Bedraget Om Evolution

HENT BOGEN

Download (DOC)
Download (PDF)
Kommentar

Bogens Kapitler

< <
11 / total: 22

Kapitel 9: Scenariet om den menneskelige evolution

I tidligere kapitler så vi, at der ikke er nogle mekanismer i nature, der fører til, at levende væsner udvikler sig, og at levende arter ikke kom til som resultatet af en evolutionær proces, men i stedet opstod lige pludseligt i deres nuværende perfekte struktur. Det vil sige, de blev skabt individuelt. Derfor er det tydeligt, at ”menneskelig evolution” også er en historie, der aldrig har fundet sted.

Hvad foreslår evolutionister så som basis for denne historie?

Dette grundlag er eksistensen af masser af fossiler, som evolutionister kan bygge opdigtede fortolkninger på. Gennem historien har mere end 6000 abe arter levet, og de fleste er uddøde. I dag lever kun 120 abe arter på jorden. Disse ca. 6000 abe arter, hvoraf de fleste er uddøde, udgør en rig ressource for evolutionisterne.

Evolutionisterne skrev scenariet om menneskelig evolution ved at arrangere nogle af de kranier, der passer til deres budskab, i rækkefølge fra det mindste til største, og spreder nogle uddøde menneske racers kranier imellem dem. Ifølge dette scenarie har mennesket og nutidens aber fælles forfædre. Disse væsner udviklede sig med tiden, og nogle af dem blev til nutidens aber, mens en anden gruppe, som fulgte en anden evolutionsgren, blev til nutidens menneske.

Men alle de palæontologiske, anatomiske og biologiske fund har dog vist, at denne påstand om evolution er så fiktiv og ugyldig som alle de andre. Intet forsvarligt eller reelt bevis er blevet fremsat for at bevise, at der er et forhold mellem mennesket og aben, udover forfalskninger, forvrængninger og misledende tegninger og kommentarer.

Den fossile optegnelse indikerer for os, at gennem historien har mænd været mænd og aber været aber. Nogle af de fossiler, evolutionister påstår at være forfædre til mennesket, hører til menneskeracer, som levede indtil for nylig - omkring 10000 år siden - og forsvandt så. Desuden har mange menneskesamfund, der lever i dag, det samme fysiske udseende og karakteristikker som de uddøde menneskeracer, som evolutionister påstår til at være menneskets forfædre. Alle disse er tydelig bevis på, at mennesket aldrig er gået gennem en evolutionær proces i nogen historisk periode.

Det vigtigste af alt er, at der er utallige anatomiske forskelle mellem aber og mennesker, og ingen af dem er af den slags, der kan komme til ved en evolutionær proces. ”Oprejst gang” er en af dem. Som vi senere vil beskrive i detaljer, er oprejst gang særligt for mennesket og er et af de vigtigste træk, der skelner mennesket fra andre dyr.

Menneskets opdigtede stamtræ

Den darwinistiske påstand vedholder, at dagens mand udvikledes fra en slags abelignende væsen. Under denne påståede evolutionsproces, som angiveligt startede for 4-5 millioner år siden, påstås det, at der eksisterede nogle ”overgangsforme” mellem nutidens mand og hans forfædre. Ifølge dette fuldstændig opdigtede scenarie, er de følgende fire grundlæggende ”kategorier” noteret:

1. Australopitheciner (alle de forskellige former, der hører til slægten Australopithecus)

2. Homo habilis

3. Homo erectus

4. Homo sapiens

Evolutionister kalder slægten, som menneskets påståede abelignende forfædre hørte til, ”Australopithecus”, som betyder ”sydlig abe”. Australopithecus, som ikke er andet end en gammel type abe, der er uddød, findes i forskellige former. Nogle af dem er større og stærkt byggede (robuste), og nogle er mindre og delikate (gracile).

Evolutionister klassificerer det næste niveau af menneskelig evolution som slægten Homo, altså ”menneske”. Ifølge denne evolutionistiske påstand, er de levende ting i Homo serien mere udviklede end Australopithecus,og ikke meget anderledes end dagens menneske. Nutidens menneske, altså arten Homo sapiens, siges at være kommet til på det sidste stadie af denne slægt Homos evolution.

Fossiler som ”Java-manden”, ”Pekingmanden” og ”Lucy”, som optræder i medierne nu og da og findes i evolutionistiske udgivelser og fagbøger, er inkluderet i en af de fire grupper nævnt ovenover. Hver af disse grupperinger formodes også at opdeles i arter og underarter, som det måske er tilfældet.

Nogle foreslåede overgangsforme fra fortiden som Ramapithecus måtte udelukkes fra det opdigtede menneskelige stamtræ, efter det blev opdaget, at de var almindelige aber.71

Ved at beskrive leddene i kæden som ”australopitheciner > Homo habilis > Homo erectus > Homo sapiens” antyder evolutionister, at hver af disse typer er forfader til den følgende. Men palæantropologers nylige fund har afsløret, at australopitheciner, Homo habilis og Homo erectus eksisterede i forskellige dele af verden på samme tid. Desuden levede nogle mennesker klassificeret som Homo erectus nok indtil for nylig. I en artikel med titlen ”Seneste Homo erectus i Java: Potentiel samtid med Homo sapiens i Sydøstasien” blev der skrevet i tidsskriftet Science, at Homo erectus fossiler fundet i Java havde ”gennemsnitlige aldre på 27±2 til 53,3±4 tusind år” og dette ”give(r) muligheden, at H. erectus overlappede i tid med anatomisk moderne mennesker (H. sapiens) i Sydøstasien.”

A SINGLE JAWBONE AS A SPARK OF INSPIRATION

ramapithecus, ramapithecus ailesi
ramapithecus, çene fosili
ramapithecus, hayali çizim

The first Ramapithecus fossil found: a missing jaw composed of two parts. (on the right). The evolutionists daringly pictured Ramapithecus, his family and the environment they lived in, by relying only on these jawbones.

Endvidere sameksisterede Homo sapiens neanderthalensis og Homo sapiens sapiens (nutidens menneske) også tydeligt. Situationen indikerer åbenbart ugyldigheden ved påstanden om, at den ene er forfader til den anden.

Uløseligt har alle fund og al videnskabelig forskning afsløret, at den fossile optegnelse ikke tyder på en evolutionær proces, som evolutionister foreslår. Fossilerne, som evolutionister påstår at være forfædre til mennesket, hører faktisk enten til andre menneskelige racer eller abe arter.

Men hvilke fossiler er så menneskelige og hvilke er aber? Er det nogensinde muligt for nogen af dem at blive opfattet som overgangsformer? For at finde svarene må vi tage et nærmere blik på hver kategori.

Australopithecus: En abe art

Den første kategori, slægten Australopithecus, betyder ”sydlig abe”, som vi har sagt. Det formodes, at disse væsner først fremkom i Afrika for omkring 4 millioner år siden og levede indtil for 1 million år siden. Der er et antal forskellige arter blandt australopithecinerne. Evolutionister formoder, at den ældste Australopithecus art er A. Afarensis. Efter den kommer A. Africanus og så A. Robustus, som har relativt større knogler. Når det gælder A. Boisei, accepterer nogle forskere den som en anden art, og andre som en underart af A. Robustus.

Alle Australopithecus arterne er uddøde aber, der ligner nutidens aber. Deres kraniekapacitet er den samme eller mindre end dagens chimpanser. Der er nogle fremspringende dele på deres hænder og fødder, som de brugte til at klatre i træer ligesom nutidens chimpanser, og deres fødder er bygget til at gribe og holde fast på grene. De er lave (maksimum 130 cm (51 in.)), og ligesom nutidens chimpanser er hannen Australopithecus større end hunnen. Mange andre karakteristikker - som detaljerne i deres kranier, tætheden af deres øjne, deres skarpe molære tænder, deres underkæbe struktur, deres lange arme og deres korte ben - udgør bevis for, at disse væsner ikke var forskellige fra nutidens abe.

