Hvorfor Bedrager Du Dig Selv?

< <
4 / total: 6

Hvilke Løgne Bedrager Folk Sig Selv Med

Satan prøver at trække folk til sin sti med en række bedrageriske listigheder, lokketoner og løfter. Ved at få dem til at glemme skabelsens formål, leder han folk mod verdslige fordele og flygtige ambitioner. Hvis en person lytter til Satans kald og sætter hans ansigt mod vor Herres kald, bliver det umuligt for ham at se sandheden. Allah har fortalt os om sådanne menneskers situation i Sura az-Zukhruf:

Til enhver, der er blind for Den Barmhjertiges påmindelse, sender Vi en satan, så han kan være en fælle for ham. Disse lægger hindringer på vejen for dem, skønt de regner med at blive retledt Når han så kommer til Os, vil han sige: "Gid afstanden mellem dig og mig var som den mellem øst og vest!" Hvilken ulykkelig fælle! "Da I har handlet uret, vil det ikke være til nytte for jer i dag, at I er fælles om straffen." Vil du bringe de døve til at høre eller retlede de blinde og dem, der befinder sig i åbenlys vildfarelse? (Sura az-Zukhruf: 36-40)

Som det kan ses fra de ovenstående vers, beskriver Allah disse folk som blinde og døve. Selvfølgelig er det ikke fysisk blindhed og døve. Allah udpeger, at sådanne folk er blinde og døve på den åndelige måde, og at de ignorerer sandheden, fordi de ikke hører Hans kald til den sande sti. Kort sagt ignorerer disse folk Allahs instruktioner og Dommedag ved, at de ikke følger deres intelligens og samvittighed, og de tror, at de beskytter sig selv ved at gøre dette. Sandheden er, at de kun snyder sig selv.

Lad os med det samme sige, at folk, som bedrager sig selv, ikke er et lille undertal blandt de på jordens overflade. Som vi får at vide i Koranen, ”… Men de fleste af dem kender ikke sandheden og vender sig bort.” (Surat al-Anbiya': 24). Men mange mennesker tror ikke på mødet med deres Herre. (Sura ar-Rum: 8)

For at undgå at blive en af disse pågældende personer, bør du tænke for dig selv en gang mere og gøre en indsats for at undgå at bedrage dig selv, for det vil ikke bringe dig nogen fordel at bedrage dig selv ved at lukke dine øjne for sandheden, mens du er i verden, men bringe dig stor lidelse i det Hinsides.

De Som Siger: "Det Gik Ikke Op For Mig, Jeg Vidste Det Ikke"

Hvis vi sammenligner ethvert øjeblik, en person oplever i sit liv, til et klip fra en film, kan vi se, at der er trillioner af klip. Hver af disse trillioner repræsenterer en mulighed, som personen får. Ethvert øjeblik i livet er en mulighed for at tænke over fakta og se sandheden, før Dommedag ankommer. De som bruger denne velsignelse til deres fordel er de folk, som kan forstå det verdslige livs sande retning ved at tænke over det. Folk som ikke tænker og lever deres liv fejlagtigt, kan ikke drage fordel af denne mulighed.

Selvfølgelig betyder konceptet at tænke forskellige ting for folk. Det, som nogle folk opfatter som at tænke, er at tænke over fremtiden. For dem er det eneste, tanker drejer sig om, at lave planer for fremtiden og investere i den. Andre ser tænkning som at redegøre for fortiden. De bruger al deres tid på at overveje, hvad de har opnået og mistet tidligere. Andre tror, at det kun er brugbart at tænke på nutiden og slet ikke på i morgen. Dette er deres syn på livet. De lever fra dag til dag og har intet bestemt formål eller vej at følge. Når de står op om morgenen, tænker de over, hvad de skal have til morgenmad, og når de skal på arbejde, tænker de på, hvordan de skal komme derhen. De tænker over, hvem de skal spise frokost med, hvad de skal lave til deres gæster om aftenen, og hvilke aktier det vil være fordelagtigt at købe. Næste dag tænker de over, om de vil være i stand til at finde billetter til fodboldkampen eller ej, eller hvem de skal tage med til personalefesten. Kort sagt fyldes hovedet hos de fleste folk hele tiden med almindelige, overfladiske hverdagstanker.

