< <
7 / total: 9

Eksempler Fra Profeternes Og Sande Troendes Liv

Kampen mod de vantro udgjorde en stor del af indsatsen for profeterne og de sande troende, som fulgte dem. Disse ædle folk stå over for mange hændelser, som ellers ville have virket uheldige. Men når de mødte disse prøvelser, blev den egenskab, som var den mest kendetegnende for dem, tydelig: lige meget hvor udfordrende disse omstændigheder var, følte de fred og trøst ved at vide, at intet er adskilt fra og uafhængigt af Gud. Sådan en viden hjalp dem til at få en positiv attitude…

Gud udsendinge og de sande troende levede deres liv med sikkerhed på det faktum, at Gud ville hjælpe dem gennem de hårde tider, og at alt ultimativt ville blive til deres fordel, og de baserede hele deres livssyn på dette faktum. Dette overlegne træk hos dem, som stammede fra en dyb tro, udgør et godt eksempel for alle troende.

Verbale Angreb Fra De Vantro

Som vi har lært fra Koranen, mødte de troende grupper af vantro og hyklere, som tyede til alle mulige slags metoder for at forhindre dem eller bortlede dem fra den rigtige vej. Koranen giver en detaljeret redegørelse for de vantros fornærmende og usmagelig sprog:

I vil blive prøvet på jeres ejendom og på jeres liv. Både fra dem, der fik Skriften før jer, og fra dem, der sætter andre ved Guds side, vil I høre meget ondt. Men hvis I er udholdende og gudfrygtige, så er dette tegn på viljestyrke. (Sura Al 'Imran: 186)

I verset ovenfor gør Gud det klart, at de løgne og den bagtalelse, som virkede ond på de troende, faktisk var gode. I et andet vers beskriver Gud dette faktum med et andet eksempel, som fandt sted på Profetens (saas) tid:

De, der kom med løgnen, var en flok iblandt jer. I skal ikke regne med, at det er dårligt for jer; det er tværtimod godt for jer. Hver enkelt af dem skal undgælde for den synd, som han har begået, og den af dem, der har hovedansvaret for den, vil få en vældig straf. (Sura an-Nur: 11)

I sidste ende var sådanne omstændigheder, som troende mødte i fortiden, den taktik, de vantro brugte til at nedbryde dem og tale den bort fra at lytte til Islams læresætninger. Men de troende forblev altid stædige, sikre på det faktum, at disse onde forsøg ultimativt ville blive fordelagtige for dem, og at deres sag ville sejre til slut. De er grunden til, at de besvarede bagtalelse og verbale angreb med moderation og visdom. Ikke et eneste sekund glemte de, at tålmodighed og lid til Gud ville føre dem til succes. De var klar over, at, som Profeten (saas) sagde, ”den der er tålmodig, vil Gud gøre tålmodig. Ingen kan få en velsignelse større end tålmodighed.” (Bukhari)

Som i disse eksempler fra fortiden, er det essentielt for troende i dag at underkaste sig den skæbne, Gud har skabt, og at sætte deres lid til den sandhed, at alt udvikler sig i overensstemmelse med et guddommeligt formål. En troende, som lever efter disse principper, vil også opnå de størst mulige belønninger i denne verden. For Gud lover at hjælpe Sine tjenere, som sætter deres lid til Ham, og forsikrer dem om, at de aldrig vil stå uden en ”udvej”:

Hvis Gud hjælper jer, kan ingen besejre jer. Men hvis Han lader jer i stikken, hvem kan da hjælpe jer derefter? Til Gud skal de troende sætte deres lid! (Surah Al 'Imran: 160)

Fysiske Angreb Fra De Vantro

Hele vejen gennem historien har vantro samfund altid opfattet troendes hengivenhed til Guds religion, deres måde at leve efter dens principper og sprede Guds budskab, som en trussel. Det er grunden til, at de brugte onde metoder som bagtalelse eller bedrag til at demoralisere de troende. Og i nogle tilfælde, når metoderne gik galt, tøvede de ikke med at tage mere alvorlige metoder i brug, såsom trusler, tortur, arrestationer eller at drive de troende ud af deres hjem.