Men evolutionister påstår, at selvom australopithecinerne har abens anatomi, gik de i modsætning til aberne oprejst som mennesker.

AUSTRALOPITHECUS - CHIMP

australopithecus, kafatasıAUSTRALOPITHECUS
şempanze, kafatasıPRESENT-DAY  CHIMP
lucy fosili, iskelet

The first fossil found in Ethiopia, Hadar, which is to be supposed to belong to Australopithecus aferensis species: AL 288-1 or "Lucy". For a long time, evolutionists struggled to prove that Lucy could walk upright; but the latest research has definitely established that this animal was an ordinary ape with a bent stride.

The Australopithecus aferensis AL 333-105 fossil seen below belongs to a young member of this species. This is why the protrusion has not yet formed on his skull. lucy fosili, kafatası

Above is seen the skull of Australopithecus aferensis AL 444-2 fossil, and below is the skull of a contemporary ape. The obvious similarity verifies that A. aferensis is an ordinary ape species without any "human-like" features.

 

Denne påstand om, at australopithecinerne gik oprejst, er et synspunkt, som palæantropologer som Richard Leakey og Donald C. Johanson har haft i årtier. Stadig har mange videnskabsmænd, der har gjort en stor del forskning på australopithecinernes skeletters struktur, bevist ugyldigheden af det argument. Omfattende forskning af diverse Australopithecus eksempler lavet af to verdensberømte anatomer fra England og USA, Lord Solly Zuckerman og Prof. Charles Oxnard, viste, at disse væsner ikke gik oprejst på en menneskelig måde. Ved at have studeret knogler i disse fossiler i en periode på 15 år takket være tilskud fra den britiske regering, nåede Lord Zuckerman og hans hold af fire specialister den konklusion, at australopitheciner kun var en almindelig abe slægt og bestemt ikke gik oprejst, selvom Zuckerman selv er en evolutionist.72Tilsvarende sammenlignede Charles E. Oxnard, som er en anden evolutionist kendt for sin forskning på emnet, også australopithecinernes skelet struktur med nutidens orangutanger.73

Det faktum, at Australopithecus ikke kan betragtes som en forfader til mennesket, accepteres også af evolutionistiske kilder. Det velkendte franske magasin Science et Vie gjorde dette til deres forsidehistorie i maj 1999 udgaven. Historien handlede om Lucy, det bedst kendte fossile eksempel af Australopithecus afarensis under titlen ”Adieu Lucy,” (Farvel Lucy) og skrev om nødvendigheden af at fjerne Australopithecus fra det menneskelige stamtræ. Artiklen, baseret på opdagelsen af en ny Australopithecus, kode nummer St W573, erklærede:

En ny teori siger, at slægten Australopithecus ikke er roden til den menneskelige race… Resultaterne fundet frem til af den eneste kvinde autoriseret til at undersøge St W537 er forskellige fra de normale teorier om menneskehedens forfædre: dette ødelægger det hominide stamtræ. Store primater, set som menneskets forfædre, er blevet fjernet fra ligningen af dette stamtræ… Australopithecus og Homo (menneske) arter, optræder ikke på samme gren. Menneskets direkte forfædre venter stadig på at blive opdaget.74

Homo Habilis: Aben der blev præsenteret som menneske

Den store lighed mellem australopithecinernes og chimpansernes skelet- og kraniestruktur og afvisningen af den påstand, at disse væsner gik oprejst, har skabt store vanskeligheder for evolutionistiske palæantropologer. Grunden er, at ifølge den opdigtede evolutionsordning, kommer Homo erectus efter Australopithecus. Som slægtens navn Homo (betyder ”menneske”) antyder, er Homo erectus en menneske art og dens skelet er ret. Dens kraniekapacitet er to gange så stor som Australopithecus’. En direkte overgang fra Australopithecus, som er en chimpanse-lignende abe, til Homo erectus, som har et skelet, der ikke er anderledes fra nutidens menneske, er udelukket selv ifølge den evolutionistiske teori. Derfor er ”links” - altså ”overgangsforme” nødvendige. Konceptet Homo habilis opstod fra denne nødvendighed.

Klassificeringen af Homo habilis blev fremsat i 1960’erne af the Leakeys, en familie af ”fossil jagere”. Ifølge the Leakeys, havde denne nye art, som de klassificerede som Homo habilis, en relativt stor kraniekapacitet, evnen til at gå oprejst og bruge sten og træ værktøjer. Derfor kunne den have været forfader til mennesket.

Homo Habilis: Another Extinct Ape

homo habilis kemikleri, homohabilis

For a long time, evolutionists argued that the creatures they called Homo habilis could walk upright. They thought that they had found a link stretching from ape to man. Yet, the new Homo habilis fossils Tim White unearthed in 1986 and named as OH 62 disproved this assertion. These fossil fragments showed that Homo habilis had long arms and short legs just like contemporary apes. This fossil put an end to the assertion proposing that Homo habilis was a bipedal being able to walk upright. In truth, Homo habilis was nothing but another ape species.

lucy fosili, kafatası

 

"OH 7 Homo habilis" seen on the down left has been the fossil which best defined the mandibular features of the Homo habilis species. This mandible fossil has big incisory teeth. Its molar teeth are small. The shape of the mandible is square. All these qualities make this mandible look very similar to that of today's apes. In other words, Homo habilis' mandible once more confirms that this being is actually an ape.

Nye fossiler af samme art udgravet i de sene 1980’ere ændrede fuldstændig dette synspunkt. Nogle forskere som Bernard Wood og C. Loring Brace, som stolede på disse nyfundne fossiler, erklærede at Homo habilis (som betyder ”det dygtige menneske”, altså mennesket, der kan bruge værktøj) burde klassificeres som Australopithecus habilis eller ”dygtig sydlig abe”, fordi Homo habilis havde mange karakteristikker til fælles med australopitheciner aberne. Den havde lange arme, korte ben og abelignende skelet struktur ligesom Australopithecus. Dens fingre og tæer var egnede til klatring. Deres kæbe var meget lig nutidens abers. Deres 600 cc gennemsnitlige kraniekapacitet er også en identifikation af det faktum, at de var aber. Kort sagt var Homo habilis, som blev præsenteret som en anden art af nogle evolutionister, i virkeligheden en abe art ligesom alle de andre australopitheciner.

Forskning udført i årene efter Wood og Braces arbejde har vist, at Homo habilis faktisk ikke var anderledes end Australopithecus. Kranie- og skeletfossilet OH62 fundet af Tim White viste, at denne art havde en lille kraniekapacitet, såvel som lange arme og korte ben, som gjorde, at de var i stand til at klatre i træer ligesom nutidens aber gør. 

