< <
6 / total: 14

Del 2- Darwinister Har Bedraget Hele Verden Med Svindelnumre 4/5

10. Påstanden om, at “Australopithecus er Menneskets Forfader” er et Bedrag

savaş

Darwinister gik endnu videre og afbildede den fiktive entitet, som de kaldte Nebraska mennesket, på basis af en eneste grisetand, sammen med hele hans familie.

Spørgsmålet om menneskelig evolution er af stor vigtighed for darwinister. Den idé, som de i årevis har forsøgt at indoktrinere folk med, er løgnen om, at mennesket er en udviklet dyr. De stræber med al deres magt for at vedholde denne løgn, og de forsøger at indsætte den idé, at mennesket har dyriske forfædre, i selv de mest irrelevant sammenhæng. De bedrag, som de tyr til på dette område, er forbløffende. Selv fuldstændigt irrelevante fossile fund præsenteres på en måde, som foreslår, at de er mennesker. Så meget, at darwinister produceret Nebraska-mennesket fra en enkelt forstenet tand, som senere viste sig at tilhøre en vild gris, og de havde ingen kvaler ved at fremstille hele denne entitets socialliv sammen med dens familie og samfund. Et af de væsentligste eksempler på disse forbløffende bestræbelser er deres livslange påstand om, at Australopithecus er den såkaldte abelignende forfader til mennesket.

Australopithecus er en uddød art af abe. Navnet betyder ”Sydlig abe”, og darwinister forsøger at fremstille den som den første abelignende forfader til mennesker. Som med alle andre eksempler, har evolutionister, siden denne art af abe er uddød, brugt den som en spekulation. Men som med alle andre eksempler, så er de scenarier, som darwinister producerer om Australopithecus, igen baseret på bedrag.

Man mener, at Australopithecus først optrådte i Afrika for fire millioner år siden, og at den overlevede indtil for én million år siden. De faktum, som må gøres fuldstændig tydeligt her, er, at alle Australopithecus er uddøde aber, som ligner deres nutidige modstykker. Deres hjernevolumen er den samme, eller mindre, end den hos nulevende chimpanser. De gik på fire ben. Ligesom nutidens aber har de knoglefremspring, som hjalp dem med at klatre i træer, og deres fødder var bygget til, at de kunne hænge fast i grene. De var lave i højden (maksimalt 130 centimeter) og, ligesom hos nutidens aber, så var den mandlige Australopithecus meget større end hunnen. Hundredvis af detaljer i deres kranier, og kendetegn som deres tætsiddende øjne, skarpe kindtænder, kæbestruktur, lange arme og korte ben er alle sammen beviser, som viser, at de ikke var anderledes fra nutidens aber.

Australopithecus=Ligner en Chimpanse
australopithecus

1. Chimpanse

2. Australopithecus

Ligheden mellem Australopithecus og chimpansens kranie indikerer, at Australopithecus er en sand art af abe frem for menneskets forfader.

Selvom alle Australopitheciner tydligt var arter af aber, så beskriver darwinister dem som livsformer, som kunne gå på to ben. Dette er et åbenlyst bedrag, for ikke ét eneste af de Australopithecus fossiler, som er udgravet til dato, stemmer overens med dette scenarie. Det evolutionære scenarie for disse entiteter er således ikke baseret på noget videnskabeligt bevis.

Ifølge darwinisterne, betragtes kun Australopithecus afarensis (arten repræsenteret af ”Lucy”, som blev fremstillet for hele verden som bevis på menneskelig evolution, da hun blev opdaget i 1974) som menneskets direkte forfader, selvom der var flere arter i Australopithecus familien. Men selv darwinisterne har accepteret, at det pågældende væsen ikke kan fremstilles som menneskets forfader. Det franske darwinistiske tidsskrift, Science et Vie, brugte emnet som forsidehistorie i sin udgave fra maj 1999. Under titlen ”Adieu Lucy” diskuterede magasinet Lucy, anset som den vigtigste fossile prøve fra arten Australopithecus afarensis, og sagde, at Australopithecus aber ikke var forløberne for mennesker, og at de burde fjernes fra familietræet. 67

lucy

Farvel Lucy
Det darwinistiske Science et Vie magasin brugte linjen "Adieu Lucy" (Farvel Lucy) i en indrømmelse af, at Australopithecus aber ikke kunne være menneskets forfædre.

Den verdenskendte palæontolog Richard Leakey sagde også, at Lucy ikke har nogen evolutionær gyldighed: Det er overvældende sandsynligt, at Lucy (Australopithecus afarensis) ikke var andet end en variation af pygmæ chimpanse. Beviset for den angivelige transformation fra abe til menneske er ekstremt uoverbevisende.68

I tillæg konkluderede den evolutionistiske Lord Zuckerman som resultat af sin forskning i Australopitheciner også, at de var en ordinær art af abe, og at de bestemt ikke gik oprejst.69

En anden evolutionist og anatomiker, velkendt for sin forskning på området, Charles E. Oxnard, erklærede, at Australopitheciners skeletstruktur ligner nutidens orangutangers. 70

I 1994 udførte Fred Spoor og hans hold fra Liverpool University i England et udførligt studie for at nå frem til en definitiv konklusion og Australopithecus skelettet. Et organ i skelettet, kendt som ”cochlea”, som bestemmer kroppens stilling i forhold til jorden, blev undersøgt. Spoors konklusion var, at Australopithecus ikke gik på to ben ligesom menneskene.71

Et andet studie i år 2000, som blev udført af forskerne B. G. Richmond og D. S. Strait og udgivet i Nature, undersøgte Australopithecinernes underarme. Deres komparative anatomiske forskning viste, at arterne havde samme struktur af underarme som nutidens aber, som går på alle fire.72

Alle disse beviser afslører, at Australopithecinerne ikke var andet end en art af abe. Faktisk kom de evolutionistiske antropologer, som opdagede Lucy, Donald Johanson og T. D. White, med følgende erklæring i Science:

Fossiler af Australopithecus er blevet undersøgt i grundig detalje: deres måde at gå på, strukturen af deres øre, mønster for tændernes udvikling, deres lange og stærke underarme, korte bagben, føddernes struktur, små hjerner og meget abelignende kranier, kæber og ansigter. Disse beviser, at Australopithecus var en abe og på ingen måde relateret til mennesket. Donald Johanson selv, opdageren af Lucy, konkluderede senere, at Australopithecus arficanus (Lucy) ikke var beslægtet med mennesket overhovedet. 73

Kort sagt har videnskabelig forskning afkræftet alle påstande om, at Australopitheciner var forløberne til mennesket. De var alle en art af aber, og at sidestille dem med mennesket er et scenarie, som darwinister har brugt til fordel for deres fiktive og falske teorier.

11. Påstanden om, at “Neandertalere er Menneskets Abelignende Forfader” er Bedragerisk

neandertal

I årevis blev neandertalere fremstillet i falske illustrationer som angiveligt primitive abemennesker. Men videnskab har vist, at neandertalere er en uddød menneskerace og egentlig ikke anderledes fra folk, som lever i dag.