Den onde behandling, de troende udsættes for under deres kamp mod vantro, er blot bevis på de vantros uforskammethed. Men de troende anerkender altid det gode i sådanne overgreb, klar over at Gud helt sikkert har bestemt det af en grund. De er meget klar over, at sand retfærdighed er at udvise tålmodighed og sætte sin lid til Gud. Gud beskriver denne egenskab hos dem på følgende måde:

... Fromhed er, når man tror på Gud og den yderste dag, på englene, Skriften og profeterne; når man til trods for, at man elsker sine rigdomme, giver dem bort til slægtningene, de forældreløse og de fattige, til den vejfarende, til tiggerne og slaverne; og når man holder bøn og giver almisse. Fromme er de, der overholder de aftaler, som de har indgået, og er udholdende i ulykke og modgang og onde tider. De er sandfærdige. De er gudfrygtige. (Sura al-Baqara: 177)

Nogle af disse positive karaktertræk er illustreret i en historie i Sura al-Ahzab, som gengiver en hændelse, der fandt sted på Profeten Muhammads (saas) tid. Ifølge historien, blev de troende under en kamp testet og alvorligt rystet, da de vantro angreb dem fra alle sider. I sådanne prøvende omstændigheder kom hyklere og de, der er syge i deres hjerter, med diverse undskyldninger, og afslørede dermed, hvem de var.

I sådanne tider blev hyklerne, som i noget tid var blendet ind i de troendes samfund, kendt. Disse folk, som var ligesom cancerceller, der udvikler sig usynligt inde i kroppen, trak sig øjeblikkeligt tilbage i vanskelige tider, selvom Guds hjælp og støtte altid forblev med den troende.

Mens hyklerne opførte sig foragteligt, var de troende klar over det ultimativt gode i de vanskeligheder, de mødte. De anerkendte, at de selv gennemgik, hvad Koranens vers havde informeret dem om, og opnåede derved en dybere tro på og loyalitet til Gud:

Da de troende så forbundsfællerne, sagde de: "Dette er, hvad Gud og Hans udsending har lovet os. Gud og Hans udsending siger sandheden!" og det gjorde kun deres tro og vilje til at overgive sig til Gud stærkere. (Sura al-Ahzab: 22)

Som eksemplet ovenfor også forklarer, kan en prøvende situation vise sig at være en stor velsignelse for de troende, mens det får dem, der ikke værdsætter det gode, endnu længere ind i vantroskab. Samtidig som disse hændelser skelner det gode fra det onde, tjener de til at ophæve de vantros indsatser. I Sura al-Ahzab erklæres det, at de vantro ikke evnede at opnå succes, men blot vendte tilbage med vrede og dybere had:

Gud drev de vantro med al deres vrede tilbage, uden at de havde opnået noget godt... (Sura al-Ahzab: 25)

Muslimernes Udvandring

Om nødvendigt, kan det være en form for tilbedelse at forlade sine ejendele og sin formue, som det står i Koranen. Derfor ser muslimer, der udvandrer for Guds sag, altid det gode i sådanne tvangsfjernelser fra deres hjem. Faktisk nævnes de, der udvandrer for Guds sag, i Koranen blandt dem, der kan håbe på Guds Barmhjertighed:

Men de, der tror, og de, der udvandrede og kæmpede for Guds sag, de kan håbe på Guds barmhjertighed. Gud er tilgivende og barmhjertig. (Sura al-Baqara: 218)

En uvidendes logik betragter flugten fra sit hjemland på grund af uro eller udvisning til et ukendt land som en ulykke, som direkte kaster hans liv ind i kaos. Men det må nævnes, at troende lige fra udgangspunktet er klar over, at de vil blive set negativt på af størstedelen af folk, som benægter Guds religion. Som konsekvens er sådan en undertrykkelse faktisk en manifestering af sandheden i Guds vers. Det er grunden til, at troende, som emigrerer eller uddrives fra deres hjem, altid møder sådanne omstændigheder med stor forventning og entusiasme. Den overlegne moral hos troende, som levede på Profetens (saas) tid, og deres urokkelig tro, er et af de bedste eksempler for nutidens troende. Da de var klar over, at lydighed over for Profeten (saas) ville gøre dem fortjent til Guds glæde, udholdt de frivilligt alle former for vanskeligheder med glæde. For muslimernes skyld, tøvede de ikke med at forlade deres land og efterlod frivilligt alle deres verdslige ejendele.