Den detaljerede analyse udført af amerikanske antropolog Holly Smith i 1994 indikerer, at Homo habilis ikke var Homo - eller med andre ord ”menneskelig” - overhovedet, men uden tvivl faktisk var en ”abe”. Med hensyn til de analyser, hun lavede af tænderne hos Australopithecus, Homo habilis, Homo erectus og Homo neanderthalensis, erklærede Smith det følgende:

Ved at begrænse fossilanalysen til eksempler, der opfylder disse kriterier, forbliver mønstre af dental udvikling af gracile australopitheciner og Homo habilis klassificeret med afrikanske aber. Homo erectus og neandertalere klassificeres med mennesker.75

Indenfor det samme år nåede Fred Spoor, Bernard Wood og Frans Zonneveld, alle anatomispecialister, en lignende konklusion gennem en totalt anderledes metode. Denne metode var baseret på den komparative analyse af semi-cirkulære kanaler i mennesker og abers indre øre, som opretholder balancen. Spoor, Wood og Zonneveld konkluderede, at:

Blandt de fossile homonider er Homo erectus den tidligste art til at vise det moderne menneskes morfologi. I kontrast ligner de semi-cirkulære dimensioner i kranier fra sydlige Afrika, tilskrevet Australopithecus og Paranthropus, dem fra eksisterende store aber.76

Spoor, Wood og Zonneveld studerede også et Homo habilis eksempel, Stw 53, og fandt ud af, at ”Stw 53 gjorde mindre brug af tobenet adfærd end australopithecinerne.” Dette betød, at H. habilis eksemplet var endnu mere abelignende end Australopithecus arter. Altså konkluderede de, at ”Stw 53 repræsenterer et usandsynligt mellemled mellem morfologierne set i australopithecinerne og H. erectus.”

Dette fund udløste to vigtige resultater:

1. Fossiler henført til som Homo habilis hørte rent faktisk ikke til slægten Homo, altså mennesket, men til Australopithecus, altså aber.

2. Både Homo habilis og Australopithecus var væsner, der gik foroverbøjet - det vil sige, de havde skelet som en abe. De havde ingen relation overhovedet til mennesket.

Homo Rudolfensis: Ansigtet, der var forkert sat sammen

Udtrykket Homo rudolfensis er navnet givet til nogle få fossilfragmenter udgravet i 1972. Arten, dette fossil angiveligt repræsenterer, blev udpeget som Homo rudolfensis, fordi disse fossilfragmenter blev fundet i nærheden af Lake Rudolf i Kenya. De fleste palæantropologer accepterer, at disse fossiler ikke hører til en distinkt art, men at væsnet kaldet Homo rudolfensis faktisk ikke kan skelnes fra Homo habilis.  

Richard Leakey, som udgravede fossilerne, præsenterede kraniet udpeget som KNM-ER 1470”, som han sagde, var 2,8 millioner år gammelt og den største opdagelse i antropologiens historie. Ifølge Leaky var dette væsen, som havde en lille kraniekapacitet ligesom Australopithecus sammen med et ansigt, der lignede nutidens menneskers, det manglende led mellem Australopithecus og mennesker. Men efter kort tid blev det indset, at det menneskelignende ansigt i KNM-ER 1470 kraniet, som ofte optrådte på forsiden af videnskabelige tidsskrifter og populære videnskabsmagasiner, var resultatet af den forkerte samling af kraniefragmenterne, som måske har været bevidst. Professor Tim Bromage, som udfører studier på menneskeansigt anatomi, bragte dette frem i lyset ved hjælp af computer simulationer i 1992:

THERE WAS NO TRANSITION FROM APE TO MAN.

iç kulak, yarım çember kanalları

A comparative analysis of the semi-circular canals in the inner ear in both humans and apes shows that the fossils long portrayed as the forerunners of human beings were all in fact ordinary apes. The species Australopithecus and Homo habilis had the inner ear canals of an ape, while Homo erectus had human ones.

Da [KNM-ER 1470] først blev rekonstrueret, blev ansigtet tilpasset kraniet i en næsten lodret position, meget ligesom moderne menneskers flade ansigter. Men nylige studier af anatomiske forhold viser, at i livet må ansigtet have raget væsentlig ud og skabt et abelignende aspekt, ganske ligesom Australopithecus’ ansigter.77

Den evolutionistiske palæantropolog J. E. Cronin erklærer det følgende om emnet:

… dens relativt robuste konstruerede ansigt, flade næse-alveolære clivus (henviser til australopithecinernes hvælvede ansigter), lav maksimum kraniebredde (på tindingepartiet), stærke hjørnetænder og store kindtænder (som indikeret af de tilbageværende rødder) er alle relativt primitive træk, som allierer eksemplet med medlemmer af takson A. africanus.78

C. Loring Brace fra Michigan University kom til samme konklusion. Som et resultat af analysen han udførte på kæbe- og tandstrukturen i kraniet 1470, rapporterede han, at ”fra ganens størrelse og udvidelsen af området tildelt molære rødder, synes det, at ER 1470 havde et fuldstændig Australopithecus-størrelse ansigt og tandsæt.79

Professor Alan Walker, en palæantropolog fra Johns Hopkins University, som har lavet ligeså meget forskning på KNM-ER 1470 som Leakey, vedholder, at dette væsen ikke burde klassificeres som medlem af Homo - altså menneske - men hellere burde placeres i Australopithecus slægten.80

For at opsummere er klassificeringer som Homo habilis eller Homo rudolfensis, som præsenteres som overgangs led mellem australopithecinerne og Homo erectus, fuldstændig opdigtet. Det er blevet bekræftet af mange forskere i dag, at disse væsner er medlemmer af Australopithecus serien. Alle deres anatomiske egenskaber afslører, at de er en abe art.

Dette faktum er blevet videre fastgjort af to evolutionære antropologer, Bernard Wood og Mark Collard, hvis forskning blev udgivet i 1999 i Science magazine. Wood og Collard forklarede, at Homo habilis og Homo rudolfensis (kranium 1470) taksa er opdigtede, og at fossilerne tilskrevet disse kategorier burde tilskrives slægten Australopithecus:

Mere nyligt er fossile arter blevet tilskrevet Homo på basis af den absolutte hjernestørrelse, konklusioner om sprog evne og håndfunktion, og fortolkning om deres evne til at anvende stenredskaber. Med kun få forventninger er definitionen og brugen af slægten indenfor menneskelig evolution, og afgrænsningen af Homo, blevet behandlet som om, de er uproblematiske. Men… ny data, friske fortolkninger af eksisterende beviser og begrænsninger af den palæantropologiske helhed ugyldiggør eksisterende kriterier for at tilskrive taksa Homo.

…I praksis tilskrives fossile hominide arter Homo på basis af en eller flere af fire kriterier… Dog er det nu indlysende, at ingen af disse kriterier er tilfredsstillende. The Cerebral Rubicon er problematisk, fordi den absolutte kraniekapacitet er af tvivlsom biologisk betydning. Ligeledes er der overbevisende bevis for, at sprog funktion ikke kan udledes pålideligt fra hjernens grove udseende, og at sprogrelaterede dele i hjernen ikke er så velplacerede som tidligere studier har antydet…

… Med andre ord er slægten Homo ikke en god slægt med hypotagmerne H. habilis og H. rudolfensis tilskrevet den. Altså burde H. habilis og H. rudolfensis (eller Homo habilis sensu lato for de, der ikke følger den taksonomiske inddeling af ”tidlig Homo”) fjernes fra Homo. Det tydelige taksonomiske alternativ, som er at flytte en eller begge taksa til en af de eksisterende tidlige hominide slægter, er ikke uden problemer, men vi anbefaler indtil videre, at både H. Habilis og H. Rudolfensis burde flyttes til slægten Australopithecus81

Wood og Collards konklusion bestyrker den konklusion, vi har vedholdt her: ”primitive menneskelige forfædre” eksisterer ikke i historien. Væsner, der påsås at være dette, er faktisk aber, der burde tilskrives slægten Australopithecus. Den fossile optegnelse viser, at der ikke er noget evolutionært led mellem disse uddøde aber og Homo, altså menneske arter, der pludselig optræder i den fossile optegnelse.