Darwinister brugte samme teknik som ved Australopithecus for Neandertalerne, en uddød menneskerace.

Neandertalerne optrådte i den videnskabelige litteratur med opdagelsen af fossiler i Neanderdalen nær den tyske by, Düsseldorf, i 1856. Kurvaturerne i dets kranie og knogler gjorde, at det blev betragtet som en angivelig primitiv menneskeart af evolutionister.

I 1908 blev et næsten komplet skelet, som man mente hørte til en Neandertaler, fundet i den franske region La Chapelle-aux-Saints. Knoglerne blev samlet af den kendte palæontolog og geolog på den tid, Marcellin Boule.

Neandertaleren, som opstod fra denne gensamling, havde en foroverbøjet stilling og et fremtrædende kranie. Dens ben var også låst i leddene, hvilket betød, at den ikke havde en helt oprejst stilling.

Gennem dette udseende fik man dannet det indtryk i folks hoveder, at Neandertaleren var et primitivt væsen. Neandertalere blev også fremstillet som abemennesker i fiktive illustrationer.

Denne falske holdning til Neandertalere varede i 100 år. Men analyser af La Chapelle skelettet i 1950’erne bestemte, at Neandertaleren, som det tilhørte, havde haft en slags ledinfektion. Raske individer var faktisk i stand til at gå ligesom normale mennesker.

I 1985 blev det samme skelet undersøgt af antropologen Erik Trinkhaus. Undersøgelsen bekræftede, at Neandertalere gik oprejst, og afslørede endnu et faktum, som indtil da havde været skjult: Marcellin Boule havde bevidst fremstillet Neandertaleren som foroverbøjet.74 Ledsygdommen identificeret i 1950’erne var ikke nogen forhindring i, at individet kunne gå oprejst. Det kom frem, at darwinistiske Boule ikke var villig til at indrømme, at Neandertaleren gik som et normalt menneske.

E. Trinkhaus og W. W. Howells kom med følgende udsagn i Scientific American:

I dag er de fleste forskere enige om, at Neandertaleren stod fuldt oprejst og, at dens egenskaber i fraværet af sygdom ikke var anderledes fra moderne menneskers.75

Endvidere tvang størrelsen på Neandertalerens kranie også evolutionister ud i problemer. Årsagen var, at Neandertalere havde et kranievolumen på omkring 1700 cc; dette er 200 cc mere end hos nutidens mennesker. Det faktum, at Neandertalere, angiveligt en ”primitiv” art, havde en større hjerne end Homo sapiens, udgjorde en stor modsigelse for evolutionsteorien.

Neandertaler eksperten, Erik Trinkhaus, indrømmer:

Detaljerede sammenligninger af Neandertaleres skeletrester med moderne menneskers har vist, at der ikke er noget i Neandertalerens anatomi, som endegyldigt indikerer lokomotoriske, manipulatoriske, intellektuelle eller lingvistiske evner, der er det moderne menneske underlegne.76

Der er ingen tvivl om, at Neandertalerne, fordi de var en menneskerace, besad de samme egenskaber som moderne menneskeracer. Neandertaleren var en talentfuld producent af værktøj og en evnerig jager. Han lavede endda musik og kunst. De havde en social og kulturel struktur, ligesom nutidens samfund, og havde en tro.77 Den civilisation, som Neandertalerne grundlagde, var derfor ikke anderledes fra nutidens civilisationer.

Neandertalere: Firskårne Mennesker
yaşayan fosiller

1. Homo sapiens neanderthalensis, Amud 1 kranie

2. Neandertaler rester

Ovenfor, Homo sapiens neanderthalensis Amud 1 kraniet fundet i Israel. Individet estimeres til at have været 1,80 meter høj. Kraniekapaciteten er den største fundet til dato: 1740 ccs. Dette fossil afviser derfor tydeligt de påstande om, at Neandertalerne var en primitiv art. Kebara 2 (Moshe) fossilet ved siden af er det bedst bevarede Neandertaler levn til dato. Det er umuligt at skelne mellem skeletstrukturen i dette 1,70 meter høje fossil fra det moderne menneskes. Det fremgår fra de værktøjer, som blev fundet sammen med fossilet, at det samfund, som dette individ tilhørte, havde samme kultur som moderne Homo sapiens samfund.

 
Neandertallerin kullandıkları flüt ve dikiş iğnesi

1. Synål

2. Fløjte

I årevis fremstillede darwinister neandertalerne som menneskets abelignende forfædre. Men disse værktøjer fra den tid viser, at neandertalere havde samme forståelse for kunst og skønhed som moderne mennesker. Neandertalere er simpelthen en uddød race af mennesker. Den eneste grund til, at man har brugt dem som bevis for evolution, er at de er uddøde.

Et andet spørgsmål om Neandertalere, som udgør et uoverkommeligt dilemma for darwinister, er dateringsproblemet. Fundne fossiler viser, at Neandertalere levede på samme tid som moderne mennesker, og at de i nogle tilfælde endda levede endnu senere. Den evolutionistiske biolog, Francisco J. Ayala, fra University of California, indrømmer:

For få år siden mente man, at de [Neandertalerne] var forfædrene til anatomisk moderne mennesker, men nu ved vi, at moderne mennesker opstod for mindst 100.000 år siden, meget før Neandertalernes forsvinden. Endvidere har man, i huler i Mellemøsten, fundet fossiler fra moderne mennesker, som daterer 120.000-100.000 år tilbage, såvel som fossiler fra Neandertalere, som daterer 60.000 og 70.000 år tilbage, igen efterfulgt af moderne mennesker, som daterer 40.000 år tilbage. Det er uklart, om de to former hele tiden erstattede hinanden ved migration fra andre regioner, eller om de sameksisterede i nogle områder.78

Neandertalerne, foreslået som såkaldte abelignende forfædre til mennesket, er derfor faktisk en uddød menneskerace. På samme måde, som moderne mennesker besidder andre egenskaber, som er unikke til deres egen race, så har Neandertalerne også haft deres egne unikke kendetegn. Derfor er det et kæmpe bedrag at bruge dem som bevis for evolution. Faktisk blev Neandertaler fossilet fjernet fra den videnskabelige litteratur i 1978. Men Neandertalere optræder stadig i darwinistiske kilder, som om de repræsenterer et stort bevis på evolutionen.

Målet bag spekulationerne om Neandertaleren, som stadig fortsætter i nogle evolutionistiske udgivelser, er at påvirke og vildlede folk, som er uvidende om de sande fakta om Neandertalerne, og som ikke er klar over, at de var en ”overgangsform”, som er blevet videnskabeligt miskrediteret. Det er derfor yderst vigtigt at fremhæve de sande fakta om Australopithecus og Neandertalerne, og at sætte en stopper for dette darwinistiske bedrag.