Som belønning for deres oprejste moral og den positive måde, hvorpå de opfattede disse hændelser, lovede Gud dem Hans uendelige Paradis og barmhjertighed. Gud er bestemt trofast mod Sit løfte:

Og deres Herre bønhører dem: "Jeg lader ingen af jeres handlinger gå tabt, hverken mands eller kvindes; I hører sammen." De, der udvandrede og blev fordrevet fra deres huse; de, der har lidt overlast for Min sag; de, der kæmpede, og de, der blev dræbt, dem vil Jeg eftergive deres onde handlinger. Jeg vil føre dem ind i haver med rindende floder, som en belønning fra Gud. Hos Gud er den smukkeste belønning. (Sura Al 'Imran: 195)

Ud over Guds uendelige belønninger i det Hinsides, lover Gud også glade tidender om en overflod af fordele og ressourcer i denne verden også. Dette gengives i Koranen som følger:

Den, der udvandrer for Guds sag, vil finde megen tilflugt og rummelighed på jorden. Hvis nogen forlader sit hus for at udvandre til Gud og Hans udsending, og døden derpå indhenter ham, så påhviler det Gud at lønne ham. Gud er tilgivende og barmhjertig. (Sura an-Nisa': 100)

De, der udvandrede for Guds skyld efter at have lidt uret, dem vil Vi give et godt sted at bo i denne verden; men lønnen i det hinsidige et større. Hvis de blot vidste det! - de, der holder ud og sætter deres lid til Gud. (Sura an-Nahl: 41-42)

Profetens (saas) Eksemplariske Tro

Profeten Muhammad (saas) mødte, ligesom alle andre profeter, diverse vanskeligheder gennem sit liv og satte et perfekt eksempel for alle muslimer gennem sin tålmodighed og tro på Gud. En situation, der gengives i Koranen, beskriver Profeten Muhammads (saas) overlegne moral og urokkelige tro.

Da Profeten (saas) forlod Mekka, jagtede de vantro ham med det formål at dræbe ham. Som resultat søgte han tilflugt i en grotte. Under deres jagt lykkedes de vantro efterhånden i at finde grottens afsnit. Selv i sådan et stressende øjeblik, rådede Profeten (saas) sin kompagnon til ikke at bekymre sig og mindede ham om at sætte sin lid til Gud:

Hvis ikke I hjælper ham; - Gud har tidligere hjulpet ham: Da de, der er vantro, fordrev ham som den ene af to; da de to var i hulen; da han sagde til sin ledsager: "Vær ikke bedrøvet! Gud er med os!" - da sendte Gud sit nærvær ned over ham og støttede ham med hære, som I ikke kunne se. De, der er vantro, deres ord nedgjorde Han... (Sura at-Tawba: 40)

Det er tydeligt, at den eneste grund til, at Profeten (saas) ikke følte nogen frygt eller stress i sådan et øjeblik, da hans liv var i alvorlig fare, var hans tro på Gud og at han var klar over, at Gud bestemmer alt i ens skæbne med et formål. Ultimativt nåede han Medina uden skader, og dermed var udvandringen, en stor milepæl i Islams historie, begyndt.

Profeten Moses’ (as) Overlegne Moral

Koranen giver en detaljeret redegørelse af Profeten Moses’ kamp med Faraoen, en mand som er gået over i historien som en af de mest undertrykkende herskere i historien. Faraoen besvarede en besked fra Gud, som Profeten Moses (as) havde kommunikeret til ham, med trusler og vold. Profetens Moses’ overlegne moral og hans tro på Gud, da han stod over for Farao, som tyede til alle slags metoder for at lede ham bort fra den rette sti, er i sandhed et eksempel for alle troende.

