< <
2 / total: 5

Er Du Klar Over, At Du Lever I En Falsk Verden?

Fornuft er den vigtigste forskel mellem troende og vantro. Fornuft, en intellektuel gave fra Allah, er en egenskab hos tjenere, som tror på Ham. Det udvikles i proportion med et individs tro og frygt for og underkastelse til Ham. Frygt for Allah og sand tro giver individet en forståelse, som tillader ham eller hende at handle i overensstemmelse med Allahs gode glæde i ethvert øjeblik af hans eller hendes liv. Ved at bruge deres samvittighed, vælger sådanne mennesker at opføre sig på den måde, der er i bedst overensstemmelse med Koranen, og dette giver dem en høj standard af adfærd, som hersker gennem hele deres liv. Allah har afsløret denne barmhjertighed for de troende i Koranen:

I, der tror! Hvis I frygter Gud, vil Han lave en sondring mellem jer, eftergive jeres onde handlinger og tilgive jer. Gud er fuld af vældig gunst. (Sura al-Anfal, 29)

En vantro kan, på den anden side, lige meget hvor klog han er, aldrig – så længe han mangler tro – besidde fornuften, hvormed han korrekt han forstå naturen i den verden, han lever i, eller hvad han skal gøre som konsekvens af dette. Det er fordi, fornuft er en helt anden ting en intelligens; det kan ikke opnås ved hårdt arbejde og erfaringer, eller ved at løse matematiske opgaver eller begrave sig selv i komplicerede akademiske processer. Fornuft er en magt af forståelse og begribelse, som kommer til ved Allahs vilje og kun tilhører de, som har tro. Allah har åbenbaret i mange af Koranens vers, hvordan de nægtende mangler sand fornuft. Nogle af disse lyder som følger:

... De, der er vantro, finder på løgne om Gud. De fleste af dem er uforstandige. (Sura al-Ma'ida, 103)

Med dem, der er vantro, er det som at råbe til noget, der kun hører råb og kald; de er døve, stumme og blinde. De forstår intet. (Sura al-Baqara, 171)

De værste dyr hos Gud er de døve og stumme, som ikke har nogen forstand. (Sura al-Anfal, 22)

En af de grundlæggede årsager til, at vantro tror, at denne verden, de lever i, er ægte, glemmer det Hinsides og kun forsøger at opfylde deres verdslige begær er, at de, som det afsløres i versene, ikke har ”nogen forstand”. Derfor forestiller de sig, at hele deres liv er begrænset til denne verden. Deres snæversyn på begivenheder og andre domme er næsten alle sammen rettet mod denne verden. De ser kun de overfladiske aspekter af livet i denne verden, er ude af stand til at forstå dens sande formål og bruger deres liv på at være totalt ubevidste om det Hinsides. Allah åbenbarer det følgende om sådanne folk i Koranen:

De kender noget overfladisk af det jordiske liv; om det hinsidige bekymrer de sig ikke. Har de aldrig tænkt derover for sig selv? Gud skabte kun himlene og jorden og alt derimellem i sandhed og kun til en fastsat frist. Men mange mennesker tror ikke på mødet med deres Herre. (Sura ar-Rum, 7-8)

Men faktum er, at Allah gennem disse vers fra Koranen har givet information om det jordiske livs sande ansigt og har advaret folk mod ikke at blive forført af det.

Menneskenes kærlighed til det, de begærer: Kvinder og børn, sammenpuget ejendom af guld og sølv, udmærkede heste, kvæg og agerjord, fremstår for dem i et smukt lys. Dette er det jordiske livs goder. Hos Gud, derimod, er den skønne hjemkomst. (Sura Al 'Imran, 14)

Det jordiske liv er kun tidsfordriv og adspredelse. Den hinsidige bolig er bedre for dem, der er gudfrygtige. Vil I ikke komme til fornuft? (Sura al-An'am, 32)

I andre vers har Allah mindet folk om, at de ignorerer det Hinsides, hvor de vil tilbringe deres sande liv:

Men nej! I elsker det flygtige uden at give agt på det hinsidige. (Sura al-Qiyama, 20-21)

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at sådan adfærd vil medvirke evige tab for de, som ikke reflekterer over betydningen af Allahs ord.

Imam Ghazali, en værdig islamisk lærd og en mand med stor visdom, kom engang med en påmindelse om dette spørgsmål og beskrev, hvordan de flygtige velsignelser i denne verden var kedelige og værdiløse sammenlignet med de, man får af Allah i det Hinsides. Ghazali opfordrede folk til at søge de gode glæder i det Hinsides:

… I kontrast til de folks stationer, er rækken af herskere i denne verden lille og kedelig – helt usammenlignelig. Allah taler derfor om det Hindsides’ sultanat, ”Når du ser dig om, ser du lyksalighed og et stort rige [sultanat]” (Sura al-Insan, 20)

Opløft goderne i det Hinsides, som Allah har beskrevet som et stor sultanat! Fuldt ud ved du, at verden og tingene i den er få og værdiløse. Livet er kort, rækken af velsignelser i denne verden og kort og meget kortvarig. Men vi mønstrer vores sjæle og ejendele for at opnå netop så lidt og nyder det i netop så kort en tid. Nogle af os opnår dette og andre mislykkes, men misunder dem, der gør. De ser aldrig, hvordan de sætter deres sjæle og ejendele i fare for at opnå dette. (Imam Ghazali, Minhajul Abidin, p. 319)

Det Sande Liv Findes I Det Hinsides

Det er gennem Koranens vejledning, at folk lærer formålet bag deres skabelse. De forstår, hvordan de skal tjene Allah, og de værdsætter sandhederne om selve livet. Som det beskrives på de følgende sider, får vi i Koranen at vide, at ”det sande liv” er det Hinsides. Som det afsløres i versene, er den verden, vi lever i i øjeblikket, blot en ”afledning”, ”et prøvelsessted”. Når en person krydser over til livet i det Hinsides, vil alt, der er tilbage af denne verden, være kortvarige minder i hans eller hendes sind. Sammenlignet med det Hinsides, ligner livet i denne verden ”et øjeblik” som i det følgende eksempel:

Forestil dig, at du sidder lykkeligt på en flodbred på en dejlig forårsdag. Forestil dig, at en let brise gør luften kølig og forfriskende. Kan du høre den fortræffelige lyd af det boblende vand? Kan du se de skønne blomster, den ene smukkere end den næste? Forestil dig, at du taler med en god ven, mens du nyder disse skønheder; forestil dig, at du dufter den rene duft fra blomsterne i luften og lytter til fuglenes søde kvidder. Forestil dig, at du, mens du nyder alle disse følelser, vågner op og befinder dig i din seng. I sådan et tilfælde ville du indse, at alt, du havde forestillet dig, var ægte, faktisk ikke var andet end en drøm: et opspind i din fantasi, som pludselig forsvandt.

Lad os nu forestille os den samme situation, efter du er vågnet. Lad os formode, at du virkelig taler med en kær ven, nyder alle de syn eller lyde ved bredden af en smuk flod.

Hvis nogen spurgte dig, ”hvilken af de to ville du foretrække?” efter du havde oplevet begge ting, ville du selvfølgelig sige, ”den hvor jeg er vågen.” Grunden er, at det, der foregår i vores drømme, forbliver i vores drømme og ikke er fordelagtigt i det virkelige liv. Ingen kan seriøst føle sorg over det, han eller hun har mistet i sin drøm, fordi han eller hun ved, at det ikke har nogen effekt på det rigtige liv. Lige meget hvor meget glæde en person finder i sin drøm, kan dette aldrig give så meget glæde, som når han eller hun er vågen i den rigtige verden.

På samme måde er livet i denne verden drømmeagtig, meget kort og flygtig, når det sammenlignes med det Hinsides. På samme måde som man vender tilbage til virkelighed fra fantasi, når man vågner fra en drøm, vil livet i denne verden, som virker så ægte nu, hurtigt slutte, og dit virkelige, evige liv vil begynde i det Hinsides. Dette er måden, hvorpå Koranen beskriver, hvordan folk indser, at de kun var en kort tid i det jordiske liv:

Han siger: "Hvor mange år har I været på jorden?" De siger: "Vi har vel været der en dag eller noget af en dag. Spørg dem, der kan tælle!" Han siger: "I har kun været der ganske kort tid. Hvis I blot vidste! (Sura al-Muminun, 112-114)

I et andet vers har Allah advaret folk ved at åbenbare, at livet i denne verden, ligesom høsten, som spirer med regn men så bliver tør og vissen, er et bedragende sted, som en dag uundgåeligt vil ende:

I skal vide, at det jordiske liv kun er tidsfordriv og adspredelse og ydre glans, indbyrdes praleri og stræben efter at få mest rigdom og flest børn! Det er, som når der falder en regn, hvis vækster glæder de vantro. Siden tørrer de ud, så man ser dem gulnes; dernæst bliver de tørre strå. I det hinsidige er der streng straf, men også tilgivelse fra Gud og velbehag. Det jordiske liv er kun bedragerisk nydelse. (Sura al-Hadid, 20)

Når dette er tilfældet, ville det være en helt forfærdelig fejl at ignorere denne virkelighed og blive draget af denne verdens flygtige velsignelser og så lide den uundgåelige turbulens. Troende ved, at velsignelserne i denne verden er en gave fra Allah og skal bruges som midler til at opnå Hans anerkendelse. Som gengæld for denne guddommelig tilgang, gør Allah alt, de troende gør, gunsigt, og belønner dem med evigt Paradis i livet i det Hinsides.