Homo Erectus og derefter: Mennesker

Ifølge den fantasifulde ordning foreslået af evolutionister er den interne evolution i Homo slægten som følgende: først Homo erectus, så såkaldte ”arkaiske” Homo sapiens og neandertaler mennesket (Homo sapiens neanderthalensis), og til sidst cro-magnonmennesket (Homo sapiens sapiens). Dog er alle disse klassifikationer virkelig kun variationer og unikke racer i den menneskelige familie. Forskellen mellem dem er ikke større end forskellen mellem en inuit og en afrikaner eller en pygmæ og en europæer.

700 THOUSAND YEAR OLD MARINERS

antik denizciler, gemi mühendisleri

"Early humans were much smarter than we suspected..." News published in New Scientist on March 14th 1998 tells us that the humans called Homo Erectus by evolutionists were practicing seamanship 700 thousand years ago. These humans, who had enough knowledge and technology to build a vessel and possess a culture that made use of sea transport, can hardly be called "primitive".

Lad os først undersøge Homo erectus, som henføres til som den mest primitive menneskelige race. Som navnet antyder, betyder ”Homo erectus” ”mennesket, der går oprejst”. Evolutionister har måttet separere disse fossiler fra de tidligere ved at tilføje kvalifikationen af ”tobenethed”, fordi alle de ledige Homo erectus fossiler er rette til en grad, der ikke før er observeret hos australopithecinerne eller de såkaldte Homo habilis eksempler. Der er ingen forskel mellem postkranium skelettet hos nutidens mand og Homo erectus.

Den hovedsaglige grund til, at evolutionister definerede Homo erectus som ”primitiv”, er kraniekapaciteten i deres kranium (900-1.100 cc), som er mindre end nutiden gennemsnitlige menneske, og dens tykke øjenbrynsfremspring. Men mange folk, der lever i verden i dag, har den samme kraniekapacitet som Homo erectus (pygmæer, for eksempel), og andre racer har udstående øjenbryn (indfødte australiere, for eksempel).

Det er et alment accepteret faktum, at forskelle i kraniekapaciteten ikke nødvendigvis betegner forskelle i intelligens eller evner. Intelligens afhænger af den interne organisation af hjernen frem for dens volumen.82

Fossilerne, der har gjort Homo erectus kendt i hele verden er Pekingmanden og Java-manden i Asien. Men med tiden blev det indset, at disse fossiler ikke er pålidelige. Pekingmanden består af nogle elementer lavet af gips, hvis originaler er blevet tabt, og Java-manden er sammensat af kraniefragmenter og et bækkenben, der blev fundet flere meter væk fra den med ingen indikation om, at disse hørte til samme væsen. Dette er hvorfor Homo erectus fossiler fundet i Afrika har opnået så forøget interesse. (Det må også bemærkes, at nogle af fossilerne set som Homo erectus blev inkluderet under et andet artsnavn ”Homo ergaster” af nogle evolutionister. Der er uenighed mellem eksperterne på dette spørgsmål. Vi vil behandle alle disse fossiler under klassifikationen af Homo erectus).

Homo erectus: A Real Human Race

homoerectus, herçek insan

Homo erectus means "upright man". All the fossils included in this species belong to particular human races. Since most of the Homo erectus fossils do not have a common characteristic, it is quite hard to define these men according to their skulls. This is the reason why different evolutionist researchers have made various classifications and designations. Above left is seen a skull which was found in Koobi Fora, Africa in 1975 which may generally define Homo erectus. Above right is a skull, Homo ergaster KNM-ER 3733, which has the obscurities in question.

The cranial capacities of all these diverse Homo erectus fossils surge between 900-1100 cc. These figures are within the limits of the contemporary human cranial capacity.

KNM-WT 15000 or Turkana Child skeleton on the right, is probably the oldest and the most complete human fossil ever found. Research made on this fossil which is said to be 1.6 million year old shows that this belongs to a 12 year old child who would become around 1.80 m. tall if he reached adolescence. This fossil which very much resembled to the Neanderthal race, is one of the most remarkable evidence invalidating the story of human's evolution.

The evolutionist Donald Johnson describes this fossil as follows: "He was tall and skinny. His body shape and the proportion of his limbs were the same as the current Equator Africans. The sizes of his limbs totally matched with that of the current white North American adults." (Donald C. Johanson & M. A. Edey, Lucy: The Beginnings of Humankind, New York: Simon & Schuster, 1981)

 homoerectus kafatası, kafatası fosili

 

homoerectus kafatası, kafatası fosili

 

Det mest kendte af Homo erectus eksemplerne fundet i Afrika er fossilet af "Narikotome Homo erectus” eller ”Turkana-drengen”, som blev fundet i nærheden af Lake Turkana i Kenya. Det er bekræftet, at fossilet var af en 12-årig dreng, som ville være blevet 1,83 meter høj i puberteten. Den oprejste skeletstruktur i fossilet er ikke anderledes fra det moderne menneske. Den amerikanske palæantropolog Alan Walker sagde, at han tvivlede på, at ”den gennemsnitlige palæontolog kunne se forskellen mellem det fossile skelet og et moderne menneskes.” 83 Om kraniet skrev Walker, at han grinede, da han så det, fordi ”det lignede en neandertaler så meget.” 84Som vi vil se i det næste kapitel, er neandertalere en moderne menneske race. Derfor er Homo erectus også en moderne menneske race.

Selv evolutionisten Richard Leaky erklærer, at forskellene mellem Homo erectus og det moderne menneske ikke er mere end race varians:

Man ville også se forskelle i kraniets form, graden af ansigtets fremspring, øjenbrynenes robusthed og så videre. Disse forskelle er nok ikke mere udtalte end vi ser i dag mellem de separate geografiske racer hos moderne mennesker. Sådanne biologiske variationer opstår, når befolkningen geografisk skilles fra hinanden i en væsentlig tidsperiode.85

Professor William Laughlin fra the University of Conneticut lavede omfattende anatomiske undersøgelser af inuitter og folk, der bor på Aleuterne, og opdagede, at disse mennesker ekstraordinært lignede Homo erectus. Konklusionen, som Laughlin nåede til, var, at alle disse distinkte racer faktisk var forskellige racer af Homo sapiens (nutidens mand).

Når vi overvejer de store forskelle, der eksisterer mellem fjerne grupper som eskimoer og buskmænd, som er kendt for at høre til den enkelte race Homo sapiens, virker det berettiget at konkludere, at Sinanthropus [et erectus eksempel] hører til indenfor denne samme mangfoldige art.86

Det er nu et udtalt faktum i det videnskabelige samfund, at Homo erectus er en overflødig takson, og at fossiler tilskrevet Homo erectus klassen faktisk ikke er så anderledes fra Homo sapiens til at blive opfattet som en anden art. I American Scientist, blev diskussionen om dette emne og resultatet af konferencen holdt om emnet i 2000 opsummeret på denne måde:

De fleste af deltagerne til Seckenberg konferencen blev trukket ind i en brændende debat om taksonomiske status af Homo erectus startet af Milford Wolpoff fra University of Michigan, Alan Thorne fra University of Canberra og deres kolleger. De argumenterede kraftigt for, at Homo erectus ikke havde nogen gyldighed som art og burde blive totalt slettet. Alle medlemmer af slægten Homo fra omkring 2 millioner år siden til i dag var kun stærkt varierende, bredt spredte arter, Homo sapiens, med ingen naturlige pauser eller inddelinger. Emnet for konferencen, Homo erectus, eksisterede ikke.87

Konklusionen nået af videnskabsmændene, der forsvarede den ovennævnte tese, kan opsummeres som ”Homo erectus er ikke en forskellig art fra Homo sapiens men hellere en race indenfor Homo sapiens”.

På den anden side er der et stort hul mellem Homo erectus, en menneskelig race, og aberne, der kom før Homo erectus i det ”menneskelige evolutions” scenarie, (Australopithecus, Homo habilis og Homo rudolfensis). Dette betyder, at de første mennesker først optrådte i den fossile optegnelse pludseligt og uden tidligere evolutionær historie. Dette er en meget tydelig indikation for, at de er blevet skabt.