Koranen forklarer perioden for Moses’ mission som følger: Faraoen, som regerede i Egypten, udøvede total magt over for Israels børn. På den anden side var Profeten Moses (as) og hans folk et mindretal i landet. Derfor ville man fra de uvidendes perspektiv, som bedømmer ting udelukkende på den måde, de fremstår på, og dermed fejlagtigt formoder, at de magtfulde vinder over de retfærdige, forvente succes for Faraoen. Men dette er en indbildning, for Gud befaler som følger:

Gud har skrevet: "Jeg vil sejre, Jeg og Min udsending!" Gud er stærk og mægtig. (Sura al-Mujadala: 21)

Gud holdt det løfte, Han gav til Sine Profeter, og tilegnede Profeten Moses (as) sejren mod Faraoen. Gud støttede ham gennem hans bror Harun, samt Sin egen beskyttelse. Ud over det gav Gud flere mirakler, som Profeten Moses (as) kunne udføre, og adskilte ham fra alle andre folk ved at snakke til ham. Vi kan lære af Moses’ kamp, som den beskrives i Koranen. Den viser tydeligt, hvordan det, der kan virke som modgang for de troende, på et øjeblik kan blive vendt til deres fordel ved Guds Vilje.

En sådan hændelse fandt sted på den følgende måde: Faraoen og hans hær tog afsted for at fange Moses (as) og hans kompagnoner, efter de flygtede fra Egypten. På det tidspunkt, hvor Israels børn havde nået havet, havde Faraoen og hans soldater næsten indhentet dem. I det øjeblik var Moses’ (as) ord meget bevægende: selvom Faraoen og hans soldater var inden for rækkevidde, og der ikke var nogen måde at flygte på, fortvivlede han ikke over Guds hjælp, og derfor vedholdt han en ro, som i sandhed var eksemplarisk. Denne historie gengives i Koranen som følger:

De satte efter dem ved solopgang, og da de to grupper var inden for hinandens synsvidde, sagde Moses’ ledsagere: "Vi bliver indhentet!" "Nej!" sagde denne. "Min Herre er med mig, og Han vil retlede mig." Så åbenbarede Vi for Moses: "Slå på havet med din stav!" Da kløvedes det, og hver del var som et vældigt bjerg. Vi lod de andre komme tæt på dér, og Vi reddede Moses og alle dem, der var med ham. Så lod Vi de andre drukne. Deri er der et tegn, men de fleste af dem er ikke troende. Din Herre er Den Mægtige og Den Barmhjertige. (Surat ash-Shu'ara': 60-68)

I denne historie ledes vores opmærksomhed hen på Profeten Moses’ (as) nævneværdige kvaliteter: gennem sin vanskelige kamp, huskede han hele tiden på, at Gud ville hjælpe ham, så godt i alt, der skete for ham, og stræbte selv i sine mest udfordrende øjeblikke efter at sætte sin lid til Gud og bevarede sin loyalitet over for Ham.

Profeten Josefs (as) Urokkelige Underkastelse

Et af de smukkeste eksempler i Koranen om forandringen af en tilsyneladende negativ situation til fordel for de troende er Profeten Josefs (as) liv.

Profeten Josef (as) var fra sine første år og gennem hele sit liv kendt for sin modne adfærd gennem modgang og for sin stærke loyalitet over for Gud. Hans adfærd gennem prøvende omstændigheder var et godt eksempel for troende. Profeten Josef (as), som betragtede Gud som sin vogter, søgte det gode i alt, der skete for ham, og var klar over, at lige meget hvad, han stod overfor, kom det fra Ha. Derfor anerkendte han gennem sit liv enhver mulighed som en prøvelse og forblev altid tro og oprigtig.