12. “Piltdown-Mennesket” var et Bedrag

I 1912 påstod Charles Dawson, et velkendt læge og amatør palæontolog, at have fundet et kæbeben og et kraniefragment i en fordybning nær Piltdown, England. Selvom kæbebenet lignede en abes, så lignede tænderne og kraniet et menneskes. Fossilerne fik navnet ”Piltdown-mennesket”, daterede 500.000 år tilbage og blev udstillet på British Museum som det vigtigste bevis på såkaldt menneskelig evolution. Mange videnskabelige tidsskrifter, analyser og illustrationer blev produceret over de næste 40 år. Omkring 500 akademikere fra forskellige universiteter skrev doktorafhandlinger om Piltdown-mennesket. 79

Ved et besøg på British Museum i 1935 sagde den velkendte amerikanske palæoantropolog H. F. Osborn: ”… Naturen er fuld af paradokser… en opdagelse af overanselig vigtighed for menneskets forhistorie.” 80

Men Piltdown-mennesket var et stort bedrag, et bevidst opdigtet svindelnummer.

I 1949 søgte Kenneth Oakley fra palæontologiafdelingen på the Brisith Museum tilladelse til at bruge den nyligt udviklede ”fluorid test” på en række oldgamle fossiler. Piltdown-menneske fossilet blev også testet med denne teknik. Testen afslørede, at der ikke var noget fluorid i Piltdown-menneskets kæbeknogle. Dette betød, at kæbeknoglen havde været under jorden i ikke mere end et par år. Kraniet indeholdte en lille mængde fluorid og må have været nogle få tusind år gammelt.

piltdown adamı

Det falske: Piltdown-menneske kranie

Piltdown-mennesket er et berømt bedrag, som blev samlet ved at tilføje et menneskekranie til en nyligt afdød orangutangs kæbe. Det falske fossil blev udstillet i omkring 40 år på Det Britiske Museum som bevis på menneskets angivelige evolution. Da bedraget blev afsløret i 1949, blev det hurtigt fjernet både fra museet og den videnskabelige litteratur. Men dette fossil er blevet udødeliggjort i historiebøgerne som en kilde til enorm skam for darwinister.

Efterfølgende kronologisk forskning, baseret på fluorid teknikken, afslørede, at kraniet ikke var mere end et par tusind år gammelt. Man indså også, at tænderne i kæbeknoglen var blevet kunstigt slidt ned, og at de primitive værktøjer, som blev fundet ved siden af fossilerne, var efterligninger udskåret med stålværktøj.55 Oxford professoren i fysisk antropologi, Joseph Wiener, lavede detaljerede analyser, som bestemt afkræftede dette bedrag i 1953. Kraniet var menneske, omkring 500 år gammelt, mens kæbeknoglen tilhørte en nyligt afdød orangutang. Tænderne var blevet tilføjet efterfølgende for at give det et menneskeligt udtryk, og indsætningspunkterne var nedslebet. Alle fragmenterne var blevet farvet med kaliumdikromat for at give dem et ældet udseende. Denne farvning forsvandt, når knoglerne blev lagt i syre. Le Gros Clark, fra holdet, som afslørede svindelnummeret, var ikke i stand til at skjule sin forbløffelse og sagde: ”Beviserne på kunstigt slid sprang øjeblikkeligt én i øjnene. Faktisk virkede de så åbenlyse, at man kunne spørge – hvorfor var det, at de ikke var blevet opdaget tidligere?”82

Den videnskabelige forfatter, Hank Hanegraaff, talte om denne forbløffende situation som følger: ”… Som Marvin Lubenov forklarer, ’Filemærkerne på orangutangtænderne i den nedre kæbe var tydeligt synlige. Kindtænderne sad skævt og var filet i to forskellige vinkler. Hjørnetanden var filet så langt ned, at hulrummet var blevet synliggjort, og så fyldt ud.” 83

Den evolutionistiske biolog, Keith Steward Thomson, kom med denne kommentar om løgnen om Piltdown-mennesket, ”Piltdown-mennesket bedrageriet i 1912 var et af de mest succesfulde og onde af alle videnskabelige bedrag.”84

Efter denne overraskende og, for darwinister, pinlige opdagelse, blev Piltdown-mennesket hurtigt fjernet fra the British Museum, hvor det havde været udstillet i omkring 40 år. Det darwinistiske bedrag var så enormt, at et hjemmelavet fossil havde snydt hele den videnskabelige verden og hele menneskeheden i 40 år. Dette ville utvivlsomt gå hen som en af de største sorte pletter i evolutionens historie. Professor i antropologi, Pat Shipman, beskrev betydningen af dette bedrag: ”Piltdown fossilerne, hvis opdagelse først blev annonceret i 1912, snød mange af palæoantropologiens klogeste hoveder indtil 1953, da resterne blev afsløres som plantede, ændrede – et bedrag.” 85

Journalisten, forfatteren og filosoffen, Malcolm Muggeridge, beskrev den situation, som darwinismen, holdt oppe af svindelnumre som Piltdown-mennesket, havde sat hele menneskeden i: ”Jeg er selv overbevist om, at evolutionsteorien, og særligt den udstrækning, den er anvendt i, vil være en af de største vittigheder i fremtidens historiebøger. Eftertiden vil undres over, at en så spinkel og tvivlsom hypotese kunne blive accepteret med den utrolige godtroenhed, som den er blevet.” 86

Piltdown svindelnummeret, som blev begået, hvert fald i gerningsmændenes øjne, for at eliminere troen på Skabelsen og for at overbevise folk om den løgn, at mennesker blev skabt spontant og uden ansvar, er faktisk et af Antikrists snedige systemer. Men Allahs gloværdige skabelse og mageløse værker er så tydelige og åbenbare, at de med nutidens videnskab kan ses overalt. Antikrists forgæves bestræbelser på at indføre sit system i hele verden ydmyger blot ham og hans tilhængere, og de afslører tydeligt, hvordan den darwinistiske løgn er slået fejl. Allah, vores Almægtige Herre, har i flere af Koranens vers fortalt, hvordan Han skabte mennesker, og hvert bevis i universet afslører tydeligt denne sublime skabelse:

som gjorde alt det, Han skabte, smukt. Han påbegyndte menneskets skabelse af ler, derefter videreførte Han hans afkom af et mindre væskeudtræk, derefter fuldkommengjorde Han ham og blæste Sin ånd ind i ham og skabte ører og øjne og hjerte for jer. I viser meget lidt taknemmelighed. (Surah Al-Sadjdah, 7-9)

13. “Nebraska Man” var et Bedrag

I 1922 annoncerede direktøren for the American Museum of Natural History, Henry Fairfield Osborn, at han havde opdaget en forstenet Pilocæn kindtand nær Snake Valley i det vestlige Nebraska. Man påstod at denne tand havde både abe- og menneskekendetegn. Inden længe begyndte en dyb, videnskabelig debat om emnet. Nogle fortolkede denne tand som værende fra Pithecanthropus erectus, mens andre sagde, den var mere menneskelig. Fossilet, som havde skabt så stor debat, blev kaldt ”Nebraska Man”. Et ”videnskabeligt” navn kom lige efter: Hesperopithecus haroldcooki.