De, som nøjes med denne verden, og som ikke er i stand til at se dens sande ansigt, gør en lille eller ingen indsats for at opnå Efterlivet. Siden de forestiller sig, at den verden, de lever i, er ægte, lægger de uklogt alle deres planer med dette in mente. Selvom Allah nogle gange skænker dem velsignelser i lyset af Hans visdom, venter et stort tab dem stadig i Efterlivet, hvor de vil opleve deres rigtige liv. Allah har afsløret disse menneskers situation, i det jordiske liv og i det Hinsides, i Koranen:

Den, der ønsker at dyrke jorden i det hinsidige, ham giver Vi større udbytte af dyrkningen, og den, der ønsker at dyrke jorden i denne verden, ham giver Vi noget deraf; men han får ingen andel i det hinsidige. (Sura ash-Shura, 20)

... Sig: "Nyd blot livet lidt i din vantro! Du er en af dem, der hører til i Ilden." (Sura az-Zumar, 8)

Nej! Vi lader dem nyde livet, som Vi gjorde med deres fædre, indtil de har nået en høj alder. Har de ikke set, at Vi kommer over landet og beskærer dets omfang? Skulle de blive de sejrende? (Sura al-Anbiya', 44)

Lad dem blot spise og nyde livet! Lad blot håbet afvende deres opmærksomhed! De skal få at se! (Sura al-Hijr, 3)

Folk burde lægge mærke til disse påmindelser for at undgå en sådan skæbne i det Hinsides.

Skønhederne I Denne Verden Er Uperfekte Og Fejlfyldte

Denne er verden er drømmeagtig på samme måde, som den gode smag og følelse, man får ved at spise et æble i sin drøm, ikke er noget sammenlignet med de æbler, man spiser, når man er vågen. Så den glæde, man får fra handlinger i denne verden, er en fattig version af det tilsvarende i det hinsidige. I Koranen advarer Allah folk mod det jordiske livs bedragende natur:

... Guds løfte er sandt. Lad ikke det jordiske liv bedrage jer, og lad ikke Bedrageren bedrage jer om Gud. (Sura Luqman, 33)

Allah skabte mennesket fra jord og åndede Sin egen sjæl ind i ham; med andre ord skabte Han mennesket fra ”ingenting”. Allah kender alle menneskers egenskaber og Han er fuldstændig klar over deres jordiske begær. Han kender til deres svagheder, ønsker, de ting de nyder eller behøver, deres tvivl og frygt, kort sagt alt, bedre end de selv gør det. Allah åbenbarer, hvor tæt Han er på os, i et andet vers:

Vi har skabt mennesket. Vi ved, hvad hans sjæl tilhvisker ham. Vi er ham nærmere end halspulsåren. (Sura Qaf, 16)

Mennesker føler altid en stor længsel efter perfection i deres sjæle. Som et krav for den prøvelse, de gennemgår, har Allah, Som kender alle deres ønsker og passioner, skabt livet i denne verden med fejl og mangler sammen med de utallige velsignelser. Folk må, hvis de ønsker at være åndeligt succesfulde, stræbe efter at overkomme disse mangler og rense sig selv for fejl for at bestå den test, Herren har opstillet for dem. Men man må altid huske på det faktum, at det stadig er umuligt for dem at opnå det ønskede perfektionsniveau. Allah har gjort denne perfektion unik for Paradis og for de af Hans tjenere, som fortjener lyksalighed.

I livet i denne verden er en kamp med mange flere mangler nødvendig blot for at kunne overleve; mennesker skal, uden undtagelse, spise hver dag, sove, beskytte sig selv fra sygdomme, vaske sig og tage vare på sig selv. På præcis samme måde skal de bruge deres fornuft og samvittighed på alle tidspunkter for at beskytte sig selv fra det onde i jordiske begær og for at udvise korrekte moralske værdier.

Som det skrives i Koranen, ”Han er Gud; Skaberen; Ophavsmanden; Formgiveren. Ham tilkommer de skønneste navne. Alt i himlene og på jorden lovpriser Ham. Han er Den Mægtige og Den Vise.” (Sura al-Hashr, 24), er Allahs skabelse fejlfri. Vores Herre har magten til at opnå alt og skabe alt, Han ønsker. Men Han opfordrer mennesker til at tænke ved at skabe fejl og mangler i livet i denne verden.

Når det betragtes adskilt og sammenlignes med perfektionen ved livet i Paradis, kan visdommen bag manglerne i denne verden lettere forstås. For at give et eksempel kan et menneske, uanset hvad, ikke holde længere end to eller tre dage højst uden søvn. Så følger der et gradvist tab af bevidsthed, og den person mister al kontakt med virkeligheden. På samme måde vil en person, som går flere dage uden at vaske sig, blive beskidt og føle et stort fysisk ubehag. En person må også spise og tage vare på sig selv regelmæssigt for at kunne overleve. Sygdom er endnu en ufuldkommenhed. Det er fordi, mennesker er så hjælpeløse, at selv en bakterie eller virus, så lille, at den er usynlig for det blotte øje, kan resultere i sygdom og tvinge individet til at hvile i ugevis. I sådan et tilfælde bliver personen svag og har ikke meget glæde ved de fleste ting. Den pågældende person vil uden tvivl blive meget afhængig af andre menneskers hjælp og omsorg.

Som følge af Hans uendelig medfølelse har vores Herre også skabt midlerne, hvorved folk kan overkomme de ufuldkommenheder, de møder i livet i denne verden; levnedsmidler, som giver styrke og kraft, materialer som kan bruges til rengøring og kropslig vedligeholdelse, og medicin der kan kurere sygdom, er alle sammen beviser på Allahs medfølelse for og beskyttelse af Sine skabelser.

Sammen med sådanne fysiske ufuldkommenheder i det jordiske liv, findes der også åndelige; den måde hvorpå en persons hjerte kan være bekymret og føle tvivl eller frygt er eksempler på dette. Endvidere tilfredsstilles jordiske passioner aldrig længe; en aktivitet som indledes med stor entusiasme bliver hurtigt trættende. Disse er blot nogen af de ufuldstændigheder, Allah har skabt specielt for denne verden.

Men lad os også bemærke, at selvom de åndelige vanskeligheder i dette liv bliver til stor lidelse for dem uden tro, lever troende meget fjernt fra dem. Mennesker er skabt med mange negative egenskaber i deres begær, men tro og frygt for Allah vil beskytte dem fra disse ondskaber og de mange svagheder i deres egne passioner, deres egen jordlighed. At binde sig selv til Allah med oprigtig tro og underkastelse forhindrer en person i at lide under sådanne åndelige bekymringer som træthed, fortvivlelse og sorg. På den anden side resulterer de ovenforstående åndelige vanskeligheder i forfærdelig krise for vantro.

Med alle disse fejl og mangler, Han har skabt, afslører Allah denne verdens falske ansigt for os, som Han har skabt udelukkende for at teste vores tro. Individet længes derfor efter et liv, hvor der ikke findes nogen ufuldkommenheder, hvor alt er fejlfrit og fuldstændigt – efter Paradis. I Paradis vil folk leve for evigt uden nogen form for bekymringer, vil aldrig blive trætte af eller kede sig over, hvad de får fra Allah. Som Han afslører i Koranen:

De siger: "Lovet være Gud, som tog sorgen fra os! Vor Herre er tilgivende og taknemmelig Han, der i sin gunst lader os bo i den evige bolig, hvor ingen træthed og udmattelse rammer os." (Sura al-Fatir, 34-35)

I et andet vers har Allah afsløret, at troende i Paradis vil finde alt, hvad hjertet begærer:

De, der siger: "Vor Herre er Gud!" og derpå er retlinede, over dem vil englene stige ned: "Frygt ikke, og vær ikke bedrøvede! Fryd jer over Haven, som I har fået løfte om! Vi er jeres venner i det jordiske liv og i det hinsidige. Dér får I alt, hvad sjælen kan begære, og dér får I, hvad I forlanger.” (Sura Fussilat, 30-31)

Siden vantro ikke tror på eksistensen af det Hinsidige, prøver de forfængeligt at opfylde dette aspekt af deres begær fra det jordiske liv. De tror fejlagtigt, at jo flere velsignelser, de kan opnå i denne verden, jo lykkeligere vil de være. Derfor, som det afsløres i verset, ”Lad Mig om ham, som Jeg alene skabte, som Jeg skænkede udstrakt ejendom og sønner, som er til stede; som Jeg jævnede vejen for, og som derpå kræver, at Jeg skal give ham mere!” (Sura al-Muddaththir, 11-15), jagter de efter tilbuddene i denne verden med stor passion og begærlighed.