Millioner af mennesker på Jordens overflade udlever deres liv med disse og lignende tanker. For dem er det, de ser, det der er rigtigt, og de er ikke rigtig interesserede i at tænke over store spørgsmål eller gå ud over det verdslige. Men det, vi mener med ”tækning” her, er dybe refleksioner over meningen med menneskers liv, beviserne på skabelsen omkring os, Allahs kreative perfektion, som er tydeligt i universet, over døden, det Hinsides og Dommedag. Dette er det, de fleste folk mangler.

Overvej dette: folk uddannes i årevis og bliver biologer, ingeniører, læger, selv professorer, men de tænker aldrig over, hvordan de blev skabt ud af ingenting, eller at de måske eksisterer for et bestemt formål. De skriver afhandlinger, opnår doktorgrader, bliver fakultet medlemmer eller læger, som gør folk raske, eller advokater, men de tænker ikke en eneste gang over, hvorfor eller hvordan de blev skabt, eller at de skylder deres skabelse til Allah. De skriver bøger, deltager i TV debatter, de rationaliserer deres holdninger og udtrykker deres synspunkter, men de skænker aldrig døden eller den redegørelse, de skal give til Allah, en tanke. Disse folk begår en stor fejl, fordi døden kommer til alle før eller siden, og Allah vil stille alle til regnskab for deres tjeneste af Ham. At være tankeløs vil ikke gøre dem noget godt.

Ethvert fornuftigt individ har et sind og en samvittighed, der kan tænke over og forstå Allahs eksistens, formålet med skabelsen og hvordan Allah skal tjenes. Sandheden er, at folk, der ikke tænker over disse ting, som er helt essentielle for dem, er i stand til at tænke meget klart over andre ting, som påvirker deres verdslige liv. For eksempel, når det gælder kommercielle ting, ved de helt præcis, hvordan de skal bruge deres penge, og de tænker over dette hele tiden. De kan overkomme store vanskeligheder i deres arbejdsliv og klare at finde på detaljerede svar til ethvert aspekt af et problem. Når de vil have noget, kan de lægge meget langsigtede planer for at opnå det og udføre dem effektivt trin for trin. Kort sagt er folk i stand til at tænke meget klart over spørgsmål, der berører deres verdslige formål.

Af denne grund vil undskyldninger som ”Jeg tænkte ikke” eller ”Det faldt mig ikke ind” ikke blive accepteret i det Hinsides, med mindre Allah vil det.

Ethvert nyfødt barn kommer ind i verdenen, som Allah har skabt. Hvor end en person ser hen, møder han en fantastisk skabelse, fejlfrit design og systemer, der er planlagt ned til mindste detalje. En person, som tænker over, hvad han møder, kan let forstå, at alle disse ting blev skabt, men en person, som er fanget i hverdagslivet og verdslige ambitioner, tilskriver det han ser til tilfælde og overser sandheden. Hvis du viser en sådan person et simpelt billede og spørger ”malede det her sig selv ved tilfælde?” vil han svare, ”Selvfølgelig ikke, der må være en kunstner, der har malet det.” Men denne samme person undgår at tænke over den enestående kunst, der omgiver ham i naturen, og hvorfor den blev skabt.

På samme måde undgår folk at overveje, at livet på jorden er midlertidigt, og at deres sande liv er det evige liv, som begynder med deres død. De ser mange folk dø hver dag, men deres egen død falder dem ikke ind. De lægger verdslige planer som om de aldrig vil dø, og de forbereder sig på ingen måde på det Hinsides.

Disse folk skader sig selv, for det er meget let at tænke over formålet med menneskelig skabelse, over Allahs kunst, som er åbenlys i hele universet, over døden, det Hinsides og Dommedag. I modsætning til, hvad folk tror, er det hverken forvirrende eller svært at tænke over nogle af disse ting. Ej heller er der noget behov for at udføre længerevarende research, modtage en omfattende uddannelse eller tilegne sig en stor mængde viden.

For eksempel drages enhver person med en samvittighed mod at tænke på Allahs vidunderlige skabelse, blot i kraft af den livsbevarende luft, vi indånder hver dag, den perfekte vingestruktur, der gør, at fuglen kan flyve, og den farverige verden vi ser omkring os. På samme måde er det umuligt for en person ikke at tænke, at han en dag vil dø, når han lever i en verden, hvor nyheder om døden er en hverdagshændelse. Hvis en person ikke lukker sine ører for sin samvittigheds stemme, ikke hengiver sig til værdiløse og opgaver og ikke bedrager sig selv med materialistisk logik, vil disse dybere refleksioner uundgåeligt finde rod i hans sind.