Dog er at indrømme dette faktum fuldstændig imod den dogmatiske filosofi og ideologi hos evolutionister. Som et resultat prøver de at udstille Homo erectus, en ægte menneskelig race, som halvabevæsen. I deres Homo erectus rekonstruktioner tegner de ihærdigt abe egenskaber. På den anden side menneskeliggør de aber som Australopithecus eller Homo Habilis med lignende tegnemetoder. Med denne metode prøver de at tilnærme aber og mennesker og lukke hullet mellem disse to distinkte levende klasser.

Neandertalere

Neandertaller, sahte çizim

FALSE MASKS: Although no different from today’s man, Neanderthals are still depicted as ape-like by evolutionists.

Neandertalere var mennesker, som pludselig optrådte for 100.000 år siden i Europa, og som forsvandt eller blev sidestillet ved at blandes med andre racer - stille men hurtigt - for 35.000 år siden. Deres eneste forskel fra nutidens menneske er, at deres skeletter er mere robuste og deres kraniekapacitet en anelse større.

Neandertalere var en menneskerace, et faktum, der indrømmes af næsten alle i dag. Evolutionister har prøvet hårdt på at præsentere dem som ”primitive arter”, men alle fund indikerer dog, at de ikke var anderledes end en ”robust” mand, der går på gaderne i dag. En prominent autoritet på emnet, Erik Trinkaus, en palæantropolog fra New Mexico University skriver:

Detaljerede sammenligninger af neandertaler skeletrester med moderne menneskers har vist, at der ikke er noget i neandertaleres anatomi, der endegyldigt indikerer motoriske, manipulerende, intellektuelle eller sproglig evner, der er overlegne i forhold til moderne mennesker.88

Mange moderne forskere definerer neandertaler mennesket som en underart af nutidens mand og kalder ham ”Homo sapiens neandertalensis”. Fundene vidner om, at neandertalere begravede deres døde, formede musikalske instrumenter og havde kulturelle tilhørsforhold med Homo sapiens sapiens, der levede under samme periode. For at sige det præcist er neandertalere en ”robust” menneskelig race, der simpelthen forsvandt med tiden.

Neanderthals: A Robust People

neandertaller, neandertal iskeleti neandertaller, neandertal kafatası

Above is seen Homo sapiens Neanderthalensis, Amud 1 skull found in Israel. Neanderthal man is generally known to be robust yet short. However it is estimated that the owner of this fossil had been 1.80 m. high. His cranial capacity is the largest ever seen: 1740cc. Because of all these, this fossil is among the important pieces of evidence definitely destroying the claims that Neanderthals were a primitive species.

Homo Sapiens Arkaisk, Homo Heilderbergensis og Cro-Magnonmennesket

Arkaisk Homo sapiens er det sidste skridt før det moderne menneske i den opdigtede evolutionsordning. Faktisk har evolutionister ikke meget at sige om disse fossiler, fordi der kun er meget små forskelle mellem dem og nutidens mennesker. Nogle forskere erklærer endda, at repræsentanter af denne race stadig lever i dag og peger på indfødte australiere som eksempel. Ligesom Homo sapiens (arkaisk), har indfødte australiere også tykke, fremspringende øjenbryn, en indad hældende underkæbestruktur og en anelse mindre kraniekapacitet.

Gruppen karakteriseret som Homo heilderbergensis i evolutionær litteratur er faktisk den samme som arkaisk Homo sapiens. Grunden til, at to forskellige udtryk bruges til at definere den samme menneskelige racetype, er uenigheden blandt evolutionister. Alle fossilerne inkluderet under Homo heidelbergensis klassifikationen foreslår, at folk, der var anatomisk meget ens med nutidens europæere, levede for 500.000 og endda 740.000 år siden først i England og så i Spanien.

Det skønnes, at cro-magnonmennesket levede for 30.000 år siden. Han har et kuppelformet kranium og en bred pande. Hans kranium på 1600 cc er over gennemsnittet for det moderne menneske. Hans kranie har tykke øjenbrynsfremspring og et knoglet fremspring bagpå, som er kendetegn for både neandertalermennesket og Homo erectus.

Selvom cro-magnonmennesket betragtes som en europæisk race, ligner cro-magnons kranies struktur og volumen meget de, der ses hos nogle racer, der lever i Afrika og troperne i dag. Ved at bygge på denne lighed skønnes det, at cro-magnon var en arkaisk afrikansk race. Nogle andre palæantropologiske fund har vist, at cro-magnon og neandertaler racer blandedes og dannede grundlaget for nutidens racer.

Som resultat var ingen af disse mennesker ”primitive arter”. De var anderledes mennesker, som levede i tidligere tider og enten sidestilledes og blandedes med andre racer, eller uddøde og forsvandt fra historien.

Arter, der lever i samme tidsalder som deres forfædre

Hvad vi indtil videre har undersøgt, skaber et klart billede: Scenariet om ”menneskelig evolution” er total fiktion. For at sådan et stamtræ skal repræsentere sandheden, må en gradvis udvikling fra abe til menneske have fundet sted, og en fossil optegnelse af denne proces burde kunne findes. Faktisk er der dog et stort hul mellem aber og mennesker. Skeletstrukturer, kraniekapaciteter og kriterier som at gå oprejst eller bøjet skarp forover skelner mennesker fra aber. (Vi har allerede nævnt, at på basis af nylig forskning i 1994 af det indre øre, blev Australopithecus og Homo habilis omklassificeret som aber, mens Homo erectus blev omklassificeret som et fuldt moderne menneske.)

26.000 Year Old Needle

antik denizciler, gemi mühendisleri

An interesting fossil showing that the Neanderthals had knowledge of clothing: A needle 26,000 years old. (D. Johanson, B. Edgar From Lucy to Language, p. 99)

Et andet væsentligt fund, der beviser, at der ikke kan være noget stamtræ forhold mellem disse forskellige arter er, at arter, der præsenteres som forfædre til hinanden, faktisk levede samtidig. Hvis, som evolutionister påstår, Australopithecus ændredes til Homo habilis, som så blev Homo erectus, burde perioderne, de levede i, nødvendigvis have fulgt efter hinanden. Men der er ingen sådan kronologisk orden at se i den fossile optegnelse.

Ifølge evolutionistiske skøn levede Australopithecus fra for 4 millioner til 1 million år siden. Væsnerne klassificeret som Homo habilis tros på den anden side at have levet indtil for 1,7 til 1,9 millioner år siden. Homo rudolfensis, som siges at have været mere ”avanceret” end Homo habilis vides at være så gammel som fra 2,5 til 2,8 millioner år! Det vil sige, at Homo rudolfensis næsten er 1 million år ældre end Homo habilis, som den er påstået at være ”forfader” til. På den anden side går Homo erectus’ alder så langt tilbage som 1,6-1,8 millioner år siden, hvilket betyder, at Homo erectus opstod på jorden i samme tidsperiode som dens såkaldte forfader, Homo habilis.