Men faktum er, at intet antal materielle genstande vil bringe en person den lykke, han eller hun søger. Det er fordi, den tomhed i de vantros hjerter, som de prøver at udfylde med materielle værdier, faktisk stammer fra det faktum, at de lever deres liv fjernt fra Allah. Allah har skabt mennesker på en sådan måde, at de kun kan finde fred ved at huske på Ham. En person, som ikke husker Allah, spilder sit liv. Sådanne folk forestiller sig fejlagtigt, at goder, ejendom, rang eller berømthed garanterer lykke.

Kun i det Hinsidige vil de indse den ultimative hulhed ved de indsatser, de har gjort i denne verden. Som gengæld for deres nægtelse af Allah i denne verden vil de møde bitter lidelse i den næste. Dette er en så forfærdelig lidelse, at de glædeligt vil opgive alt, der var dem kært i denne verden, for at blive fri for den: deres familier, venner, de goder de var så tæt knyttet til, og som de prøvede at øge ved at arbejde dag og nat. Allah har beskrevet de vantros situation i det Hinsidige:

Enhver, der har handlet uret, ville, hvis han ejede, hvad der findes på jorden, gerne løskøbe sig dermed. Inderst inde fortryder de, når de ser straffen. Der vil blive truffet afgørelse mellem dem med retfærdighed; de vil ikke blive gjort uret. (Sura Yunus, 54)

Hvis de, der handler uret, ejede alt på jorden og lige så meget til, ville de gerne løskøbe sig dermed fra den onde straf på opstandelsens dag. Da vil noget fra Gud, som de ikke havde regnet med, blive synligt for dem. (Sura az-Zumar, 47)

De får hinanden at se. Den, der forbrød sig, ville ønske, at han kunne løskøbe sig fra straffen på den dag, med sine sønner, med sin ægtefælle og sin broder, med sin slægt, der gav ham husly, med alle, der er på jorden, og at det kunne frelse ham. Men nej! Den er flammende lue. (Sura Al-Ma'arij, 11-15)

Det er de, som har tro, og som lever for Allahs gode glæde, som vil blive fri fra lidelserne i denne verden og den evige pine i Efterlivet. I Koranen giver Allah de, som udviser den moral, nyhederne om et glædeligt liv i både denne verden og den næste:

Enhver, der handler retfærdigt og er troende, mand eller kvinde, vil Vi lade leve et godt liv. Vi vil som gengæld give dem deres løn for de smukkeste handlinger, som de har udført. (Sura an-Nahl, 97)

Den store islamiske lærde Abdul-Qadir Gilani har også påmindet folk om ikke at blive vildledt af forstyrrelserne i denne verden men at arbejde for at opnå vores Herres anerkendelse og Efterlivet, og at en person i tilfælde af, at han udviser så moralske værdier, vil finde det bedste af alt i det Hinsidige:

Lad ikke dine største bestræbelser være så simple ting som at spise, drikke, klæde dig på og blive gift. (For disse er ingen ender i sig selv, men midler til at opnå enderne. Forvir ikke midlerne med enderne.) Hvor er hjertets og hemmelighedens bestræbelser? Det er, hvad man må vide og finde. Hav ingen tvivl om, at dette ikke er andet end et begær for Allah. Dette må være dit arbejde og din vigtigste bekymring. I det tilfælde, lad din mest oprigtige og seriøse bestræbelse være Herren og de ting, der i Hans syn…

Det Hinsidige er det modsatte af denne verden. Skaberen er det modsatte af folket. Vid, hvordan du går fra denne verden til det Hinsidige, fra folk til Skaberen…

Alt du forlader i denne verden, vil du finde i en mere gunstig form i det Hinsidige. Vær så klar, som om du kun havde en dag tilbage at leve i…” (Abdul-Qadir Gilani, Gonul Incileri Ikazlar (Warnings of the Pearls of the Heart), oversat til tyrkisk af Celal Yildirim, Bahar Yayinlari, s. 27-29)

Lidenskab Og Begær Er Forhindringer For Lykke

Allah afslører i Koranen, at folks jordiske begær indeholder to distinkte elementer. En af disse er ”samvittigheden”, som befaler, hvad der er godt og forbyder, hvad der er ondt. Den anden er fujoor, som befaler hvad der er ondt. Ordet fujoor betyder at begå synd og oprør: at lyve, vende sin ryg mod det, der er rigtigt, bryde retfærdige love, moralsk kollaps og det, der er en fornærmelse mod guddommelighed. Med andre ord indeholder konceptet fujoor alle de negative egenskaber i det menneskelige ego. I Koranen afslører Allah, at Han har indgydet både fujoor og samvittighed, som tilskynder mennesker at undgå det førstnævnte:

Ved [jeg svær ved] en sjæl og det, der har formet den, dernæst indgivet den dens fordærv [fujoor] og dens gudsfrygt [taqwa]! Den, som renser den, ham går det godt, men den, der lader den gå til, får ikke lykken med sig. (Sura ash-Shams, 7-10)

Den anden vigtige egenskab af umoralske begær, der beskrives i Koranen, er ”lidenskab” og ”grådighed”. En person, som stiller sig tilfreds med livet i denne verden og ikke overvejer det Hinsidige, er hengivet til alt, han ejer, med ”lidenskab” og ”grådighed”. Han eller hun begynder at leve, som om døden og Efterlivet er langt væk. Faktisk prises og æres folk lidenskaber i samfund, der er langt fra Koranens moralske værdier. Jo mere tilknyttede folk er til livet i denne verden og jo mere indsats, de lægger i for at opnå dens fordele, jo mere æres de af andre, som deler samme fordrejede tankegang. Men dette er en stor fejl. En person må selvfølgelig stræbe efter at have et behageligt liv og bør altid forsøge at gøre sit bedste. Men den beslutsomhed og vilje må rettes mod den livsstil, Allah anerkender. Ellers ville det være en forfærdelig fejl, at glemme vores Herre, Som giver dem alt, de ejer, at blive fanget i jordiske begær og i et liv, der er langt fra Koranens moralske værdier.

Opmærksomhed ledes hen på vantros lidenskabelige tilknytning til ting i denne verden i verset, ”Og I elsker ejendom inderligt.” (Sura al-Fajr, 20). I et andet vers, ”Nydelsen i det jordiske liv er ringe. Det hinsidige er bedre for den, der er gudfrygtig.” (Sura an-Nisa’, 77), minder Allah os om, at de velsignelser, folk er så lidenskabeligt glade for, er nydelserne ved livet i denne verden. Ordet ”nydelse” betyder i denne sammenhæng værdiløse ting, ultimativt dømt til at forsvinde. Velsignelserne i denne verden, som folk begærer så grådigt, er falske og værdiløse sammenlignet med dem i det Hinsidige.