Rekonstruktioner af Nebraska-menneskets kranie og krop blev produceret på basis af denne ene tand. Man gik endnu videre og udgav billeder, som viste Nebraska Man og hans familie i deres naturlige habitat. Alle disse scenarier blev produceret fra bare én tand. Evolutionistiske kredse accepterede den ”spøgelsesmand” i så høj grad, at en forsker ved navn William Bryan tiltrak enorm vrede, da han modsatte sig, at så definitive udtalelser blev gjort på baggrund af én kindtand.

I 1927 blev andre dele af skelettet dog fundet. Disse viste, at tanden hverken tilhørte et menneske eller en abe. Man indså, at tanden tilhørte en art af uddøde amerikanske vilde grise kaldet Prosthennops. William Gregory skrev en artikel i Science, hvor han annoncerede denne ”Hesperopithecus: Åbenbart hverken en abe eller et menneske.” 87

nebraska adamı

Darwinister producerede et falskt billede af Nebraska Mennesket sammen med sin familie, alt sammen baseret på en eneste grisetand, og udgav disse i lærebøger. I mange år havde de ingen skrupler ved at bedrage elever og andre folk.

Science forfatteren, Hank Hanegraaff, forklarer udviklingen som følger:

I 1922 BLEV EN TAND OPDAGET I NEBRASKA. Med lidt fantasi blev tanden knyttet til en mytisk kæbeknogle, kæbeknoglen blev knyttet til et kranie, kraniet blev knyttet til et skelet, og skelettet fik et ansigt, kendetegn og pels. Da historien ramte en avis i London, var der ikke bare et billede af ”Nebraska Man”, men der var også et billede af ”Nebraska Mor”. Alt det fra én ensom tand. Forestil dig, hvad der kunne være sket, hvis et skelet var blevet opdaget! Måske ville man have udgivet en årbog!

Nogen tid efter den oprindelige opdagelse blev en identisk tand fundet af geologen Harold Cook. Denne gang sad tanden i et faktisk kranie, og kraniet sad på skelettet, som tilhørte en vild gris. Altså er Nebraska Man, kendt ved den ”videnskabelige” betegnelse Hesperopithecus haroldcooki, blevet afsløret som en myte og ikke et kommende menneske. 88

Som resultat blev alle billeder af Hesperopithecus haroldcooki og hans ”familie” hurtigt fjernet fra litteraturen. Nebraska Man er en vigtig indikator for, hvordan darwinister kan producere et helt fantastisk scenarie om evolution på baggrund af bare én tand. Selvom en tand ikke giver nogen informationer om levende tings generelle anatomi, så er den måde, hvorpå tegninger af Nebraska Man og hans familie blev produceret på baggrund af en gris’ tand, og det faktum, at dette blev fremstillet som videnskabeligt, indtil sandheden blev afsløret, en stor logisk mangel og en total ydmygelse for darwinismen. Men darwinister har nægtet at opgive svindleri, og de fortsætter bevidst ed deres darwinistiske bedrag.

14. Påstanden om Birkemåleren er et Bedrag

Træbark i midten af det 19. århundrede, i den tidlige del af den industrielle revolution i England, var lyst i farven. Af den grund kunne den mørke variant af måler arten Biston betularia nemt ses og fanges af fugle. Halvtreds år senere var laver, en slags alger, døde omkring træerne som resultat af industriel forurening, og træerne var blevet mørkere i farven. Nu var det de lysere målere, som var tydeligere på træerne, og som oftere blev fanget af fugle. Som resultat faldt antallet af lyse målere, mens de mørkere målere steg i antal, fordi disse var sværere at fange.

Evolutionister brugte ivrigt denne tilstand som væsentligt bevis for deres påstande om evolution via naturlig selektion. Ved at bruge samme bedrageriske teknik som altid, prøvede de at vildlede folk til at tro, at lyse målere udviklede sig til mørke. Denne påstand blev udråbt med frasen ”evolution i aktion”. Men fakta var noget helt andet, fordi disse målere faktisk ikke undergik nogen evolutionær forandring overhovedet. Det eneste, det var, var et stort darwinistisk bedrag.

I 1953 besluttede H. B. D. Kettlewell, en darwinistisk læge og amatørbiolog, sig for at udføre et eksperiment for at observere fænomenet. Han udførte forsøg og observationer i engelske landområder, hvor målerne boede. Som resultat af hans forsøg bestemt Kettlewell, at mørkere målere på lysere lav blev fanget i større antal. Han erklærede så dette i sin artikel med titlen ”Darwins manglende bevis” i Scientific American, som om dette var en stor opdagelse i darwinismens navn. I 1960 havde Kettlewells redegørelse fået sin plads i alle skolerne lærebøger.

sanayi kelebekleri

Som resultat af industriel forurening døde lavet, en slags mos, på træstammerne og stammerne blev sorte. Da lyse målere er mere synlige på disse stammer, spises de oftere af fugle. Derfor falder antallet af lyse målere, mens de mørke stiger, da de ikke spises lige ofte. Men at der er flere af én slags måler er bestemt ikke evolution. Men darwinister prøver at vildlede folk og fremstiller det som angiveligt bevis for evolution.

I 1985 begyndte man at opdage visse særheder. En ung amerikansk biologilærer, Craig Holdrege, faldt over en interessant udtalelse i noterne fra Sir Cyril Clarke, en nær ven af Kettlewell, som deltog i hans forsøg. Clarke sagde:

Alt, vi har observeret, er, hvor målerne ikke tilbringer dagen. I 25 år har vi kun fundet to betularia på træstammerne eller væggene ved vores fælder…89

Holdrege havde i lang tid vist sine elever fotografier af målere, som sad på træstammer, og beskrevet, hvordan fugle kunne lokalisere og fange de mere synlige. Men nu sagde én, der havde forsket i disse målere i 25 år, at han kun havde set målere på træstammerne to gange. En heftig videnskabelig debat opstod næsten øjeblikkeligt. Debatten førte til følgende konklusion: mange studier udført efter Kettlewells forsøg viste, at målerne kun landede på én slags træstamme og foretrak undersiden af horisontale grene på alle andre slags træer. Siden 1980’erne havde alle været enige om, at målere kun meget, meget sjældent landede på træstammer. Mange forskere, som Cyril Clarke og Rory Howlett, som udførte et 25 år langt forsøg på området, såvel som Michael Majerus, Tony Liebert og Paul Brakefield har udtalt, at ”Kettlewell tvang målerne til at opføre sig på en unaturlig måde i hans forsøg, hvorfor resultaterne af forsøget er videnskabeligt uacceptable.”

Forskere, som undersøgte Kettlewells forsøg, mødte et endnu mere forbløffende fund: mens der skulle være flere lyse målere i uforurenede dele af England, så var der faktisk fire gange så mange mørke. Med andre ord var der, modsat Kettlewells påstande og det, der var blevet skrevet i alle evolutionistiske kilder, ingen sammenhæng mellem træbark og ratioerne i målernes populationer.