Alan Walker bekræfter dette faktum ved at sige, at ”der er bevis fra Østafrika for sent overlevende små Australopithecus individer, der først var samtidige med H. Habilis og så med H. erectus"89Louis Leakey har fundet fossiler af Australopithecus, Homo habilis og Homo erectus næsten ved siden af hinanden i Olduvai Gorge regionen i Tanzania i Bed II laget.90

Der er helt sikker ikke noget sådant stamtræ. Stephen Jay Gould, som var en palæontolog fra Harvard University, forklarede dette dødvande for evolution, selvom han selv var en evolutionist:

Hvad er sket med vores stige, hvis der er tre sameksisterende slægter af hominider (A. africanus, den robuste australopitheciner og H. habilis), ingen tydeligt afledt fra den anden? Endvidere udviser ingen af de tre nogle evolutionære tendenser under deres tid på jorden.91

Når vi går videre fra Homo erectus til Homo sapiens, ser vi igen, at der ikke er noget stamtræ at snakke om. Der er bevis, der viser, at Homo erectus og arkaisk Homo sapiens fortsatte med at leve indtil 27.000 år og endda så nyligt som 10,000 år før vor tid. I Kow sumpen i Australien er omtrent 13000 år gamle Homo erectus kranier blevet fundet. På Java øerne, blev Homo erectus rester fundet, som er 27000 år gamle.92

Homo sapiens’ hemmelige historie

discover dergisi,yeni kafatası

One of the most popular periodicals of the evolutionist literature, Discover, put the 800 thousand-year-old human face on its cover with the evolutionists' question "Is this the face of our past?".

Det mest interessante og væsentlige faktum, som ophæver selve grundlaget om det opdigtede stamtræ i evolutionær teori er menneskets uventede oldtidshistorie. Palæantropologiske fund afslører, at Homo sapiens mennesker, som så ud præcis som os, levede for så længe siden som 1 million år.

Det var Louis Leakey, den kendte evolutionistiske palæantropolog, som opdagede de første fund om dette emne. I 1932 i Kanjera regionen omkring Lake Victoria i Kenya fandt Leakey flere fossiler, der tilhørte mellem Pleistocæn, og som ikke var forskellige fra nutidens menneske. Men mellem Pleistocæn var dog for en million år siden.93Siden disse opdagelser vendte det evolutionære stamtræ på hovedet, blev de afvist af nogle evolutionistiske palæantropologer. Leaky hævdede dog altid, at disse skøn var korrekte.

Lige da denne kontrovers var ved at blive glemt, afslørede et fossil udgravet i 1995 i Spanien på en meget bemærkelsesværdig måde, at historien om Homo sapiens var meget ældre, end det var formodet. Det omhandlede fossil blev fundet i en grotte kaldet Gran Dolina i Atapuerca regionen i Spanien af tre spanske palæantropologer fra the University of Madrid. Fossilet viste en 11-årig drengs ansigt, som lignede fuldstændig en mand fra vor tid. Men det var 800.000 år siden, at barnet døde. Discover tidsskriftet dækkede historien i meget detalje i december 1997 udgaven.

Dette fossil rystede endda Juan Luiss Arsuaga Ferreras’ overbevisninger, som ledte Gran Dolina udgravningen. Ferreras sagde:

Vi forventede noget stort, noget kæmpe, noget oppustet, du ved, noget primitivt. Vores forventning om en 800.000 år gammel dreng var noget lignende Turkana-drengen. Og hvad vi fandt, var et totalt moderne ansigt… For mig er det det mest spektakulære - disse er de slags ting, der ryster dig. At finde noget fuldstændig uventet som det. Ikke at finde fossiler; at finde fossiler er også uventet, og det er okay. Men det mest spektakulære er at finde noget i fortiden, du troede hørte til nutiden. Det er ligesom at finde noget som - som en båndoptager i Gran Dolina. Det ville være meget overraskende. Vi forventer ikke kassetter og båndoptagere i den nedre Pleistocæn. At finde et moderne ansigt for 800.000 år siden - det er det samme. Vi var meget overraskede, da vi så det.94

Fossilet understregede det faktum, at Homo sapiens’ historie måtte udvides tilbage til for 800.000 år siden. Efter at være kommet sig over det første chok bestemte evolutionisterne, der opdagede fossilet, at det tilhørte en anden art, for ifølge det evolutionære stamtræ levede Homo sapiens ikke for 800.000 år siden. Derfor opfandt de en opdigtet art kaldet ”Homo antecessor” og inkluderede Atapuerca kraniet under denne klassifikation.

En 1.7 millioner år gammel hytte

eski kulübe, milyon yıllık

Findings of a 1.7 million-year-old hut shocked the scientific community. It looked like the huts used by some Africans today

Der har været mange fund, der viser, at Homo sapiens daterer tilbage endnu tidligere end for 800.000 år siden. En af dem er en opdagelse af Louis Leakey i de tidlige 1970’ere i Olduvai Gorge. Her i Bed II laget opdagede Leakey, at Australopithecus, Homo Habilis og Homo erectus havde sameksisteret på samme tid. Hvad endnu mere interessant er en struktur, som Leakey fandt i samme lag (Bed II). Her fandt han rester af en stenhytte. Det udsædvanlige aspekt ved begivenheden var, at denne konstruktion, som stadig bruges i nogle dele af Afrika, kun kunne være blevet bygget af Homo sapiens! Så ifølge Leakeys fund må Australopithecus, Homo habilis, Homo erectus og nutidens menneske have sameksisteret for ca. 1,7 millioner år siden.95 Denne opdagelse må bestemt ugylddiggøre den evolutionære teori, der påstår, at mennesket udvikledes fra abelignende arter som Australopithecus. .95

Fodspor fra nutidens menneske, 3,6 millioner år gamle!

Ja, nogle andre opdagelser daterer nutidens mands oprindelse tilbage til for 1,7 millioner år siden. Et af disse vigtige fund er fodsporene fundet i Laetoli, Tanzania af Mary Leakey i 1977. Disse fodspor blev fundet i et lag, som var udregnet til at være 3,6 millioner år gammelt, og vigtigere endnu var de ikke anderledes fra de fodspor, en moderne mand ville efterlade.

Fodsporene fundet af Mary Leakey blev senere undersøgt af et antal kendte palæantropologer som Donald Johanson og Tim White. Resultaterne var de samme. White skrev:

Tag ikke fejl af dem. … De er ligesom moderne menneskelige fodspor. Hvis et blev efterladt i sandet på en Californien strand i dag, og en fireårig blev spurgt, hvad det var, ville han øjeblikkeligt sige, at nogen havde gået der. Han ville ikke kunne skelne det fra et hundrede andre spor på stranden, og det ville du heller ikke.96

Efter at undersøge fodsporene kom Louis Robbins fra University of North California med den følgende kommentar:

A Human Mandible Aged 2.3 Million Years:

homosapiens çene, insan çenesi fosili

Another example showing the invalidity of the imaginary family tree devised by evolutionists: a human (Homo sapiens) mandible aged 2.3 million years. This mandible coded A.L. 666-1 was unearthed in Hadar, Ethiopia. Evolutionist publications seek to gloss it over by referring to it as "a very startling discovery"... (D. Johanson, Blake Edgar, From Lucy to Language, p.169)

Svangen er hævet - det mindre individ havde en højere svang end jeg har - og storetåen er større og på linje med den anden tå… Tæerne griber jorden ligesom menneske tæer. Dette ser du ikke hos andre dyrearter.97

Undersøgelser af fodsporenes morfologiske form viste igen og igen, at de måtte accepteres som menneskeaftryk, og endvidere fra nutiden menneske (Homo sapiens). Russel Tuttle, som også undersøgte aftrykkene, skrev:

En lille barfodet Homo sapiens kunne have lavet dem… I alle synlige morfologiske egenskaber er fødderne på individet, der lavede sporene, ikke til at skelne fra det moderne menneskes.98

Upartiske undersøgelser af fodsporene afslørede deres rigtig ejere. I virkeligheden bestod disse fodspor af 20 forstenede fodspor fra en 10 år gammel nutidig person og 27 fodspor fra en endnu yngre. De var bestemt normale mennesker som os.