De Som Bedrages Af Den Falske Verden, Er Altid Bekymrede

Enhver hændelse, folk oplever gennem deres liv, ethvert ord de siger, hvert billede de ser: alt er skabt af Allah, Herren af Universet. At vide dette og leve med den ro, denne viden indgyder, er en af livets og troens største glæder. Folk som er klar over Allahs kontrol over hele universet, som ved, at Han altid vil skabe det bedste og mest gunstige, opfører sig på en underkastende og accepterende måde. Deres hjerter har derfor altid fred. De ved, at Allah skaber alt i lyset af en bestemt skæbne, med godhed og visdom, og handler altid med den selvsikkerhed, som denne viden bringer med sig. De troendes underkastende attitude beskrives i et andet vers:

Sig: "Intet andet vil ramme os end det, som Gud har bestemt for os. Han er vor skytsherre." Til Gud skal de troende sætte deres lid. (Sura at-Tawba, 51)

Lige meget hvad der sker for dem, fortvivler troende, som ved, at alt er under Allahs kontrol, aldrig når de møder modstand eller vanskeligheder. De prøver altid at se det positive aspekt af alt. Alt, som en person vil tænke eller sige gennem sit liv, er forudbestemt ned til mindste detalje af Allah, før han eller hun overhovedet er blevet født. Individet møder disse hændelser, som er bestemt for ham eller hende, når tiden er rigtig. Da troende ved, at alt i deres skæbne er blevet skabt for at give et gunstigt udfald, underkaster de sig altid den skæbne og føler sig sikre og i ro. I Koranen har Allah åbenbaret:

Ingen ulykke rammer på jorden eller hos jer selv, uden at den findes i et skrift allerede, inden Vi har skabt den. Dette er let for Gud. I skal derfor ikke sørge over det, der er forsvundet for jer, og ikke fryde jer over det, som Han har givet jer. Gud elsker ingen selvbevidst pralhals. (Sura al-Hadid, 22-23)

De, som ikke er i stand til at forstå disse sandheder, skader sig selv ved at blive opslugt af glæderne i denne verden. Da de begår den fejl at tro, at hændelser finder sted uafhængigt af Allah, leder de efter måder at blande sig i dem på. Når begivenheder går ”dårligt” eller ”mod dem”, er det en kilde til konstant sorg og uundgåelig utilfredshed for sådanne mennesker. På baggrund af disse fejlagtige tanker, er de konstant stressede. De ligner vågne om natten over den mindste bekymring, deres nerver lider, og de gennemgår fysisk og åndelig skade. De tyr til diverse midler for at få disse vanskeligheder væk. De kan søge lindring ved at tage del i forskellige slags underholdning eller ved slet ikke at tænke. Men det er umuligt for sådanne midler at bringe dem sand fred og glæde. Det er fordi, som Allah afslører i verset, ”De, der tror, og hvis hjerte finder hvile i ihukommelsen af Gud; og i ihukommelsen af Gud finder hjertet hvile!” (Sura ar-Ra’d, 28). En person kan kun finde fred ved at ty til Allah, underkaste sig vores Herre og leve efter moralske værdier, Han befaler.

Selvom Allah har vist folk vejen til at fri dem selv fra utilfredshed og til at opleve sand glæde, handler de, der med vilje vender ryggen mod dette, blot ”uret mod sig selv”. Allah beskriver sådanne menneskers situation i et andet vers:

Gud handler ikke uret mod menneskene; menneskene handler uret mod sig selv. (Sura Yunus, 44)

På same måde, som vantro, som søger trøst og fred – for at undgå den stress og de problemer, de oplever, og for at genoprette deres gode humør – ikke evner at finde, hvad de søger i denne verden, lider de også et tab i det Hinsidige, som ikke kan ophæves. Når de vender sig fra Allahs vej, beskrives de ting, sådanne mennesker søger, i Koranen som ikke at tjene andet formål end at ”gøre deres nederlag større” i Efterlivet:

Vi handlede ikke uret mod dem; men de handlede uret mod sig selv. Deres guder, som de påkalder foruden Gud, var dem ikke til nogen nytte, da din Herres afgørelse faldt. De gjorde blot deres nederlag større. (Sura Hud, 101)

Det må ikke glemmes, at Allah i mange af Koranens vers har afsløret, at Han tilgiver folk og accepterer deres anger. En person kan begå mange fejl, før han til slut bliver klar over disse sandheder. Men det vigtige er at forstå, at han eller hun er på den forkerte vej, at angre og forsøge at leve efter de moralske værdier, vores Herre har befalet. De beskrives i Koranen, i en tale af Profeten Salih (as) til folket, hvad de skal gøre for at opnå Allahs gode glæde:

Og til Thamūd sendte Vi deres broder Sālih. "Mit folk!" sagde han. "Tjen Gud! I har ingen anden gud end Ham. Af jorden frembragte Han jer, og på den lod Han jer tage bolig. Bed Ham om tilgivelse, og omvend jer derpå til Ham! Min Herre er nær, og lydhør." (Sura Hud, 61)

Vores Herre beskriver også i et andet vers, at Han vil besvare enhver bøn med det samme:

Når Mine tjenere spørger dig om Mig, så er Jeg nær; Jeg besvarer kaldet fra enhver kaldende, der påkalder Mig. Lad dem derfor lytte til Mig og tro på Mig! Måske følger de den rette vej! (Sura al-Baqara, 186)

Vantro: De Udtrætter Sig Selv Og Arbejder Forgæves

Næsten alle mennesker prøver at lykkes med noget i livet i denne verden. Lige meget hvor forskellige deres interesseområder kan være, har alle mennesker et fælles mål: at blive belønnet for deres indsats og arbejde. De, som ignorerer det Hinsidige, tror, at det er alle problemerne værd at blive belønnet for deres arbejde i denne verden.

Men faktum er, at disse folk ignorerer en meget vigtigt faktor: Allahs anerkendelse. Det, som faktisk gør en handling og dens udfald værdifuld, er Allahs anerkendelse af det individ og den pågældende handling. Enhver indsats eller succes i en aktivitet, der sker uden at stræbe efter Hans anerkendelse, er kun midlertidig, ligesom livet i denne verden. Af den grund har Allah beskrevet de vantros indsats og sådanne ting, de gør, som ”luftspejling”. Når disse folk går over til Efterlivet, vil de se – med mindre Allah i Sin Barmhjertighed vil det anderledes – at al deres arbejde og indsats for sådan glæde er tom:

De, der er vantro, deres handlinger er som luftspejling på en slette. Den tørstige antager den for at være vand; men når han kommer derhen, finder han, at der ingenting er. Men han finder Gud, dér, og da vil Han gøre regnskabet op med ham. Gud er hurtig til at gøre regnskabet op. (Sura an-Nur, 39)

Som vi har set, kan handlinger, med mindre de udføres for at opnå Allahs anerkendelse, være fuldstændig værdiløse i Herrens syn, selv hvis de er enormt vigtige for personen. Så længe en person ikke handler i overensstemmelse med Allahs anerkendelse, kan den agtelse, folk omkring personen har for ham eller hende, eller anerkendelsen som en udfører af gode gerninger, ikke forhindre de handlinger i at være tomme. Dette er måden hvorpå Allah i Koranen beskriver situationen i det Hinsides for de, som tror, de gør gode gerninger:

Om dem, hvis stræben i det jordiske liv er forfejlet, selvom de regner med, at de gør et godt værk?" (Sura al-Kahf, 104)

Efter døden vil den vildledte sjæl indse, at alt, han stræbte efter med så stor entusiasme, ultimativt er værdiløst sammenlignet med velsignelserne i det Hinsidige. Dette vil være grund til uforklarlig og evig skuffelse. At finde ud af, at livslange indsatser har været forgæves vil lave en generel fortrydelse om til en evig fortrydelse. Allah beskriver situationen for sådanne folk i det Hinsidige med følgende ord:

Det er dem, der i det hinsidige kun har Ilden i vente. Hvad de lavede her er forspildt; alt, hvad de gjorde, bliver til intet. (Sura Hud, 16)

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at ingen ønsker, at deres livsbestræbelser ikke bliver til noget. Løsningen er derfor ikke at stræbe efter en flygtig verden, men efter det sande, evige liv i det Hinsidige. Hvis en person forsøger at opnå Allahs anerkendelse i alt, han eller hun gør, og bruger alle sine kræfter på at leve efter de moralske værdier, vores Herre har befalet, så kan han eller hun håbe på fuld belønning for selv den mindste gode gerning. I et vers afslører Allah det råd, Profeten Luqman (as) gav sin søn:

[Luqman sagde:] "Min søn! Om det så ikke vejer mere end et sennepskorn, om det ligger på en klippe, i himlene eller i jorden, så vil Gud bringe det for dagen. Gud er skarpsindig og indsigtsfuld. (Sura Luqman, 16)

I et andet vers erklærer Han, at Han vil give endnu mere belønning for de rigtige handlinger udført af troende:

De, der tror og gør gode gerninger, dem vil Han give deres løn i fuldt mål, og Han vil give dem endnu mere af sin overflod. Men de, der føler sig højt hævede og er hovmodige, dem vil Han tildele en pinefuld straf. De vil ikke finde sig nogen ven eller hjælper ud over Gud. (Sura an-Nisa', 173)

Det, som en person på den forkerte vej derfor må gøre, er at anger, før de er for sent, og at vende sig til sin Herre:

Lyt til jeres Herre, før en uafvendelig dag kommer fra Gud! Da vil I ikke finde noget tilflugtssted, og I vil ikke kunne nægte. (Sura ash-Shura, 47)

Allah Straffer De Vantro, Både I Denne Verden Og Den Næste

Ved Allahs vilje, straffes folk, der er fanget i verdens falske ansigt, ikke kun for deres fejl i det Hinsidige men også gennem deres liv i denne verden. Selv den rigeste eller tilsyneladende klogeste person i verden vil generelt ikke finde nogen glæde ved disse egenskaber, hvis han eller hun ikke lever efter Koranens moralske værdier. På grund af deres nægtelse, fylder Allah sådanne menneskers hjerter med uro, åndelig bekymring og rastløshed. Selvom de lever omringet af velsignelser, som appellerer til deres jordiske begær, finder de ingen sand glæde i dem. Lige meget, hvor glade eller tilfredse, de virker, er dette normalt bedragende.