Den amerikanske lepidopterolog (en ekspert i det videnskabelige studie af sommerfugle og målere) Ted Sargen og andre forskere noterede, at de fleste målere ikke landede på træstammerne med gemte sig under de øverste grene. I tillæg sov de fleste målere om dagen og fløj rundt om natten – altså, når fuglene sov!90

Jo mere, man undersøgte området, jo større blev skandalen: ”målerne på træbarken”, fotograferet af Kettlewell, var faktisk døde. Da målere sætter sig på grenenes underside frem for træstammerne, var der i sandhed ingen måde, hvorpå han kunne få et sådan billede. Af den grund satte Kettlewell disse døde dyr fast på træerne med lim og fotograferede dem.91

New York Times kom med denne kommentar, da man indså, at de målere, som darwinister så ivrigt havde fremstillet som videnskabeligt bevis i omkring et århundrede, faktisk var et bedrag: ”Det mest berømte eksempel på evolution i aktion må nu blive det mest berygtede”.92

Da evolutionærbiologien fra University of Chicago hørte om dette bedrag i 1998, skrev han om denne ”skam”, fordi de industrielle målere, han havde lært sine elever om i årevis, var et svindelnummer, og han sammenlignede sin reaktion med ”den forfærdelse, der fulgte min opdagelse som 6-årig af, at det var min far og ikke Julemanden, som kom med gaverne juleaften.”93

Med afsløringen af alle disse fakta, indså folk, at historien om de industrielle målere, fremstillet som ”Darwins manglende bevis”, faktisk var et stort bedrag. I årtier var hundred millioner blevet bedraget af fotografier af et par døde målere, limet fast på et træ, og en gammel fortælling om den. Sandheden om dette er: det bevis, som Darwin skulle bruge, eksisterer ikke, og det er umuligt, at det nogensinde findes. Fordi levende ting ikke udviklede sig.

Det interessante er, at de industrielle målere stadig i nogle lærebøger fremstilles som bevis på evolutionen. På denne måde forsøger darwinister at vildlede letpåvirkelige unge sind, som ikke er klar over dette bedrag. At fremstille et bedrag som et faktisk bevis, selvom dette bedrag allerede er blevet afsløret, er faktisk bevis på darwinismens fortvivlelse, mangel på beviser og rene ideologiske natur. Skabelsesfaktummet er klart at se. Darwinister, som forsøger at undgå dette klare faktum, forestiller sig, at de kan finde en løsning ved at ty til løgne og kneb. Men Allah vil bestemt gøre op med fup, løgn og overtroiske religioner.

Og sig: ”Sandheden er kommet, og borte er falskheden!” Sandelig, falskheden er altid (dømt til) tilintetgørelse. (Surah al-Isra’, 81)

15. Haeckels Embryotegninger er Falske

Ernst Haeckel ve sahte embriyo çizimleri.

Ernst Haeckel og hans falske fostertegninger.

I sin bog Natürliche Schöpfungsgeschichte (Den naturlige skabelses historie) fra 1868 foreslog Ersnt Haeckel, at han havde lavet diverse sammenligninger mellem menneske-, abe- og hundefostre. De tegninger, han producerede, bestod af næsten identiske fostre. På baggrund af disse tegninger foreslog Haeckel så, at de involveret livsformer havde fælles oprindelse.

Men situationen var ganske anderledes. Haeckel havde produceret et tegning af bare ét foster, og producerede så menneske-, abe- og hundefostre fra denne ved at lave meget små ændringer. Det var, med andre ord, et svindelnummer.

Det var det angiveligt ”videnskabelige værk” (!), som Darwin brugte som kilde i sin bog The Descent of Man. Faktisk indså nogle folk, at Haeckels illustrationer var en forvrængning, før Darwin overhovedet skrev sin bog. Efter afsløringen af bedraget indrømmede Haeckel selv det kæmpestore videnskabelige bedrag, han havde begået:

Efter denne kompromitterende indrømmelse af ”forfalskning” skulle jeg være forpligtet til at betragte mig selv som fordømt og tilintetgjort, hvis jeg ikke havde den trøst af at se ved min side på anklagebænken hundredvis af kolleger – syndere, blandt dem mange af de mest betroede observatører og højest agtede biologer. Langt størstedelen af alle diagrammer i de bedste biologilærebøger, afhandlinger og tidsskrifter ville i samme grad pådrage sig anklagen om ”forfalskning”, for de er alle upræcise og mere eller mindre manipulerede, skematiserede og konstruerede.94

Men ifølge darwinister var der, for at kunne opretholde darwinismens dogme, et behov for at erklære, at et af de falske beviser i deres besiddelse faktisk var ”bevis for evolution”. Det begåede bedrageri, og at andre darwinister kendte til det, var ikke vigtigt for dem. Det, der var vigtigt for dem, var, at det blev udråbt som bevis for evolution – også selvom det var forfalsket.

Det er grunden til, at Darwin og de biologer, som støttede ham, fortsatte med at betragte Haeckels tegninger som en referencekilde, selvom bedraget var blevet afsløret. Og det opmuntrede Haeckel endnu mere. I årene efter producerede han flere serier af sammenlignende fosterillustrationer. Han lavede diagrammer, som viste fisks, salamanderes, skildpadders, kyllingers, kaniners og menneskers fostre side om side. Det bemærkelsesværdige her var, hvordan fostre fra de forskellige livsformer lignede hinanden i høj grad og gradvist afveg fra hinanden over deres udvikling. Ligheden mellem fiskenes og menneskenes fostre var særligt meget slående. Så meget, at fiktive ”gæller” kunne ses på tegningerne af det menneskelige foster, ligesom på fiskenes. Under det videnskabelige dække, han gav disse illustrationer, lancerede Haeckel sin ”rekapitulationsteori”: ontologi gentager fylogeni. Betydningen af dette slogan var som følger: ifølge Haeckel gentager alle levende ting under den udvikling, de gennemgår i ægget eller moderens livmoder, dens arts angivelige ”evolutionære historie”, helt fra udgangspunktet. Ifølge denne falske teori skulle det menneskelige foster i moderens livmoder først ligne en fisk og så, i efterfølgende uger, en salamander, en reptil og et pattedyr, dør det endelig ”udvikler” sig til et menneske.

Men dette var et stort bedrag.