Det er dog nødvendigt for en person at udvise viljestyrke for at kunne tænke dybt over realiteterne og ikke begå fejl. Hvad man ikke må glemme er, at alle har en fjende: Satan. Siden Satan ikke vil have, at folk skal vende sig til Allah ved at reflektere og derved opdage sandheden, vil han bestemt prøve at forhindre dem i at gøre dette. Han vil starte med at præsentere folk for listige lokketoner. Blandt de mest effektive af disse er den løgn, at de kan blive undtaget fra ansvar ved ikke at tænke. Folk, som falder for dette, bilder sig selv ind, at de kan beskytte sig selv ved at sige, ”jeg vidste det ikke” eller ”ingen fortalte mig”, men de bedrager sig selv.

Mens folk snyder sig selv på denne måde, er Allah, Som er tættere på dem end deres egen hud, klar over alt, de gør, og over alle deres ubekymrede tanker. Som resultat falder en person, som undgår at se sine ansvar overfor Allah, faktisk i en fælde, han har lavet for sig selv. Ved ikke at tænke, snyder han kun sig selv. Når han kommer i det Hinsides, vil han se de sandheder, han har undgået og vil tydeligt forståelig, at uoprigtige undskyldninger som ”Jeg vidste ikke, jeg tænkte ikke over det, det faldt mig ikke ind” er værdiløse, når han skal holdes til ansvar for det i Allahs tilstedeværelse.

I et vers i Koranen advarer Allah folk om, at Dommedag er ”på den dag, hvor det ikke vil nytte noget for dem, der handler uret, at komme med undskyldninger.” (Sura Ghafir: 52). Vi fortælles også om denne sandhed i andre vers:

På den dag vil det ikke nytte dem, der handlede uret, at de undskylder sig, og de vil ikke blive taget til nåde. (Sura ar-Rum: 57)

Folk Som Siger: "Jeg Vidste Det, Men Tiden Og Omstændighederne Var Ikke Rigtige"

Allah har sendt Koranen som en bog til at guide folk. Indtil Dommedag er alle folk ansvarlige for at udføre instruktionerne i Koranen og fuldføre deres pligt til tilbedelse.

Undtagen de omstændigheder, som Allah i Koranen bekræfter som undtagelser, vil ethvert menneske på Dommedag redegøre for, om han har udøvet de religiøse obligationer eller ej.

Fra dette synspunkt bedrager en person, som bruger en række undskyldninger (andre end de gyldige årsager, som Allah accepterer) for ikke at udføre sine lydighedspligter, sig selv. På trods af denne åbenbare sandhed, bruger nogle folk de omstændigheder, de befinder sig i, som en undskyldning og ignorerer deres ansvar over for Allah. De fremsætter en undskyldning gennem deres skolegang, en anden når de går ind i arbejdslivet, og endnu en når de får børn. Siden de ikke har nogen oprigtig intention om at leve et religiøst liv, fremsætter de diverse forskellige emner som forhindringer for at udføre deres tilbedelsespligt. Størst blandt disse forhindringer, som de fremsætter, er at tiden ikke er rigtig og omstændighederne ikke passende.

I hverdagslivet finder folk tid til en hel række ting. Selv hvis de skal ofre andre ting, vil de altid sætte tid til side, især når det gælder deres egen fordel. Endvidere, hvis deres omstændigheder forhindrer dem i at udføre fordelagtige opgaver, gennemtænker de hurtigt situationen og finder måder at fjerne forhindringen på. Men folk viser dog normalt ikke den samme beslutsomhed, når det kommer til at udføre deres tilbedelse.

Du møder ofte folk omkring dig, som fremsætter undskyldninger som, ”Jeg vil gerne bede, men jeg kan ikke finde tid”, ”Jeg er i skole og har ikke tid til bøn, fordi jeg skal læse”, eller ”Det her er mit sommerhus, jeg kan ikke faste her”. På samme måde kan du også se mange folk, som undskylder deres dårlige opførsel ved at sige, ”jeg vil være en tålmodig person, men alt sker på en gang”, eller ”jeg vil ikke blive sur, men jeg er i et meget stressende miljø.”