Den uro, de vantro oplever, spreder sig til alle områder af deres liv. Deres manglende evne til at værdsætte Allahs magt, tænkte over skæbnen og have et positivt syn på ting, og til at udvise korrekte moralske værdier garanterer alt sammen uro for dem. Endvidere forestiller de sig, fordi de ikke er i stand til at forstå, hvordan Koranens moralske værdier tilbyder individet et perfekt og fredeligt liv, at alle i verden lider under de samme bekymringer som de gør. Men de bekymringer stammer i virkeligheden fra deres egne mangler. Allah har afsløret i Koranen, at der på grund af deres nægtelse er lidelse for de, som vender sig bort fra den sande vej, i denne verden og den næste:

... Den, som Gud leder vild, har ikke nogen til at retlede sig De vil få en straf i det jordiske liv, men straffen i det hinsidige bliver strengere. De har ingen til at beskytte sig mod Gud. (Sura ar-Ra'd, 33-34)

Når vi undersøger diverse aspekter af de vantros liv, er den ulykke, som sådanne mennesker møder, tydelig at se. Vi kan se, hvor altopslugende og indflydelsesrig denne uro er. Nogle folks største barndomsdrøm er at tjene mange penge, blive rig og bruge de penge, hvordan de end vil. Dette er så vigtigt for dem, at de vil ofre hvad som helst for at opnå det mål. Når deres studieår afsluttes og de begynder at opdage, at de tager seriøse ansvar på sig, forestiller de sig, at de nu er i en position, hvor de kan håndtere de vanskeligheder, livet kan give dem.

Da de ikke overvejer, at det er Allah, Som giver mennesker deres daglige brød, og Som giver velsignelser og tager dem væk igen, som Han ønsker det, slider de sig selv op for at opnå så flygtige fordele som rigdom eller stilling. De besejres i sidste ende af deres eget verdenssyn. Meget af tiden tvinges de til at opgive ting, de elsker, mens de stræber efter dette, som de tror vil bringe lykke og tilfredshed. De kan efterhånden opnå glæden i denne verden ved slutningen af denne jagt efter ære, gennem meget besvær og vanskelighed. Men resultatet er endnu engang ikke anderledes. Oveni alt det besvær, de har oplevet for at opnå deres begær, begynder de også at føle en uro ved frygten for at miste dem. De har ingen ide om, hvordan de skal være lykkelige med det, de har, og nøjes med de velsignelser, de besidder. De klager hele tiden over deres situation og beklager sig over de ting, de ikke ejer. Bare synet af en rigere, mere kulturel, mere talentfuld eller tilsyneladende flottere person end dem selv er nok til at nedbryde deres moral.

De gør en stor indsats for ikke at lade deres sindstilstand komme til syne. De søger distraktioner og underholdning ved en række aktiviteter for at fri deres sjæle fra bekymring. De kan nogle gange opnå lykke på et midlertidigt og overfladisk niveau. På sådanne tidspunkter er de glade på overfladen, men dette er ikke en permanent lykke. De føler massiv tvivl og frygt, men de er så forsigtige med ikke at vise dette til verden. Selv hvis de glemmer deres elendighed i en tid, kan de i ethvert øjeblik igen blive offer for fortvivlelse, pessimisme og sorg, fordi de ikke underkaster sig Allah. Når en jovial forretningsmand pludselig husker sin gæld, eller en studerende fortryder sine dårlige karakterer, eller den ældre ser tilbage på sin tabte ungdom, eller den pårørende mindes de glade tider, han brugte med sin afdøde ven – disse tanker kan give ophav til sorg og følelsesløshed. Og det er på samme måde nedslående for dem, når de indser, at døden, den uundgåelige ende, nærmer sig.

Om disse folk er rige eller fattige, gamle eller unge, pæne eller grimme gør ingen forskel. En person, der er forpligtet til at arbejde under svære forhold fra morgen til aften er i præcis samme position som en anden person, som nyder totalt velvære og ikke behøver at tage noget ansvar på sig overhovedet. De oplever hele tiden vanskeligheden ved ikke at være i stand til at nyde sand interesse, omtanke, kærlighed og affektion fra folk omkring dem. Da de forestiller sig, at de opgaver, de udfører regelmæssigt hver dag, og det ansvar de bærer aldrig vil ende, føler de en stor træthed i deres kroppe, sind og hjerter. De er i sandhed klar over, hvor monotone og meningsløse deres liv er, og deres manglende evne til at finde en løsning er grund til stor rastløshed.

Så længe de ikke tror på Allah, kan folk i den situation aldrig flygte fra deres tvivl og bekymringer. Ingen af dem søger tilflugt hos Allah. De følger ikke den vej, Han har lagt ud for dem. De prøver at tilpasse sig selv til det liv, de lever, og betragter besvær og vanskeligheder som normale del af ens liv.

I virkeligheden straffer Allah de vantro for deres gerninger med alt det besvær, de oplever, mens de stadig er i live. Da de ignorerer livet i det Hinsidige, deres sande liv, og tyr til de falske ting i denne verden, er lidelserne i denne verden uendelige for dem.

Som det skrives i Koranen: ”Gud lod dem smage vanæren i det jordiske liv; men straffen i det hinsidige er værre. Hvis de blot vidste det!” (Sura az-Zumar, 26)

Endnu større lidelse venter dem i det Hinsidige. Det vil indse sandheden om det Hinsidige, men da de har ignoreret det i denne verden, vil de ikke kunne bruge det til noget. De vil blive straffet med Allahs forbandelse og pinsel for deres gerninger:

De, der hører til i Haven, vil råbe til dem, der hører til i Ilden: "Vi har fundet, at det, som vor Herre lovede os, er sandt. Har I også fundet, at det, som jeres Herre lovede jer, er sandt?" "Ja!" vil de sige, og en udråber iblandt dem forkynder: "Guds forbandelse hviler over dem, der handler uret, over dem, der lægger hindringer på Guds vej og ønsker den skæv, idet de fornægter det hinsidige!" (Sura al-A'raf, 44-45)

Falske Værdier I En Falsk Verden

De folk, som glemmer det Hinsidige og forestiller sig, at denne verden er alt og enden på al eksistens, har skabt et moralsk system til sig selv, som er langt fra Koranens. De kan nogle gange se ud som om, de opfører sig i overensstemmelse med den attitude, der befales i Koranen, men selv mens de gør det, handler de med jordisk begær. For eksempel betragter folk med sådan et synspunkt dyder som sandhed, ærlighed, oprigtighed, hjælpsomhed, ydmyghed, selvopofrelse og loyalitet som midler, hvormed de kan se godt ud over for folk omkring dem og opnå en bestemt plads blandt dem. De optager bestemt adfærdsmønstre med det mål in mente. Men den adfærd er kunstig og flygtig, da den er bygget på jordiske interesser. Folk, som har en ydmyg og altruistisk tilgang til deres venner kan blive meget stolte, hykleriske og egoistiske individer i det øjeblik, de indser, at denne ikke giver dem nogle fordele.

Endvidere beregner folk, som lever på en sådan måde, hele tiden deres egne interesser. Før de gør noget som helst, spørger de sig selv, ”Hvad vil folk sige, hvis jeg gør dette, hvad vil de tænkte om mig, hvilke fordele kan jeg opnå med denne adfærd?” Dette er en indikation på, at de overvejer deres egne, deres ægtefællers og deres venners ønsker og begær, ikke Allahs anerkendelse. Under sådanne omstændigheder kan dyder som kærlighed, oprigtighed, godhed, venskab, medfølelse og tålmodighed ikke være permanente, og man ser kun falske versioner af disse, ikke originalerne. Alt, der er, er midlertidige følelser, som det uvidende samfund har bygget på deres falske værdier, og som udelukkende drejer sig om livet i denne verden.

Kærlighed

Allah installerer følelsen kærlighed i menneskets hjerte, ligesom mange andre følelser. Det, et menneske må gøre, er at rette denne følelse på den bedst mulige måde: i lyset af de anbefalinger, Allah har givet i Koranen. Siden troende tager Koranen som deres vejledning, retter de deres kærlighed mod vores Herre, Skaberen af dem og alle de velsignelser, de nyder, og mod troende, som prøver at opnå Hans anerkendelse.

