubrugelig proteinkæde må blandes med dem. Så selv hvis disse organeller skulle sætte sig sammen på en ekstremt harmonisk og samarbejdende måde med en plan og orden, må de tage alle de nødvendige enzymer ved siden af sig selv og blive dækket med et membran, hvor indersiden skal være fyldt med en speciel væske for at skabe et ideelt miljø for dem. Selvom nu alle disse ”højst usandsynlige” hændelser faktisk skete ved tilfælde, ville denne molekylære bunke så blive levende?

Svaret er nej, fordi forskning har afsløret, at den simple kombination af alle materialer essentielle for liv ikke er nok til at livet begynder. Selv hvis alle proteiner essentielle for liv blev samlet og sat i et reagensglas, ville disse indsatser ikke resultere i at producere en levende celle. Alle eksperimenterne udført på området har vist sig at slå fejl. Alle observationer og eksperimenter indikerer, at liv kun kan oprinde fra liv. Påstanden om, at liv udvikledes fra ikke-levende ting - med andre ord ”abiogenesis” - er en fortælling, der kun eksister i evolutionisters drømme og er i total strid med resultaterne af alle eksperimenter og observationer.

I dette henseende må det første liv på jorden også være opstået fra andet liv. Dette er en refleksion af Allahs tilnavn ”Havy” (Livets Ejer). Liv kan kun begynde, fortsætte og slutte ved Hans vilje. Evolution er ikke kun ude af stand til at forklare, hvordan liv begyndte, det er heller ikke i stand til at forklare, hvordan materialer, der er essentielle for liv, blev skabt og satte sig sammen.

Chandra Wickramasinghe, som var blevet fortalt gennem hele sit liv, at liv var opstået som resultat af tilfælde, beskriver den virkelighed, han stod overfor som videnskabsmand:

Fra min tidligste optræning som videnskabsmand var jeg stærkt hjernevasket til at tro, at videnskab ikke kan stemme overens med nogen bevidst skabelse. Den tanke har smertefuldt måtte smides væk. I øjeblikket kan jeg ikke finde noget rationelt argument til at vælte synspunktet, der argumenterer for konversion til Gud. Vi plejede at have et åbent sind; nu indser vi, at det eneste logiske svar til liv er skabelse - og ikke utilsigtet tilfældig blanding.138

FOOTNOTES

106. W. R. Bird, The Origin of Species Revisited., Nashville: Thomas Nelson Co., 1991, ss. 298-99

107. Hoyle on Evolution", Nature, Cilt 294, 12 Kasım 1981, s. 105

108. Ali Demirsoy, Kalıtım ve Evrim, Ankara: Meteksan Yayınları, 1984, s. 64

109. W. R. Bird, The Origin of Species Revisited, Nashville: Thomas Nelson Co., 1991, s. 304

110. W. R. Bird, The Origin of Species Revisited, Nashville: Thomas Nelson Co., 1991, s. 305

111. J. D. Thomas, Evolution and Faith, Abilene, TX, ACU Press, 1988. s. 81-82

112. Robert Shapiro, Origins: A Sceptics Guide to the Creation of Life on Earth, New York, Summit Books, 1986. s.127

113. Fred Hoyle, Chandra Wickramasinghe, Evolution from Space, New York, Simon & Schuster, 1984, s. 148 

114. Fred Hoyle, Chandra Wickramasinghe, Evolution from Space, s. 130 

115. Fabbri Britannica Bilim Ansiklopedisi, cilt 2, Sayı 22, s. 519 

116. Richard B. Bliss & Gary E. Parker, Origin of Life, California: 1979, s. 14

117. Stanley Miller, Molecular Evolution of Life: Current Status of the Prebiotic Synthesis of Small Molecules, 1986, s. 7

118. Kevin Mc Kean, Bilim ve Teknik, Sayı 189, s. 7 

119. J. P. Ferris, C. T. Chen, "Photochemistry of Methane, Nitrogen, and Water Mixture As a Model for the Atmosphere of the Primitive Earth", Journal of American Chemical Society, cilt 97:11, 1975, s. 2964

120. New Evidence on Evolution of Early Atmosphere and Life", Bulletin of the American Meteorological Society, cilt 63, Kasım 1982, s. 1328-1330

121. Richard B. Bliss & Gary E. Parker, Origin of Life, California, 1979, s. 25

122. W. R. Bird, The Origin of Species Revisited, Nashville: Thomas Nelson Co., 1991, s. 325

123. Kimyacı Richard E. Dickinson bunun nedenini şöyle açıklar: "Eğer protein ve nükleik asit polimerleri öncül monomerlerden oluşacaksa polimer zincirine her bir monomer bağlanışında bir molekül su atılması şarttır. Bu durumda suyun varlığının polimer oluşturmanın aksine ortamdaki polimerleri parçalama yönünde etkili olması gerçeği karşısında, sulu bir ortamda polimerleşmenin nasıl yürüyebildiğini tahmin etmek güçtür." (Richard Dickerson, "Chemical Evolution", Scientific American, Cilt 239:3, 1978, s. 74.)

124. Richard B. Bliss & Gary E. Parker, Origin of Life, California: 1979, s. 25

125. Richard B. Bliss & Gary E. Parker, Origin of Life, California: 1979, s. 25

126. S. W. Fox, K. Harada, G. Kramptiz, G. Mueller, "Chemical Origin of Cells", Chemical Engineering News, 22 Haziran 1970, s. 80 

127. Frank B. Salisbury, "Doubts about the Modern Synthetic Theory of Evolution", American Biology Teacher, Eylül 1971, s. 336

128. Paul Auger, De La Physique Theorique a la Biologie, 1970, s. 118

129. Francis Crick, Life Itself: It's Origin and Nature, New York, Simon & Schuster, 1981, s. 88 

130. Ali Demirsoy, Kalıtım ve Evrim, Ankara: Meteksan Yayınları, 1984, s. 39

131. Homer Jacobson, "Information, Reproduction and the Origin of Life", American Scientist, Ocak 1955, s.121

132. Reinhard Junker, Siegfried Scherer, Entstehung und Geschichte Der Lebewesen, Weyel Verlag, 1986, s. 89

133. Michael Denton, Evolution: A Theory in Crisis. London: Burnett Books, 1985, s. 351

134. John Horgan, "In the Beginning", Scientific American, Cilt 264, Şubat 1991, s. 119

135. G.F. Joyce, L. E. Orgel, "Prospects for Understanding the Origin of the RNA World", In the RNA World, New York: Cold Spring Harbor Laboratory Press, 1993, s. 13

136. Jacques Monod, Chance and Necessity, New York: 1971, s.143

137. Leslie E. Orgel, "The Origin of Life on the Earth", Scientific American, Ekim 1994, Cilt 271, s. 78

138. Chandra Wickramasinghe, Interview in London Daily Express, 14 Ağustos 1981

12 / total 22
You can read Harun Yahya's book Bedraget Om Evolution online, share it on social networks such as Facebook and Twitter, download it to your computer, use it in your homework and theses, and publish, copy or reproduce it on your own web sites or blogs without paying any copyright fee, so long as you acknowledge this site as the reference.
About this site | Sæt som Startside | Add to favorites | RSS Feed
Alle materialer kan kopiers, printes og distribueres, ved at henvise til denne hjemmeside.
(c) All publication rights of the personal photos of Mr. Adnan Oktar that are present in our website and in all other Harun Yahya works belong to Global Publication Ltd. Co. They cannot be used or published without prior consent even if used partially.
© 1994 Harun Yahya. www.harunyahya.com
page_top