Denne situation satte Laetoli fodsporene i centrum af diskussioner i årevis. Evolutionistiske palæantropolog prøvede desperat at komme med en forklaring, fordi det var svært for dem at acceptere det faktum, at en moderne mand havde gået på jorden for 3,6 millioner år siden. I 1990’erne begyndte den følgende ”forklaring” at tage form: evolutionisterne besluttede, at disse fodspor måtte være blevet lavet af en Australopithecus, fordi ifølge deres teori var det umuligt for en Homo art at have levet for 3,6 millioner år siden. Men Russel H. Tuttle skrev dog det følgende i en artikel i 1990:

Sammenfattet ligner de 3,5 millioner år gamle fodaftryk træk ved Laetoli site G dem hos sædvanlige barfodede moderne mennesker. Ingen af deres egenskaber antyder, at Laetoli hominider var mindre egnede oprejst gående væsner, end vi er. Hvis det ikke var vidst, at G fodaftrykkene var så gamle, kunne vi hurtigt konkludere, at de var blevet lavet af et medlem af vores slægt, Homo… I hvert tilfælde burde vi lægge den løse formodning på hylden om, at Laetoli fodaftrykkene blev lavet af Lucys slags, Australopithecus afarensis.99

laetoli ayak izi, tanzanya laotoli laetoli ayak izi, tanzanya laotoli
 

The Laetoli footprints belonged to today’s humans, however they were millions of years old

For at sige det kort kunne disse fodspor, der skulle have været 3,6 millioner år gamle, ikke have tilhørt Australopithecus. Den eneste grund til, at fodaftrykkene mentes at være blevet sat af medlemmer af Australopithecus, var det 3,6 millioner år gamle vulkanske lag, som fodsporene blev fundet i. Aftrykkene blev tilskrevet Australopithecus udelukkende på den formodning, at mennesker ikke kunne have levet for så længe siden.

Disse fortolkninger af Laetoli fodsporene viser et vigtigt faktum. Evolutionister støtter ikke deres teori baseret på videnskabelige fund, men på trods af dem. Her har vi en teori, der støttes blindt uanset hvad, og alle de nye fund, der sætter teorien i tvivl, bliver enten ignoreret eller forvrænget til at støtte teorien.

Ganske kort er evolutionsteorien ikke videnskab men et dogme holdt i live på trods af videnskab.

Evolutions bipedalisme dødvande

Udover den fossile optegnelse, vi indtil videre har beskæftiget os med, ugyldiggør uoverstigelige anatomiske huller mellem mennesker og aber også fiktionen i menneskelig evolution. En af disse har med gangmåden at gøre.

Mennesker går oprejst på to fødder. Dette er en meget speciel form for bevægelse, der ikke ses hos andre pattedyrs arter. Nogle andre dyr har en begrænset evne til at bevæge sig, når de står på deres to bagben. Dyr som bjørne og aber kan kun sjældent bevæge sig på denne måde, som når de vil nå en kilde til mad, og så er det endda kun i kort tid. Normalt læner deres skeletter sig forover, og de går på alle fire.

Nå, men er bipedalisme så udviklet fra abernes firbenede gangart, som evolutionister påstår?

maymun iskeleti, insan iskeleti

Recent researches reveal that it is impossible for the bent ape skeleton fit for quadrupedal stride to evolve into upright human skeleton fit for bipedal stride.

Selvfølgelig ikke. Forskning har vist, at evolutionen af oprejst gang aldrig skete, og det er heller ikke muligt, at den har. For det første er oprejst gang ikke en evolutionær fordel. Måden som aber bevæger sig på er meget lettere, hurtigere og mere effektiv end menneskets tobenede skridt. Man kan heller ikke bevæge sig fra træ til træ uden at falde på jorden ligesom en chimpanse, eller løbe med en fart på 125 km i timen som en gepard. I modsætning bevæger mennesket sig meget langsommere på jorden, fordi han går på to ben. Af samme grund er han en af de mest ubeskyttede af alle arter i naturen, når det gælder bevægelse og forsvar. Ifølge evolutionsteoriens logik skulle aber ikke have udviklet sig til at få en tobenet gangart; mennesker skulle i stedet have udviklet sig til at blive firbenede.

Endnu et dødvande for den evolutionære påstand er, at tobenethed ikke tjener Darwins ”gradvis udvikling” model. Denne model, som udgør basis for evolution, kræver, at der skulle være en ”sammensat” gangart mellem tobenethed og firbenethed. Men med den computer forskning, han udførte i 1996, viste den engelske palæantropolog Robin Crompton, at en sådan ”sammensat” gangart ikke var mulig. Crompton nåede til den følgende konklusion: et levende væsen kan enten gå oprejst eller på alle fire100En type gangart mellem de to er umulig, fordi det ville involvere overdrevent energiforbrug. Dette er grunden til, at en halv-tobenet ikke kan eksistere.

Det enorme hul mellem menneske og abe er ikke begrænset til tobenethed. Mange andre problemer forbliver stadig uforklaret såsom hjernekapacitet, evnen til at tale og så videre. Elaine Morgan, en evolutionistisk palæantropolog, kommer med følgende indrømmelse i relation til dette:

Fire af de mest udestående mysterier om mennesker er: 1) hvorfor går de på to ben? 2) hvorfor har de mistet deres pels? 3) hvorfor har de udviklet så store hjerner? 4) hvorfor lærte de at tale?

De ortodokse svar til disse spørgsmål er: 1) ’Vi ved det endnu ikke’; 2) ’Vi ved det endnu ikke’; 3) ’Vi ved det endnu ikke’; 4) ’Vi ved det endnu ikke’. Listen af spørgsmål kunne være væsentlig forlænget uden at påvirke monotonien i svarene.101

Evolution: En Uvidenskabelig tro

Lord Solly Zuckerman er en af de mest kendte og respekterede videnskabsmænd i Storbritannien. I årevis studerede han fossiler og udførte mange detaljerede undersøgelser. Han blev ophøjet til adelsrang for sine bidrag til videnskab. Zuckerman er en evolutionist. Derfor kan hans kommentarer om evolution ikke opfattes som uvidende eller fordomsfulde. Efter års forskning på de fossiler, der er inkluderet i det menneskelige evolutions scenarie, nåede han dog den konklusion, at der ikke er nogen sandhed i det fremsatte stamtræ.

Zuckerman avancerede også et interessant koncept om ”videnskabernes spektrum”, der rangerede fra de, han opfattede som videnskabelige til de, han så som uvidenskabelige. Ifølge Zuckermans spektrum er de mest ”videnskabelige” - dvs. de, der afhænger af konkret data - kemi og fysik. Efter dem kommer biologiske videnskaber og så sociale videnskaber. Ved den yderste ende af spektrummet, som er den del set som mest ”uvidenskabelig”, er ”ekstrasensorisk opfattelse” - koncepter som telepati og ”den sjette sans” - og til slut ”menneskelig evolution”. Zuckerman forklarer hans rationalisering som følger:

, sahte çizim

The myth of human evolution is based on no scientific findings whatsoever. Representations such as the above have no other significance than reflecting evolutionists’ imaginative wishful thinking.