I virkeligheden tilgår disse mennesker ikke Allahs religion med oprigtighed, fordi, som vi tidligere har sagt, er de i stand til at ignorere tiden og deres omstændigheder og finde på alle mulige løsninger, når de står til at opnå en materiel fordel, men når det gælder nødvendigheden af at opfylde deres ansvar over for Allah, Som skabte dem, begynder de at klage over vanskeligheder lige med det samme.

Lad os give endnu et konkret eksempel for at gøre dette lettere at forstå. Hvis nogen får et tilbud om at tilsidesætte en time om dagen til et job, der giver godt betalt (lad os sige ti gange hans månedsløn), se accepterer han øjeblikkeligt, uanset hvilke omstændigheder han er i. Denne person forbereder sig måske til universitetseksaminer, eller han har måske et andet meget vigtigt job at udføre på samme tid. Hvad end han laver, om det er nødvendigt at han ofrer sin søvn eller skærer ned på sin fritid, ser han ikke tidsmangel som et problem. Med det samme omarrangerer han hele sin dagsplan for at få plads til det godt betalte arbejde, som skal udføres. Dette er en utvivlsom sandhed, som gælder de fleste folk.

Hvis personen ikke viser samme beslutsomhed til at opnå Allahs anerkendelse, er dette uoprigtighed og mangel på samvittighed. Frem for alt er belønningen for at bede Paradis og Allahs uendelige barmhjertighed – en belønning, som ikke kan sammenlignes med nogen ekstra kroner for at udføre et arbejde.

Men de fleste mennesker fortrylles af de ejendele og penge, de stræber efter at opnå, de kreditkort de bærer, de kroner de sparer og de huse, biler og det flotte tøj de nyder, og de styrer sig selv mod verdslige mål, sætter deres religion til side og glemmer alt om det Hinsides. De bedrager sig selv ved at sige, ”jeg har ikke tid”, ”jeg har meget travlt”, ”jeg har arbejde, der skal gøres færdigt”, ”jeg har planer for fremtiden”, eller ”jeg gør det senere”, i stedet for at hengive sig selv til den tilbedelse, som vil give dem en belønning i det Hinsides. De lever ikke ifølge den overlegne moral, Allah beskriver, de beder ikke, og de faster ikke. De giver ikke til de trængende af de ting, Allah har givet dem, og de spilder deres liv på deres stræben efter verdslige formål.

Folk som bedrager sig selv i den tro, at de undskyldninger, de kommer med, vil blive accepteret, og derfor enten ikke udfører deres tilbedelse eller udsætter den, får at vide, hvad de vil møde i det Hinsides, på følgende måde:

På den dag bliver mennesket underrettet om, hvad det gjorde tidligt og silde. Nej, mennesket er et bevis mod sig selv, selvom det fremfører undskyldninger for sig selv. (Surat al-Qiyama: 13-15)

Så vær forsigtig. Bedrag ikke dig selv ligesom disse folk ved at komme med undskyldninger i denne verden, som vil være meningsløse i det Hinsides. Som vi får at vide i versene ovenfor, har du, uanset hvilke undskyldninger, du kommer med, en intelligens, som er i stand til at forstå, at de ikke er acceptable. Hvis du opsøger selvets begær, vil du redegøre dette for Allah, vores Herre. Intet arbejde, som du skal lave, er vigtigere eller mere presserende end dette, fordi din evige frelse kun er mulig gennem Allahs barmhjertighed.

De Som Påstår Sygdom Og Træthed

Fysisk ubehag er en af de undskyldninger, folk fremsætter for ikke at følge religionen. For eksempel påstår en person, som ikke vil tilbede Allah, at han er syg, når han faktisk er helt sund. Han prøver at bruge dette til at bedrage sig selv og de omkring ham, og kan ikke opfylde sit ansvar. En sådan person bør aldrig glemme, at Allah ved alt. Ingen menneskelig handling eller tanke er en hemmelighed fra Allah. Allah ved om enhver tanke, som en person får, alt han føler i sit hjerte og alt, der er skjult i hans underbevidsthed. Som Koranen fortæller os: ”… Gud ved, hvad hjertet gemmer.” (Surah Al 'Imran: 119).