Men de, som er fanget i denne verdens narrestreger, er lidenskabeligt hengivne til de forkerte ting. For eksempel elsker de ”mennesker lige så højt som Gud.” Allah afslører de vantros forvrængede kærlighed således i Koranen:

Nogle mennesker tager sig foruden Gud andre, som de gør ligeværdige med Ham, og som de elsker lige så højt som Gud; men kærligheden til Gud er stærkere hos dem, der tror. Om blot de, der handler uret, ved at se straffen kunne indse, at magten tilhører Gud, og at Gud er streng til at straffe! (Sura al-Baqara, 165)

For eksempel retter mange vantro denne forvrængede kærlighed mod de mest materialistiske formål. Deres kærlighed for ejendom er passioneret hengivet til denne flygtige sfære, og hjertet selv inficeres af ondskabens og egoismens skygger. Denne attitude hos vantro beskrives med disse ord i Koranen:

Voldsom i sin kærlighed til gods. (Sura al-'Adiyat, 8)

Men faktum er, at Allah med Koranens vers har afsløret, at ejendom er en del af de prøvelser, som tilhører denne verden, og han har advaret folk mod at blive besat af det materielle:

I skal vide, at jeres ejendom og jeres børn kun er en fristelse; men hos Gud er der en vældig løn! (Sura al-Anfal, 28)

I, der tror! Lad ikke jeres rigdomme og jeres børn aflede jeres opmærksomhed fra at tænke på Gud! De, der gør dette, er de fortabte. (Sura al-Munafiqun, 9)

Troende, som er klar over disse fakta, bliver ikke opslugt af kærligheden til verdslige goder. Siden de ved, at det er vores Herre, Som skænker dem de velsignelser, de nyder, er dette en måde, hvorpå de takker Allah. De bruger de materielle midler, de får, til gode gerninger, som kan opnå Allahs anerkendelse, og søger mere for at kunne bruge alt, de har, til at tilfredsstille Allah. Profeten Sulayman (as), som fik en enorm skat, udtrykte grunden til, at han ville have de velsignelser:

Han [Sulayman] sagde: "Jeg har for kærligheden til det gode glemt at ihukomme min Herre, og nu er solen gået i skjul bag forhænget! (Sura Sad, 32)

Der er ingen tvivl om, at denne dydige adfærd hos Profeten Sulayman (as) viser måden, hvorpå troende bør se på alle rigdommene i denne verden. Folk bør altid rette deres kærlighed mod vores Herre, Som beskytter dem på alle tidspunkter og giver ubegrænsede velsignelser, ifølge Hans vilje.

Et af de tydeligste tegn på falsk kærlighed – kærlighed baseret på andre værdier end Koranens – er valget af venner. Den fundamentale logik bag venskabet mellem de, som ikke overvejer eksistensen af det Hinsides, er generelt bygget på at sikre sig den største fordel i denne verden. Begge sider har specifikke egenskaber, som den anden søger, og de leder efter en ven, som kan tilbyde den materielle og følelsesmæssige fordele af forskellige slags. Målet er at opnå respekt og prestige i samfundets øjne.

De tilegner væsentlig vigtighed til det fysiske udseende, familieforhold, uddannelse og evner hos den person, de vælger. Egenskaber, som viser sande moralske værdier, såsom kærlighed, respekt og loyalitet er generelt ikke så vigtige for den, som følger gudløs kærlighed. Ved fraværet af sand kærlighed og respekt i et venskab kan der selvfølgelig ikke være nogen sand glæde. Dette gælder også ægteskabsopfattelsen hos de, som lever langt fra Koranens moralske værdier, hvor forhold baseret på gensidige fordele hersker.

Men det totalt modsatte gælder for den troende. En person, som tror på Allah, elsker og respekterer en anden i lige så stor grad som det individ tror på og hengiver sig til Ham og sande moralske værdier. Den person håber ikke på verdslige fordele eller et midlertidigt forhold med den anden, men på en evig kærlighed i overensstemmelse med Allahs anerkendelse, Som har åbenbaret, at Han vil belønne sådanne folk, samt deres ægtefæller, i det Hinsides:

I dag vil de, der hører til i Haven, være beskæftigede og fornøjede. De og deres hustruer befinder sig i skygge, tilbagelænet på hynderne. (Sura Ya Sin, 55-56)

"Mine tjenere! I skal ikke være bange i dag, og I bliver ikke bedrøvede, I, som troede på Vore tegn og overgav jer til Gud. Træd ind i Haven, I og jeres hustruer! I bliver lyksaliggjort. Man vil bære fade af guld og krus rundt til dem, og deri vil der være, hvad hjertet begærer og øjet frydes ved; dér skal I forblive til evig tid. Dette er Haven, som I får i arv for det, som I har gjort. (Sura az-Zukhruf, 68-72)

Retfærdighed

I samfund, som lever langt fra Koranens moralske værdier, har alle sine egne ideer om konceptet retfærdighed. Men den sande definition af retfærdighed er faktisk givet i Koranen:

Fromhed er ikke, om I vender jeres ansigt mod øst eller vest. Fromhed er, når man tror på Gud og den yderste dag, på englene, Skriften og profeterne; når man til trods for, at man elsker sine rigdomme, giver dem bort til slægtningene, de forældreløse og de fattige, til den vejfarende, til tiggerne og slaverne; og når man holder bøn og giver almisse. Fromme er de, der overholder de aftaler, som de har indgået, og er udholdende i ulykke og modgang og onde tider. De er sandfærdige. De er gudfrygtige. (Sura al-Baqara, 177)

… From er den, der er gudfrygtig… (Sura al-Baqara, 189)

Den måde, hvorpå nogle folk, som lever uden at være klar over Koranens værdier, forsøger at fremstille sig selv som tilhængere af det gode eller som ”renhjertede”, er faktisk et forsøg på at lette deres egen samvittighed og opnå andre folks anerkendelse. Når disse folk har tænkt sig at gøre noget godt, overvejer de normalt, hvad de vil opnå til gengæld. Hvis den person, som har brug for hjælp, har gode materielle midler, handler de med det samme og husker på de materielle gevinster, som denne person måske kan give dem senere. Når det gælder hjælp til nogen uden status eller til nogen, som ikke har store materielle midler, vil det misledte individ udføre en teoretisk beregning. Når de da indser, at der ikke er nogen fordel for dem ved det, synes de det er sværere at tilbyde hjælp og handle godt under. Deres assistance kommer derfor langsomt og de opfører sig uvilligt eller uinteresseret. Måske giver de slet ingen hjælp.

Ud over alt dette kan nogle folk udføre gode gerninger for at kunne komme med større krav. De handler ikke med det formål at opnå Allahs anerkendelse men med et ønske om at få udbytte af det eller fordele i livet i denne verden. Troende folk handler derimod guddommeligt og sætter deres lid til Allah alene. Ligesom med alle deres andre handlinger, er målet, når de udfører en god handling, at opnå Allahs anerkendelse. Vores Herre har afsløret, at belønningen for denne guddommelige adfærd hos troende er mere og bedre end det, de har gjort:

Den, der møder frem med en god handling, vil få ti gange så meget igen, mens den, der møder frem med en ond handling, kun vil få det samme til gengæld. De vil ikke blive gjort uret. (Sura al-An'am, 160)

Sig: "Mine tjenere, I, der tror! Frygt jeres Herre! De, der handler godt, vil få noget godt i denne verden, og Guds jord er vid. De udholdende vil få deres løn i fuldt mål, uden afregning." (Sura az-Zumar, 10)

De, der har handlet godt, har Det Skønneste i vente og mere til. Intet støv vil komme over deres ansigt, og ingen fornedrelse. De hører til i Haven; dér skal de forblive til evig tid. (Sura Yunus, 26)

Alt i himlene og på jorden tilhører Gud. Han vil gengælde dem, der handler ondt, for det, de gør, og gengælde dem, der handler godt, med Det Skønneste. (Sura an-Najm, 31)

Venskab

Koranen erklærer: "Til enhver, der er blind for Den Barmhjertiges påmindelse, sender Vi en satan, så han kan være en fælle for ham." (Sura az-Zukhruf, 36)

Allah afslører, at de, som vender sin ryg til religion, bliver Satans venner. I et andet vers beskrives dette faktum med disse ord: "Adams børn! Satan skal ikke friste jer, som da han fordrev jeres forældre fra Haven, idet han rev deres klæder af dem og viste dem deres køn! Han ser jer, han og hans slæng, fra et sted, hvor I ikke kan se dem. Vi har gjort satanerne til venner af dem, der ikke tror." (Sura al-A'raf, 27) Satan bringer dem, han bliver venner med, under sin kontrol og styrer dem i retning af sine egne afskyelige moralske værdier.