Så flytter vi os lige fra registret over objektiv sandhed til de områder af formodet biologisk videnskab, som ekstrasensorisk opfattelse er fortolkningen af menneskets fossile historie, hvor alt er mulig for de troende - og hvor den glødende troende nogle gange er i stand til at tro på flere modsigende ting på samme tid.02

Robert Locke, redaktøren på Discovering Archeology, en vigtig udgivelse om menneskets oprindelse, skriver i tidsskriftet, ”Søgningen efter menneskelige forfædre giver mere varme end lys”, og citerer indrømmelserne hos den kendte evolutionistiske palæantropolog Tim White:

Vi er alle frustreret over ”alle de spørgsmål, vi ikke har kunnet svare på.” 103

Lockes artikel gennemgår evolutionsteoriens dødvande i forhold til menneskets oprindelse og meningsløsheden ved det propaganda spredt om dette emne:

Måske er intet område indenfor videnskab mere omstridt end søgningen efter menneskelig oprindelse. Elite palæontologer er uenige over selv de mest grundlæggende beskrivelser af det menneskelige stamtræ.  Nye grene vokser under store fanfarer kun for at visne og dø overfor nye fossile fund.104

Det samme faktum blev også for nylig accepteret af Henry Gee, redaktøren på den kendte journal Nature. I sin bog In Search of Deep Time, udgivet i 1999, pointerer Gee, at al bevis for menneskelig evolution ”mellem omkring 10 og 5 millioner år siden - flere tusind generationer af levende væsner - kan puttes ind i en lille boks”. Han konkluderede, at konventionelle teorier om oprindelsen og udviklingen af mennesker er ”en komplet menneskelig opfindelse skabt efter faktummet, formet for at passe til menneskelige fordomme” og tilføjer:

At tage en række fossiler og påstå, at de repræsenterer en slægt, er ikke en videnskabelig hypotese, der kan testes, men en påstand, der bærer samme gyldighed som en godnathistorie - underholdene, måske endda instruktiv, men ikke videnskabelig.105

Hvad er så grunden, der gør så mange videnskabsmænd så ihærdige om dette dogme? Hvorfor har de prøvet så hårdt på at holde deres teori i live på bekostning af at måtte indrømme utallige konflikter og kassere de beviser, de har fundet?

Det eneste svar er deres frygt for det faktum, de må se i øjnene i tilfælde af, at de opgiver evolutionsteorien. Det faktum, de vil måtte se i øjnene, når de opgiver evolution er, at Allah har skabt mennesket. Men deres forudsætninger og den materialistiske filosofi, de tror på, taget i betragtning, er skabelse et uacceptabelt koncept for evolutionister.

Af denne grund bedrager de sig selv og verden ved at bruge medierne, som de samarbejder med. Hvis de ikke kan finde de nødvendige fossiler, ”producerer” de dem enten i form af opdigtede billeder eller fiktive modeller og prøve at give indtrykket af, at der faktisk eksisterer fossiler, der bekræfter evolution. En del af massemedierne, som deler deres materialistiske synspunkt, prøver også at bedrage offentligheden og indgyde historien om evolution i folks underbevidsthed.

Lige meget hvor meget de prøver, er sandheden evident: mennesket er ikke kommet til ved en evolutionær proces men ved Allahs skabelse. Derfor står han ansvarlig til Ham.

FOOTNOTES

71. David Pilbeam, "Humans Lose an Early Ancestor", Science, Nisan 1982, ss. 6-7

72. Solly Zuckerman, Beyond The Ivory Tower, New York: Toplinger Publications, 1970, ss. 75-94

73. Charles E. Oxnard, "The Place of Australopithecines in Human Evolution: Grounds for Doubt", Nature, Cilt 258, s. 389

74. (Isabelle Bourdial, "Adieu Lucy", Science et Vie, Mayıs 1999, no. 980, s. 52-62)

75. Holly Smith, American Journal of Physical Antropology, Cilt 94, 1994, ss. 307-325

76. Fred Spoor, Bernard Wood, Frans Zonneveld, "Implication of Early Hominid Labryntine Morphology for Evolution of Human Bipedal Locomotion", Nature, cilt 369, 23 Haziran 1994, s. 645-648

77. Tim Bromage, New Scientist, cilt133, 1992, s. 38-41

78. J. E. Cronin, N. T. Boaz, C. B. Stringer, Y. Rak, "Tempo and Mode in Hominid Evolution", Nature, Cilt 292, 1981, s. 113-122

79. C. L. Brace, H. Nelson, N. Korn, M. L. Brace, Atlas of Human Evolution, 2.b. New York: Rinehart and Wilson, 1979

80. Alan Walker, Scientific American, vol 239 (2), 1978, s. 54

81. Bernard Wood, Mark Collard, "The Human Genus", Science, vol 284, No 5411, 2 April 1999, pp. 65-71

82. Marvin Lubenow, Bones of Contention, Grand Rapids, Baker, 1992, s. 83

83. Boyce Rensberger, The Washington Post, 19 Kasım 1984

84. Boyce Rensberger, The Washington Post, 19 Kasım 1984

85. Richard Leakey, The Making of Mankind, London: Sphere Books, 1981, s. 62

86. Marvin Lubenow, Bones of Contention, Grand Rapids, Baker, 1992. s. 136

87. Pat Shipman, "Doubting Dmanisi", American Scientist, November- December 2000, p. 491

88. Erik Trinkaus, "Hard Times Among the Neanderthals", Natural History, cilt 87, Aralık 1978, s. 10; R. L. Holloway, "The Neanderthal Brain: What Was Primitive", American Journal of Physical Anthropology Supplement, Cilt 12, 1991, s. 94

89. Alan Walker, Science, cilt 207, 1980, s. 1103

90. A. J. Kelso, Physical Antropology, 1st ed., New York: J. B. Lipincott Co., 1970, s. 221; M. D. Leakey, Olduvai Gorge, Cilt 3, Cambridge: Cambridge University Press, 1971, s. 272

91. S. J. Gould, Natural History, Cilt 85, 1976, s. 30

92. Time, Kasım 1996

93. L. S. B. Leakey, The Origin of Homo Sapiens, ed. F. Borde, Paris: UNESCO, 1972, s. 25-29; L. S. B. Leakey, By the Evidence, New York: Harcourt Brace Jovanovich, 1974

94. "Is This The Face of Our Past", Discover, Aralık 1997, s. 97-100

95. A. J. Kelso, Physical Anthropology, 1.b., 1970, ss. 221; M. D. Leakey, Olduvai Gorge, Cilt 3, Cambridge: Cambridge University Press, 1971, s. 272

96. D. C. Johanson & M. A. Edey, Lucy: The Beginnings of Humankind, New York: Simon & Schuster, 1981, s. 250

97. Science News, Cilt 115, 1979, ss. 196-197

98. I. Anderson, New Scientist, Cilt 98, 1983, s. 373

99. R. H. Tuttle, Natural History, Mart 1990, ss. 61-64

100. Ruth Henke, "Aufrecht aus den Baumen", Focus, Cilt 39, 1996, s. 178

101. Elaine Morgan, The Scars of Evolution, New York: Oxford University Press, 1994, s. 5

102. Solly Zuckerman, Beyond The Ivory Tower, New York: Toplinger Publications, 1970, s. 19

103. Robert Locke, "Family Fights" Discovering Archaeology, July/August 1999, pp. 36-39

104. Robert Locke, "Family Fights" Discovering Archaeology, July/August 1999, pp. 36

105. Henry Gee, In Search of Deep Time, New York, The Free Press, 1999, s. 116-117

11 / total 22
You can read Harun Yahya's book Bedraget Om Evolution online, share it on social networks such as Facebook and Twitter, download it to your computer, use it in your homework and theses, and publish, copy or reproduce it on your own web sites or blogs without paying any copyright fee, so long as you acknowledge this site as the reference.
About this site | Sæt som Startside | Add to favorites | RSS Feed
Alle materialer kan kopiers, printes og distribueres, ved at henvise til denne hjemmeside.
(c) All publication rights of the personal photos of Mr. Adnan Oktar that are present in our website and in all other Harun Yahya works belong to Global Publication Ltd. Co. They cannot be used or published without prior consent even if used partially.
© 1994 Harun Yahya. www.harunyahya.com
page_top