Profeten Josef (as) blev først udsat for uretfærdig behandling af sine egne brødre, som var misundelige på ham. De kastede ham ned i en brønd og holdt ham dermed væk fra deres hjem og deres far. Men Gud reddede ham fra brønden, da en karavane kom forbi. De rejsende reddede den unge Josef og solgte ham til en vigtigt person i Egypten. Konen til ejeren af huset, som var imponeret over Josefs skønhed, ”anmodede” ham, som Koranen fortæller. Derfor blev Josef (as) igen behandlet uretfærdigt, denne gang fejlagtigt anklaget af denne kvinde. Selvom den undersøgelse, der blev udført, afslørede beviser til fordel for Josef (as), blev han sat i fængsel:

Da de havde set tegnene, blev det klart for dem, at de skulle fængsle ham for en tid. (Sura Yusuf: 35)

Som det ses tydeligt, blev Josef (as) bagvasket, udelukkende på grund af sin dydige karakter. Som resultat af denne anklage, viste Josef (as), som sad i fængsel i en lang periode, tålmodighed over for alle vanskelighederne i fængselslivet og satte sin lid til Gud. Som Koranen gengiver, var han i sandhed et eksempel for alle troende gennem den måde, hvorpå han opførte sig, og hans overlegne underkastelse til Gud.

Josef modtog bestemt den største belønning, både i denne verden og den næste, til gengæld for sin tålmodighed, sin lid til Gud og anerkendelse af det gode i alt, der skete for ham. Gud gjorde ham til ansvarlig for statskassen og gjorde ham til hersker i landet. Hans anerkendelse af det gode i alt, der skete for ham, og hans bønner til Gud, gengives i Koranen som følger:

Han hævede sine forældre til tronen, og de andre faldt ned for ham i tilbedelse. "Far!" sagde han. "Dette er jo tydningen af den drøm, jeg havde dengang. Min Herre har gjort den til sandhed. Han har gjort godt imod mig, da Han fik mig ud af fængslet, og da Han bragte jer til mig fra ørkenen, efter at Satan havde sat ondt blod mellem mig og mine brødre. Min Herre er skarpsindig i det, som Han vil. Han er Den Vidende og Den Vise." "Herre! Du har givet mig magt, og Du har lært mig at tyde fortællinger. Himlenes og jordens skaber! Du er min ven i denne verden og i den hinsidige. Kald mig bort som en, der overgiver sig, og sæt mig blandt de retfærdige!" (Sura Yusuf: 100-101)

Denne historie er i sandhed et godt eksempel på de belønninger, de troende modtager som gengæld for deres oprigtighed og lid til Gud. Hvad end, der sker for en sand troende, må han stræbe efter at finde og forstå formålet bag de hændelser. Han bør søge tilflugt hos Gud og bede om sådan indsigt. En muslim må aldrig glemme, at enhver hændelse, stor eller lille, som sker for ham i løbet af en dag, på ingen måde går imod ham. Dette er noget, der totalt modsiger skæbnens sandhed, en af Guds uforanderlige love. Gud bestemmer alt til fordel for de troende. Som en stor velsignelse, kan Gud afsløre formålet og det gode i noget i hjertet hos en troende. Men selv hvis han ikke gør det, må en troende udvise tålmodighed og være i stand til at sige ”det må gøre godt for noget.”

 

7 / total 9
You can read Harun Yahya's book At Se Det Gode I Alt online, share it on social networks such as Facebook and Twitter, download it to your computer, use it in your homework and theses, and publish, copy or reproduce it on your own web sites or blogs without paying any copyright fee, so long as you acknowledge this site as the reference.
About this site | Sæt som Startside | Add to favorites | RSS Feed
Alle materialer kan kopiers, printes og distribueres, ved at henvise til denne hjemmeside.
(c) All publication rights of the personal photos of Mr. Adnan Oktar that are present in our website and in all other Harun Yahya works belong to Global Publication Ltd. Co. They cannot be used or published without prior consent even if used partially.
© 1994 Harun Yahya. www.harunyahya.com
page_top