Folk, som vinder Satans venskab frem for Allahs anerkendelse, berøves for mange velsignelser. Et af disse tab er måden, hvorpå sådanne folk aldrig har sande venner. Venskab er en velsignelse fra vores Herre til de, som har gjort Ham til deres ven. Som det står i verset, ”Jeres ven skal alene være Gud, samt Hans udsending og dem, der tror; dem, der holder bøn, giver almisse og bøjer sig." (Surat al-Ma'ida, 55), skænker Allah disse mennesker venskab med hengivne troende.

Satans venskab efterlader derimod en person permanent alene. Det er fordi, Satan fortæller dem, han får som venner, at løgne, bedrageri, oprør, nægtelse og had er rare ting. Folk under Satans indflydelse møder folk omkring sig med netop den moralske forståelse. De vil hovedsagligt handle ifølge deres egne interesser og agenda. Sådan en persons bedste ven er sig selv. Det er derfor umuligt for sådanne folk at bygge sande og permanente venskaber, som Koranen henviser til.

I et samfund, som ikke lever efter Koranens moralske værdier, er det meget svært at finde en troværdig og ægte ven, som kan hjælpe en, som man kan stole på i forhold til ejendom, værdisager eller penge. Endvidere er denne situation blevet så bredt accepteret, at mange opfatter det som et uomtvisteligt faktum.

Det er umuligt for folk at være veltilpas i et så usikkert miljø. Det er fordi, at selv når det lader til, man har fundet en ven, er der altid en fare for, at disse ”venner” i virkeligheden handler ud fra egeninteresse. Dette scenarie er derfor langt fra sandt venskab. Nogle folk ser på hinanden med misundelse i forhold til jobs, biler eller hjem, som de begærer. De ønsker måske at opnå overlegenhed over den anden. De udnytter derfor selv den mindste mulighed for at lokalisere hinandens svagheder og hæve sig over hinanden.

Folk, som handler med sådan en forståelse, er klar over, at de lever i et meget utroværdigt og uægte miljø. De er fuldstændig klar over, at de ikke har nogen egentlige venner. Men da de ikke formår at søge en løsning ved at leve efter Koranens moralske værdier, er de ikke i stand til at flygte fra deres knibe. Disse folk, som ikke har fundet den rette vej, vil heller ikke have nogen venner i det Hinsides. De vil finde det samme vanskelige, uægte, usikre miljø, som de har oplevet i verdenen, bare forstærket mange gange i det Hinsides. Positionen i det Hinsides for de, som har Satan som ven i denne verden, forklares af vores Herre:

Derfor har han ingen fortrolig ven her i dag. (Sura al-Haqqa, 35)

Så bliver de kastet på hovedet derned, disse og de vildfarne, og Iblīs’ hærskarer, alle til hobe. Når de mundhugges med hinanden dér, vil de sige: "Ved Gud! Vi befandt os i åbenlys vildfarelse, da vi satte jer på lige fod med alverdens Herre! Kun de, der forbrød sig, har vildledt os! Vi har ingen til at gå i forbøn og ingen nær ven.” (Sura ash-Shu'ara', 94-101)

Troendes venskaber med hinanden er meget stærke og holdbare. Det er fordi, det er deres oprigtige tro på og frygt for Allah, som bringer troende sammen og gør dem til venner. Som vores Herre skriver i verset:

Hold godt fast i Guds reb, alle sammen, og del jer ikke op! Ihukom Guds nåde imod jer, da I var fjender, og Han derpå åbnede jeres hjerte over for hinanden, så I ved Hans nåde blev brødre! I stod ved randen af en afgrund af ild; da frelste Han jer fra den. Således gør Gud sine tegn tydelige for jer. Måske lader I jer retlede! (Sura Al 'Imran, 103)

Troende er brødre. Af den grund fortsætter de venskaber, der er baseret på tro, ved Allahs vilje, både i denne verden og for evigt gennem livet i det Hinsides.

De, der adlyder Gud og Udsendingen, skal være sammen med dem, som Gud har vist nåde: Profeterne, de sandfærdige, vidnerne og de retfærdige. De er godt selskab! (Sura an-Nisa', 69)

Tålmodighed

Selvom ordene “udholdenhed” og “tålmodighed” ofte forbindes med hinanden, repræsenterer de faktisk to forskellige koncepter. Udholdenhed har specifikke grænser, og disse varierer med individet. Når de grænser overskrides, kan en person forlade sin moderate og rolige tilgang til fordel for diverse adfærdsmæssige defekter. Tålmodighed er derimod en moralsk dyd, der stammer fra frygt for Allah, en som ikke ændrer sig med omstændigheder eller hændelser. Det er kun muligt at være tålmodig over for besvær eller hændelser ved at forstå Allahs uendelige magt og sætte sin lid til Ham ved at se det gode i alt, Han skaber. Sand tålmodighed er derfor en egenskab, som er særlig for troende, og et element, der viser gode moralske værdier, som folk, der ikke lever efter Koranens værdier, aldrig kan opnå. Troende beskrives som tålmodige og underdanige i Koranen:

[Troende er] de, der holder ud og sætter deres lid til Gud.. (Sura an-Nahl, 42)

De, der holder ud, i længsel efter Guds åsyn; der holder bøn; der hemmeligt og åbenlyst giver bort af det, som Vi har forsørget dem med; der afværger det onde med det gode: De har den sidste bolig i vente, (Sura ar-Ra'd, 22)

Retfærdighed

Allah har afsløret i Koranen, at overlegenhed blandt folk udelukkende hviler på gudsfrygt. (Sura al-Hujurat, 13). I samfund hvor elementer såsom, tro, frygt for Allah og overlegen moral ignoreres, er de kriterier, hvormed overlegenhed måles, ganske anderledes. Disse folk forestiller sig, at overlegenhed ligger hos samfundets mest prominente medlemmer og kan opnås gennem goder og ejendele, anerkendelse og berømthed. Siden dette perspektiv generelt deles af de fleste medlemmer af et sådan samfund, betragtes folk uden goder og ejendele generelt som ”underlegne” i forhold til de, som er rige og har mange bekendtskaber.

Den måde, hvorpå folk behandler dem omkring sig i sådanne samfund, de beslutninger de tager, den måde de evaluerer hændelser på, og den konklusion de udleder fra dem, er alle direkte relateret til de perspektiv, de besidder. Af den grund er det umuligt at tale om en sand retfærdighedssans blandt folk, som handler i lyset af den opfattelse.

Sådan en ting er udelukket for de, som tror. Troende handler altid ved at bruge de moralske værdier, som Allah har beskrevet i Koranen, som deres målestok. De lægger derfor altid den største vægt på retfærdighed og sandhed. De dømmer ikke folk ifølge verdslige værdier men i forhold til, om de har den nødvendige tro på Allah, og i forhold til deres moralske værdier. De foretrækker ikke de magtfulde og de med materielle midler, men vælger altid det rette og de, som har ret. De gør ingen lempelser for retfærdighed, selv hvis denne virker imod dem og de, som er tæt på dem. De vælger ikke ifølge jordlige værdier men på den måde, hvorpå Allah har befalet, Han Som har beskrevet målestokken for retfærdighed i Koranen således:

I, der tror! I skal varetage retfærdigheden som vidner foran Gud, selvom I går mod jer selv, mod forældre eller mod slægtninge! Hvad enten det er en rig eller fattig, så er Gud dem begge ganske nær. Følg ikke jeres lyst i stedet for at være retfærdige! Hvis I fordrejer noget eller vender jer bort! - Gud er fuldt vidende om, hvad I gør. (Sura an-Nisa', 135)

Konklusion

I relation til vantro, reflekterer det, der er blevet forklaret i dette kapitel, kun en lille del af deres selvnedbrydende livssyn. Den grundlæggende logik i disse folks liv operer ved kun at have verdslige interesser. De ønsker aldrig at overveje eksistensen af det Hinsides, og hvad de vil møde der. Når de bliver mindet om døden og Efterlivet, kommer de normalt med mange små undskyldninger for ikke at tænke på det. De prøver aldrig at forstå, at den verden, de lever i, kun er et flygtigt sted for prøvelser, og at deres ægtefæller, børn, familier, huse, biler og alt andet omkring dem kun er dele af den prøvelse. At acceptere sandheden om det ville betyde, at de skulle omlægge deres ønsker i denne verden. De, som benægter det Hinsides for ikke at skulle acceptere dette faktum, beskrives således i Koranen:

De siger: "Der findes kun vor første død. Vi vil ikke blive genopvakt! Bring vore forfædre hid, hvis I siger sandheden!" (Surat ad-Dukhan, 34-36)

Disse folk føler en intens og uigenkaldelig sorg, når de står ansigt til ansigt med de sandheder, de har benægtet i denne verden. Dette er, hvordan Allah beskriver den sorg i det Hinsides hos dem, der afviste denne sandhed:

Og de siger: "Havde vi blot hørt efter eller været forstandige, så ville vi ikke have hørt til i Helvede." (Surat al-Mulk, 10)

For ikke at opleve den anger, der beskrives i verset, må ethvert menneske tænke over disse fakta før døden og forme sit liv på en måde, som Allah vil værdsætte. De må forstå den flygtige natur af den verden, vi lever i, og evaluerer ethvert øjeblik af deres liv i overensstemmelse med dette.