Men selvom de får muligheden for at tjene Allahs anerkendelse og opnå Paradis, foretrækker folk, som er langt fra Koranens moralitet, at tilsidesætte deres tilbedelse ved at bruge sygdom som deres undskyldning og følge deres egne egoistiske begærer. Til gengæld for denne uoprigtighed vil de modtage bitter pine i det Hinsides, fordi de undskyldninger, de har for ikke at udføre Allahs instruktioner, er uærlige. For folk, som virkelig har fysiske lidelser, gives en række indrømmelser i Koranen. For eksempel er faste en af de religiøse pligter, Allah har gjort obligatoriske. Som konsekvens er folk forpligtet til at udføre denne instruktion. I Koranen fortæller Allah os tydeligt om situationer, hvor folk kan blive undtaget fra denne form for tilbedelse:

[Fasten er ordineret] I et bestemt antal dage. Hvis én af jer er syg eller på rejse, kan det være et antal andre dage. De, der har råd, kan købe sig fri ved at bespise en fattig; men for den, der gør en god gerning af egen fri vilje, er det det bedste. Det er bedre for jer at faste, hvis I har viden. (Sura al-Baqara: 184)

Som vi kan se i dette vers, anerkender Allah situationen for rejsende og syge, og gør det lettere at udføre fasten. I versets fortsættelse udpeger Allah, hvor de største velsignelser ligger for de troende. I et senere vers fortæller Allah os om en anden lempelse af faste reglen og minder os om, at Han altid ønsker at lette opgaven for Sine tjenere:

Måneden Ramadan, hvori Koranen blev sendt ned som en retledning til menneskene, som klare beviser på retledningen og Sondringen, i den skal enhver af jer, der er hjemme i denne måned, faste. For den, der er syg eller på rejse, gælder et antal andre dage. Gud ønsker at gøre det let for jer og ikke svært. Så overhold antallet, og lovpris Gud, fordi Han har retledt jer! Måske er I taknemmelige! (Surat al-Baqara: 185)

Som det kan ses fra dette eksempel, er der altid en let vej for de, som oprigtigt tror på Allah, for Allahs religion er meget simpel. Allah vil ikke have nogen vanskeligheder for de, som ønsker at leve efter Hans religion. Det er Allah, Som bedst ved, hvad der vil være svært for folk, og hvordan han kan lette deres byrde, og i Koranen fortæller Han os, at Han ikke vil pålægge nogen noget, der er større end han kan magte:

Gud ønsker at give jer lempelser. Mennesket er skabt svagt. (Sura an-Nisa': 28)

Vi bebyrder ingen over evne. Der findes hos Os et skrift, der taler sandhed; de vil ikke blive gjort uret. (Sura al-Muminun: 62)

De fleste folk opfører sig meget utaknemmeligt i lyset af Allahs medfølelse og velsignelser. På grund af deres tilknytning til verdslige ambitioner, fremsætter de hele tiden en omstændighed efter den næste som undskyldninger for ikke at tilbede, som de burde. Selvfølgelig bedrager og skader de kun sig selv ved at gøre dette, for som vi får at vide i Koranen, behøver Allah ingenting:

Hvis I er utaknemmelige; - Gud kan klare sig uden jer, men Han finder ikke behag i utaknemmelighed hos sine tjenere. Hvis I er taknemmelige, finder Han behag i jer. Ingen skal bære en andens byrde. Siden skal I vende tilbage til jeres Herre, og da vil Han underrette jer om, hvad I har gjort. Han ved, hvad hjertet rummer. (Sura az-Zumar: 7)

Vær forsigtig, benægt ikke din tjenestepligt over for Allah og kom med undskyldninger. Tænk ikke engang på sådan uoprigtighed. Glem ikke, at Allah ved om en uoprigtig undskyldning før en person tænker på den, og mens du bedrager dig selv, hvis du da pludselig møder dødsenglen, vil du aldrig være i stand til at vende tilbage til verden for at tilbede Allah, lige meget hvor meget du gerne vil det. İ Koranen fortæller Allah os om den fortrydelse, som vil mærkes på Dommedag af sunde og raske folk, som undgik tilbedelse:

På den dag, hvor et ben bliver blottet, og de opfordres til at kaste sig ned, men ikke kan, med sænket blik og overvældet af ydmyghed. De blev jo opfordret til at kaste sig ned, dengang de var uskadte. (Sura al-Qalam: 42-43)

De Som Siger: "Allah Vil Tilgive Mig Alligevel"

De fleste folk kender til Allahs eksistens og accepterer den, men de priser ikke Hans magt, som de burde. Der hvor de bedrager sig selv, er ikke når det gælder Allahs eksistens, men Hans egenskaber. For eksempel tror de ganske rigtigt, at Allah er meget generøs, kærlig og medfølende over for Sine tjenere, men de glemmer lidt hans egenskab i at være Den, Der straffer modstand over for troen, og Den, Der piner og forbander de vantro.