Haeckel'in sahte çizimleri ve çizimlerin olması gereken gerçek halleri

fisk
salamander
skildpadde

kylling
kanin
menneske

A. Ovenfor, Haeckels falske tegninger

B. Under, hvordan tegningerne skulle have set ud

I 1990’erne undersøgte den britiske embryolog, Michael Richardson, hvirveldyrs fostre under mikroskopet og fandt ingen lighed med Haeckels tegning. Efter deres studie udgav Richardson og hans hold sande fotografier af fostre i august 1997 udgaven af tidsskriftet Anatomy and Embryology. Det så ud til, at Haeckel havde taget diverse skabeloner og fordrejet dem på forskellige måder, så fostrene ville ligne hinanden. Han tilføjede opdigtede organer til fostre, fjernede organer fra andre og afbildede fostre af meget forskellig størrelse som værende samme størrelse. De fordybninger, som Haeckel fremstillede som ”gæller” i menneskefostret, havde faktisk intet at gøre med gæller. De var faktisk mellemørekanalen og starten på parathyroidea kirtlen og halskirtlen. Fostrene lignede faktisk slet ikke hinanden. Haeckel havde lavet utallige ændringer i sine illustrationer.

En artikel om Haeckels tegninger, længe holdt på dagsordenen som falske beviser på evolution, optrådte i Science udgaven fra 5. september, 1997, med titlen ”Haeckels fostre: bedrageri genopdaget”, hvorefter hele den videnskabelige verden var enige om, at der var begået et bedrageri. Artiklen indeholdt følgende linjer:

Haeckel tilføjede eller undlod ikke bare egenskaber, rapporterer Richardson og hans kolleger, men han manipulerede også størrelsen for at overdrive ligheden mellem arter, selv når der var 10-foldig størrelsesforskel. Haeckel udviskede også forskelle ved ikke at navngive arterne i de fleste tilfælde, som om en repræsentant var nøjagtig for en hel dyregruppe. Faktisk varierer selv nært beslægtede fostre såsom fiskenes en lille smule i deres udseende og udviklingsmæssige vej, bemærker Richardson og hans kolleger. ”Det (Haeckels tegninger) ser ud til at vise sig som en af biologiens mest berømte forfalskninger”.95

I marts 2000 sagde Stephen Jay Gould, en evolutionist og palæontolog fra Harvard University, at han længe havde været klar over dette bedrag, men han havde foretrukket at forblive stille, som dajjals system kræver det.96 Når offentligheden fandt ud af, at tegningerne var falske, sagde Gould, så var det et akademisk mord, at de stadig blev brugt, og han sagde: ”Vi har, mener jeg, ret til at være både forbløffede og flove over det århundrede med blindt genbrug, som har ført til, at disse tegninger har varet ved i en lang række, hvis ikke størstedelen af, moderne lærebøger.”97

Haeckel'in sahte embriyo çizimleri

Den moderne biologibog til venstre bruger falsk evolutionistisk propaganda ved at bruge Haeckels falske tegninger. Dette er vigtig evidens for, hvor bredt og skamløst det darwinistiske bedrag begås.

Haeckels bedrag var så åbenlyst og så stort, at han blev beskyldt for falskneri af fem forskellige professorer og fundet skyldig ved retten på Jena University.98

Sir Gavin de Beer fra Great Britain’s Natural History Museum beskrev denne forfærdelige skandale som følger:

Sjældent har en påstand som Haeckels ”rekapitulationsteori”, letkøbt, ryddelig og plausibel, bredt accepteret uden kritisk undersøgelse, gjort så meget skade for videnskaben.” 99

Haeckels falske illustrationer nåede faktisk deres mål på vegne af darwinister. Selvom de var blevet erklæret falske, så havde de stadig en negativ indflydelse, da mange folk stadig troede, de var ægte. Og på trods af deres videnskabelige ugyldighed, så ændrede de stadig det generelle syn på levende ting for folk, som var under uddannelse, i negativ retning. Henry M. Morris, grundlægger af the Creation Research Society og the Institute of Creation Research, analyserede situationen på denne måde:

Lige siden Darwin – og særligt siden Freud – har psykologer formodet, at mennesket blot er et udviklet dyr, og de har evalueret dets adfærdsproblemer på et dyrisk grundlag. Forsøg med aber eller andre dyr (selv med insekter) bruges som vejledning for menneskelige problemer…

Rekapitulationsteoriens bitre frugter (for længst videnskabeligt miskrediteret) fortsatte med at vokse i mange områder af samfundet…100

Utroligt nok beholder Haeckels falske illustrationer, beskrevet som en videnskabelig skandale og behandlet med forbløffelse – selv af nogle evolutionister – når de fremstilles som evidens, stadig deres plads i diverse lærebøger. Denne forbløffende situation viser størrelsen af de darwinistiske bedrag. Molekylærbiologen, Jonathan Wells, fra University of California beskriver situationen som følger:

Mange lærebøger bruger en smule gentegnede versioner af Haeckels fostre. Et eksempel er 1999 udgaven af Peter Raven og George Johnsons Biology…

Andre eksempler inkluderer 1998 udgaven af Cecie Starr og Ralph Taggarts Biology: The Unity and Diversity of Life, … den nyeste udgave af James Gould og William Keetons Biological Science, som skriver: ”Et embryologisk faktum, som skubbede Darwin mod ideen om evolution, er, at tidlige fostre fra hvirveldyr i høj grad ligner hinanden”, og Burton Guttmans 1999 lærebog, Biology, som ledsager gentegnede udgaver af Haeckels embryoner med det følgende: ”Et dyrs embryoniske udvikling indeholder ledetråde til dets forfædres former.”101

Det faktum, at Haeckels falske illustrationer stadig bruges i biologi lærebøger, som om de udgjorde et bevis for evolution, er uden tvivl ikke blot en fejl. På trods af at være forfalskninger, så inkluderes disse illustrationer bevidst i lærebøger. Hovedårsagen til dette er uden tvivl, at de repræsenterer et vigtigt falsk bevis for darwinismens hovedpointe – den løgn, at mennesket er et uansvarligt dyr. Jonathan Wells har følgende kommentar om denne løgn, som bevidst holdes i live af darwinistiske forskere:

Haeckels fostre lader til at give så stærk evidens for Darwins teori, at nogle versioner af dem kan findes i næsten alle moderne lærebøger, som handler om evolution. Men biologer har vidst i over et århundrede, at Haeckel forfalskede sine tegninger. Hvirveldyrs fostre så aldrig så ens ud, som han fik dem til. Endvidere er det stadie, som Haeckel kaldte det ”første”, faktisk halvvejs gennem udviklingen. De ligheder, han overdrev, forudgås af slående forskelle i tidligere stadier af udviklingen. Selvom du måske aldrig vil finde ud af det ved at læse biologiens lærebøger, så er Darwins ”stærkeste enkelte klasse af fakta” et klassisk eksempel på, hvordan beviser kan fordrejes for at passe til en teori. 102

Selvom darwinister i det korte løb var begejstrede for, at en løgn, planlagt af dajjal, blev fremsat som falsk bevis for en kættersk teori og havde sådan en indflydelse, så var den faktisk en stor skuffelse for dem. Gennem Haeckels tegninger kunne folk se, hvor stort et bedrag en erfaren forsker ville ty til i darwinismens navn. Det blev således igen bevist, hvordan darwinismen var i konstant behov for en ”løgn”. Folk så tydeligt, hvordan evolutionister kunne vende det blinde øje til et bedrageri. Haeckels svindelnummer var endnu et vigtigt bevis for ødelæggelsen af evolutionsteorien og dajjals system. Dette bedrag er måske blevet mødt af stilhed i det 20. århundrede, men det 21. århundrede har set dette og lignende bedrag blive afsløret, og de sande videnskabelige beviser udstillet. Jo mere disse bedrag er blevet afsløret, og jo mere oprigtigt videnskabeligt bevis, der produceres, jo tydeligere er darwinismens kollaps blevet.