Lederne Af Den Falske Verden Som Kalder Andre Til Ilden

Gennem hele historien har der været ledere, som har misledt folk omkring sig. De er blevet brugt som rollemodeller for samfundet og deres påståede succes er blevet grund til misundelse. Disse folk, som gør oprør mod Allah og benægter Hans vers, har brugt deres materielle midler til at vende andre bort fra Allahs vej. Allah beskriver disse folk som "Forbilleder, der kalder til Ilden" (Sura al- Qasas, 41) i Koranen.

Farao og Kora, som ifølge Koranen har levet i fortiden, er eksempler på dette. I versene ”til Farao og hans øverste. Disse fulgte Faraos befaling, og Faraos befaling var ikke retlinet. Han vil gå i spidsen for sit folk på opstandelsens dag og føre dem ned til Ildens drikkested. Hvilket ondt drikkested at blive ført ned til!” (Sura al-Hud, 97-98), beskriver Allah, hvordan Farao på Dommedag førte sit folk til flammerne.

De fælles karakteristika mellem Farao – en afskrækkende lærestreg for alle, som er kommet efter ham – og Kora er, at de besad stor rigdom men brugte den uvist ved at følge satans vej frem for Allahs. Som resultat blev begge straffet af Allah. Det er fordi, at ingenting, folk besidder i livet i denne verden, hverken deres rigdom eller deres tætte venner eller status i samfundet, kan redde dem fra Allahs gengældelse i denne verden eller den næste. I Koranen afslører Allah, at prominente velhavende folk, som bliver forkælet i sit velvære, såsom Farao og Kora, faktisk kun lykkes med at etablere en orden, som virker mod dem selv:

Og således satte Vi i hver en by dem, der mest forbrød sig deri, til at lægge listige planer dér. Men det er kun mod sig selv, de lægger listige planer, uden at de aner det. (Sura al- An'am, 123)

Kora, som pralede af sin rigdom og sine ejendele og var stolt over for Allah, led også et frygteligt nederlag. Alt, han ejede, gav ham ingenting. Koras position beskrives således i Koranen:

Han [Kora] sagde: "Det blev kun givet mig i kraft af min egen viden!" Vidste han ikke, at Gud før ham har tilintetgjort slægter, der var stærkere end ham og havde samlet mere sammen? De, der forbryder sig, vil ikke blive spurgt om deres synder. (Sura al-Qasas, 78)

Faraos herredømme blev ligeledes tilintetgjort over for Allahs straf; Allah ødelagde Farao, hans palads, alle hans goder og hans hær:

… Hvad Farao og hans folk havde lavet og opført, rev Vi ned. (Sura al- A'raf, 137)

Ligesom det var med Faraos slægt og dem, der levede før dem! De kaldte deres Herres tegn for løgn. Så tilintetgjorde Vi dem på grund af deres synder, og Faraos slægt lod Vi drukne. De handlede uret, hver og en. (Sura al-Anfal, 54)

Alle disse vers viser, at lige meget, hvor magtfuld en person er i denne verden, er alle mennesker totalt hjælpeløse over for Allahs magt. Siden nogle folk ikke er i stand til at se verdens sande ansigt, danner de et opblæst indtryk af samfundets prominente medlemmer. De forsøger nogle gange at efterligne den fejlagtige adfærd hos folk, de beundrer. De gør ofte dette udelukkende på baggrund af individets angivelige rigdom. Disse folk bruges som rollemodeller, og betagede fans vil forsøge at imitere dem. De kan betragte sådanne menneskers fejlagtige adfærd som retfærdiggjort eller endda støtte den, selvom det strider i mod det pågældende samfunds generelle normer. Denne skandaløse mentalitet var det slags perspektiv, som folk omkring Kora besad. De beskrives i Koranen, at folk, imponeret over Koras rigdom, sagde det følgende:

Han [Kora] trådte frem for sit folk i sin pragt. De, hvis hu stod til det jordiske liv, sagde: "Gid vi havde fået det samme som Kora! Han har en vældig lykke med sig." (Sura al-Qasas, 79)

Som vi har set, opfordrede førende personer blandt de vantro, som havde en negativ påvirkning på de samfund, de levede i, folk omkring dem til at leve efter satans ugudelige system og brugte alle deres midler på at lede andre i fordærv med dem. Faktum er dog, at Allah har gjort alle individer ansvarlige for at leve i tro, og for at opfordre folk omkring dem til sandhed og sikre, at de undgår ondt. Det modsatte vil påføre store ansvar på den person i Allahs syn og i det Hinsides. Allah har afsløret, at folk som fører andre til nægtelse frem for at sætte et godt eksempel og opfordre dem til den sande vej, kan anklages for de menneskers synder ud over deres egne i det Hinsides:

De skal på opstandelsens dag bære den fulde vægt af deres byrder tilligemed nogle af byrderne for dem, som de i uvidenhed har vildledt. Ondt er det, som de må bære! (Sura an-Nahl, 25)

Når Dommedag kommer, vil følgerne af Ildens tilhængere i det Hinsides se skæbnen for de folk, de har haft som rollemodeller i livet i denne verden – udelukkende på grund af deres rigdom, position eller overlegne status i samfundet – og vil lide forfærdelig anger. De vil forstå, at disse folk, som de troede var magtfulde og overlegne, faktisk er hjælpeløse og magtesløse.

De, tilhængerne, vil søge hjælp hos deres forbilleder i det Hinsides, ligesom de gjorde i livet i denne verden. Begge vil ønske sig frelse fra Helvedes evige lidelse. Men de vil være magtesløse og ude af stand til at gøre noget for at redde sig selv. Allah har beskrevet denne diskurs blandt de vantro i Koranen:

Når de kives med hinanden i Ilden! Da vil de svage sige til dem, der var hovmodige: "Vi var jeres følgesvende; vil I ikke tage en del af Ilden fra os?" (Sura Ghafir, 47)

De, der var hovmodige, siger: "Vi er i den, hver og en. Gud har dømt imellem tjenerne." (Sura Ghafir, 48)

Alt denne information, Allah giver os i Koranen, viser hvordan “lederne der opfordrer til Ilden” påtager sig et enormt ansvar i livet i denne verden. Det forklarer, hvordan de vil blive straffet i det Hinsides. Det, som individet, der bliver klar over disse fakta, må gøre, er at tage alle midler i brug for at opnå Allahs anerkendelse og barmhjertighed. Paradis er Allahs løfte. Allah har beskrevet de troendes bønner om dette emne:

[Troende er de] som siger: "Herre! Lad os få glæde af vore hustruer og vort afkom, og gør os til et forbillede for de gudfrygtige!" (Sura al-Furqan, 74)

Allah har også lovet glade tidender: De, som udgør gode eksempler for andre, vil bevæge sig i front, og folk, som udviser sådanne moralske kvaliteter og flytter sig nærmere på vores Herre, vil blive belønnet i Paradis.

Men de, der gik forud! De, der gik forud, de bliver bragt Ham nær, i lyksalighedens haver. (Sura al-Waqi'a, 10-12)

 

2 / total 5
You can read Harun Yahya's book Lidelserne I Den Falske Verden online, share it on social networks such as Facebook and Twitter, download it to your computer, use it in your homework and theses, and publish, copy or reproduce it on your own web sites or blogs without paying any copyright fee, so long as you acknowledge this site as the reference.
About this site | Sæt som Startside | Add to favorites | RSS Feed
Alle materialer kan kopiers, printes og distribueres, ved at henvise til denne hjemmeside.
(c) All publication rights of the personal photos of Mr. Adnan Oktar that are present in our website and in all other Harun Yahya works belong to Global Publication Ltd. Co. They cannot be used or published without prior consent even if used partially.
© 1994 Harun Yahya. www.harunyahya.com
page_top