16. Hestens Sekventielle Udvikling er et Bedrag

I 1879 gik to velkendte evolutionister på den tid endnu længere i deres stræben efter at skabe beviser for den fiktive evolution bag hestescenariet, og de opsatte den hesteserie, som darwinister ville beholde på dagsordenen i mange år fremefter. De amerikanske fossilforskere, Othniel Charles Marsh og Thomas Huxley (kendt som ”Darwins Bulldog”), etablerede en angivelig serie af hesteevolution ved at fremstille diverse klovbærende fossiler, baseret på antallet af negle på for- og bagben samt tændernes struktur. Et lille fossil fra et pattedyr, tidligere kaldet Hyracotherium af Sir Richard Owen i 1841, blev omdøbt for at give genlyd af såkaldt evolution ved at få navnet Eohippus, som betyder ”Daggryshest.” Parret udgav deres påstande og diagrammet i the American Journal of Science og lagde hermed grundlaget for hestenes evolutionære sekvens, udstillet fra Eohippus til nutiden på museer og i lærebøger som angiveligt evidens for evolution. Hovedtrinnene i denne fiktive serie var Eohippus, Orohippus, Miohippus, Hipparion og nutidens Equus.

Denne fiktive sekvens blev fremstillet som det største bevis for hestenes evolution i det næste århundrede. Det faldende antal tæer og den regulære stigning i størrelse, fra mindre til større, var nok til at overbevise evolutionister.

Kort tid efter begyndte uoverensstemmelser i den evolutionære sekvens at vise sig. Nye fossiler blev udgravet, og det var problematisk at indsætte disse i den falske sekvens. Problemet var, at karakteristika såsom fossilernes placering, alder og antal tæer dannede uoverensstemmelser og ødelagde serien, som viste sig at være en inkonsekvent og meningsløs bunke fossiler i lyset af disse nye fund.

atın sahte evrim şeması

Eohippus
Mesohippus
Miohippus

Merychippus
Pliohippus

Mange darwinister blev langsomt tvunget til at indrømme, at scenariet om den darwinistiske hestesekvens ikke var baseret på sande beviser. I november 1980 blev en fire dages konference holdt på Chicago Museum of Natural History, hvor 150 evolutionister deltog, og man overvejede de problemer, som evolutionsteorien stod overfor. Boyce Rensberger, som talte ved konferencen, beskrev, hvordan hesteserien ikke havde noget grundlag i fossile fund, og at ingen sådan gradvis proces som hestenes evolution nogensinde havde fundet sted:

Man har længe vidst, at det populært fortalte eksempel om hesteevolution, som foreslår en gradvis sekvens af ændringer fra firtåede væsner på rævestørrelse, som levede for næsten 50 millioner år siden, til nutidens meget større, totåede heste, var forkert. I stedet for gradvise ændringer, så opstår fossiler fra hver mellemliggende art fuldt distinkte, forbliver uændrede og uddør så. Overgangsformer er ukendte.103

Et andet problem i hestens fiktive evolution er dateringen. Doktor Nicholas Comninellis kommenterer:

En anden udfordring for forslaget om hesteevolutionen er, at timingen ikke stemmer. Evolutionsteorien er baseret på det koncept, at én art er tilbøjelig til at udvikle sig til en anden, fordi den er bedre tilpasset overlevelse. Dette fører til en udslettelse af den første art. I hestenes tilfælde, så må de tretåede heste ikke have været så solide som de ettåede. Evolutionen kræver millioner af år for, at overgange kan ske mellem arter – masser af tid for, at den første art kan uddø.

Men i dag ved vi, at de tretåede og ettåede heste levede sammen i Nordamerika. Det faktum, at forskellige slags heste levede sammen, er i total uoverensstemmelse med evolutionens forklaring. Læg til dette faktum, at de manglende led mellem Hyracotherium, Miohippus og Equus aldrig er blevet identificeret. Frem for at støtte evolutionen, så er hestenes historie mere i overensstemmelse med speciel skabelse – fuldt formede væsner, som blev skabt samtidigt.104

Selvom ugyldigheden ved hestens evolution er blevet gjort tydelig, og selvom darwinister har indrømmet denne situation, så bruges denne mytiske sekvens, ligesom andre darwinistiske bedrag, i darwinistiske udgivelser og lærebøger. Den evolutionære serie fremstilles som et konkret faktum og udstilles på naturhistoriske museer, kurateret af verdenskendte palæontologer og forskere. Dr. Niles Eldredge, en evolutionistisk palæontolog og direktøren for det verdenskendte American Museum of Natural History, indrømmede for omkring 20 år siden, at evolutionistiske påstande om den hesteserie, der var udstillet på hans eget museum, kun var baseret på deres egen fantasi. Eldredge kritiserede også den måde, hvorpå denne spekulative serie blev fremstillet som videnskabeligt fakta på en sådan måde, at den fandt vej til skolernes lærebøger:

Jeg indrømmer, at en hel masse af det [opdigtede historier] er kommet ind i lærebøger, som om det var sandt. For eksempel det mest kendte eksempel på hesteevolution, fremstillet for omkring halvtreds år siden. Det er blevet præsenteret som en bogstavelig sandhed i lærebog efter lærebog. Det, synes jeg, er beklageligt, fordi de folk, som foreslår disse slags historie, måske selv er klar over den spekulative natur bag noget af det. Men på det tidspunkt, de når til lærebøgerne, så har vi videnskab som sandhed, og vi har et problem.105

Den darwinistiske Eldredges analyse er meget nøjagtig. Eftersom bevidste fordrejninger repræsenterer essensen af dajjals system, så tyr de, som går ind for dette system, også til bedrag. Alle de eksempler på darwinistisk bedrag, som nævnes ovenfor, er blevet afsløret, og deres falske natur er endda blevet indrømmet af darwinistiske forskere. Disse eksempler er tilstrækkelige til at vise sandheden bag dajjals system. Men det er stadig brugbart at komme med følgende påmindelse: Evolutionsteorien, altså den darwinistiske ideologi, er bygget på en løgn, som skal benægte Allahs eksistens. Derfor er alle de påstande, forslag og beviser, som produceres af darwinismen, er falske. Alle erklæringer om, at ”beviser er blevet opdaget”, ”levende ting udvikledes”, eller ”mennesker og chimpanser stammer fra en fælles forfader” er løgne. Darwinister omfavner en løgn. Deres ulogiske lydighed og hengivenhed til dajjals system er blind hengivenhed til darwinismens religion, udelukkende for at kunne modsætte sig troen på Allah.

Faktum er, at de går ind for en overtro, en forfærdelig fejl. Almægtige Allah, Herren og Skaberen af Alt, siger i Sine vers:

Hvis nogen søger en anden religion end islam, vil det ikke blive godtaget, og han vil være blandt taberne i det hinsidige. (Surah Al-‘Imran, 85)

Vid! Sandelig, alle i himlene og alle på jorden tilhører Allah. Og de, der tilbeder noget andet ud over Allah, følger ikke (falske) medguder. De følger kun antagelser; de udtaler ikke andet end løgn. (Surah Yunus, 66)

 

Kilder:

67. Isabelle Bourdial, "Adieu Lucy", Science et Vie, Mayıs 1999, no. 980, s. 52-62

68. Richard Leakey, "Lucy - Evolution's Solitary Claim For an Ape/Man: Her Position is Splitting Away" Creation Research Society Quarterly, vol. 22, no. 3, Aralık 1985, s. 144-145 - Nicholas Comninellis, Creative Defense, Evidence Against Evolution, Master Books, 2001, s. 188

69. Solly Zuckerman, Beyond The Ivory Tower, New York: Toplinger Publications, 1970, s. 75-94

70. Charles E. Oxnard, "The Place of Australopithecines in Human Evolution: Grounds for Doubt", Nature, cilt 258, s. 389

71. Fred Spoor, Bernard Wood, Frans Zonneveld, "Implication of Early Hominid Labryntine Morphology for Evolution of Human Bipedal Locomotion", Nature, cilt 369, 23 Haziran 1994, s. 645-648

72. Richmond, B.G. and Strait, D.S., Evidence that humans evolved from a knuckle-walking ancestor, Nature 404(6776):382, 2000.)

73. D. Johanson - T. D. White, Science, 203:321, 1979, 207:1104, 1980 - Nicholas Comninellis, Creative Defense, Evidence Against Evolution, Master Books, 2001, s. 187-188

74. Trinkhaus, Erik (1985) Pathology and the posture of the La Chappelle-aux-Saints Neanderthal. American Journal of Physical Anthropology Vol. 67 sf. 19-41.

75. E. Trunkaus - W. W. Howells, Scientific American, 241(6):118 (1979) - Nicholas Comninellis, Creative Defense, Evidence Against Evolution, Master Books, 2001, s. 195

76. Erik Trinkaus, "Hard Times Among the Neanderthals", Natural History, cilt 87, Aralık 1978, s. 10.

77. Nicholas Comninellis, Creative Defense, Evidence Against Evolution, Master Books, 2001, s. 194

78. Francisco J. Ayala, Darwin and Intelligent Design, Fortress Press, Minneapolis, 2006, s.45

79. Malcolm Muggeridge, The End of Christendom, Grand Rapids, Eerdmans, 1980, s. 59

80. Stephen Jay Gould, "Smith Woodward's Folly", New Scientist, April 5, 1979, s. 44

81. Kenneth Oakley, William Le Gros Clark & J. S, "Piltdown", Meydan Larousse, cilt 10, s. 133.

82. Stephen Jay Gould, "Smith Woodward's Folly", New Scientist, April 5, 1979, s. 44

83. Hank Hanegraaff, Fatal Flaws "What Evolutionists Don't Want You To Know", W Publishing Group, 2003 s. 34

84. Keith Steward Thomson, "Piltdown Man: The Great English Mystery Story", American Scientist, vol. 79, 1991, s. 194 - Nicholas Comninellis, Creative Defense, Evidence Against Evolution, Master Books, 2001, s. 197

85. Pat Shipman, "On the Trail of the Piltdown Freudsters" New Scientist, vol. 128, 1990, s. 52 - Nicholas Comninellis, Creative Defense, Evidence Against Evolution, Master Books, 2001, s. 197

86. Malcolm Muggeridge, The End of Christendom, Grand Rapids MI, Eerdmans, 1980, s. 59 - Nicholas Comninellis, Creative Defense, Evidence Against Evolution, Master Books, 2001, s. 253-254

87. W. K. Gregory, "Hesperopithecus Apparently Not An Ape Nor A Man", Science, vol. 66, December 1927, s. 579

88. Hank Hanegraaff, Fatal Flaws "What Evolutionists Don't Want You To Know", W Publishing Group, 2003 s. 31-32

89. Judith Hooper, Of Moths and Men, W.W. Norton & Company, Inc., New York, 2002, s.xvii

90. Ann Coulter, Godless: The Church of Liberalism, Crown Forum Publishing, 2006, s. 236-237

91. Judith Hooper, Of Moths and Men, s. xviii

92. Ann Coulter, Godless: The Church of Liberalism, Crown Forum Publishing, 2006, s. 237

93.http://www.arn.org/docs/richards/jr_sciedreport.htm - Jonathan Wells, Evrimin İkonları, Gelenek yayınları, Ocak 2003, s. 150

94. Francis Hitching, The Neck of the Giraffe: Where Darwin Went Wrong, New York: Ticknor and Fields 1982, s. 204

95. Elizabeth Pennisi, Science, 5 Eylül 1997

96. Ann Coulter, Godless: The Church of Liberalism, Crown Forum Publishing, 2006, s. 240

97.http://www.arn.org/docs/richards/jr_sciedreport.htm

98. Hank Hanegraaff, Fatal Flaws "What Evolutionists Don't Want You To Know", W Publishing Group, 2003, s. 70

99. Hank Hanegraaff, Fatal Flaws "What Evolutionists Don't Want You To Know", W Publishing Group, 2003, S. 70

100. Henry M. Morris, The Long War Against God, Master Books, 2000, s. 32

101. Jonathan Wells, Evrimin İkonları, Gelenek yayınları, Ocak 2003, s. 103

102. Jonathan Wells, Evrimin İkonları, Gelenek yayınları, Ocak 2003, s. 86

103. Boyce Rensberger, Houston Chronicle, 5 Kasım 1980, Bölüm 4, s. 15

104. Nicholas Comninellis, Creative Defense, Evidence Against Evolution, Master Books, 2001, s. 168

105. Colin Patterson, Harper's, fiubat 1984, s.60

6 / total 14
You can read Harun Yahya's book Det Darwinistiske Dajjal Systems Død online, share it on social networks such as Facebook and Twitter, download it to your computer, use it in your homework and theses, and publish, copy or reproduce it on your own web sites or blogs without paying any copyright fee, so long as you acknowledge this site as the reference.
About this site | Sæt som Startside | Add to favorites | RSS Feed
Alle materialer kan kopiers, printes og distribueres, ved at henvise til denne hjemmeside.
(c) All publication rights of the personal photos of Mr. Adnan Oktar that are present in our website and in all other Harun Yahya works belong to Global Publication Ltd. Co. They cannot be used or published without prior consent even if used partially.
© 1994 Harun Yahya. www.harunyahya.com
page_top