Disse folk, som ikke priser Allah, som de burde, har enten ingen eller meget lidt frygt over for Allah. Når det gælder det Hinsides er dette meget farligt for dem, for en person uden frygt for Allah, som ikke tror, han vil blive straffet for det, han gør, kan let begå alle mulige slags onde handlinger. Sådanne folk vil måske bukke under for den perverse ide, som på ingen måde er relateret til sandheden, at Allah vil tilgive dem på trods af, at de begår enhver synd, som Allah fordømmer. Satan nærmer sig folk fra denne retning og gør, at de forestiller sig, at de vil blive tilgivet, uanset hvad de gør.

Hvis vi undersøger dem, handler folk, der levet i samfund, som har forladt religion, på basis af et forvrænget synspunkt og går hele tiden mod Allahs instruktioner og forbud. De folk, som ikke beder eller faster, som ikke hjælper og beskytter de trængende, som ikke deler deres ejendom på grund af smålighed, som udnytter folk på en uretfærdig måde, som myrder, stjæler og bruger andres ejendele svigagtigt, og som leder dem omkring sig til umoralitet, er dem, der begår disse synder med den ide, at Allah alligevel vil tilgive dem.

Sandheden er, at folk, som tænker på en sådan måde, har begået en stor fejl, for selvom Allah er Den, Der accepterer omvendelse og tilgiver de, der angrer, er Han samtidig Den, Der med evig retfærdighed tilbagebetaler alt, der gjort, på den måde, folk har fortjent det. Selvfølgelig vil de, der handler ondt såvel som de, der handler godt, modtage den belønning, de fortjener på Dommedag. Koranen fortæller os denne sandhed:

Eller regner de, der begår onde handlinger, med, at Vi i livet og døden vil sætte dem på lige fod med dem, der tror og gør gode gerninger? Hvor ondt de dog dømmer! Gud skabte himlene og jorden i sandhed. Enhver vil blive gengældt for det, han har bedrevet. De vil ikke blive gjort uret. (Sura al-Jathiyya: 21-22)

Frygt en dag, hvor I bliver bragt tilbage til Gud! Da vil enhver få tilbagebetalt, hvad han har bedrevet. De vil ikke blive gjort uret. (Sura al-Baqara: 281)

Men det er vigtigt at understrege, at enhver person naturligvis kan begå fejl i sit liv og måske føle anger for de forkerte ting, han har gjort, og de fejl, han har begået, fordi mennesket er tilbøjeligt til fejl. Ingen kan påstå at være perfekt. På grund af dette, kan en person, mens han er i verden, angre over for Allah for at blive tilgivet. Indtil døden giver Allah alle muligheden for at angre, men Koranen fortæller os, hvilken slags anger der er oprigtig og vil blive accepteret. I de følgende vers, fortæller Allah os, at oprigtighed er et krav for anger:

Gud vil kun tilgive dem, der af uvidenhed har begået noget ondt og snarest omvender sig. Dem vil Gud tilgive. Gud er vidende og vis. Men der vil ingen tilgivelse være for dem, der begår onde handlinger, indtil døden indfinder sig hos hver enkelt af dem, og han så siger: "Nu omvender jeg mig!" og heller ikke for dem, der dør som vantro. Til dem har Vi beredt en pinefuld straf. (Sura an-Nisa': 17-18)

Siden dette er tilfældet, bør en person, når han begår en fejl, ikke betragte det som uvigtigt og tænke, ”Det er lige meget, jeg bliver alligevel tilgivet,” han burde oprigtigt vende sig mod vores Herre og angre sin fejl med beslutsomhed om at gøre det godt igen. Det vigtige for en person er at være en oprigtig og ærlig tjener for Allah. Kun på denne måde kan han håbe på Allahs tilgivelse. De, som ikke søger tilflugt hos Allah og ikke beder om tilgivelse, som tror, at Allah vil tilgive dem uanset hvad, vil møde resultater, de overhovedet ikke forventer.

Vær forsigtig og risiker ikke at begå den fejl, som Allah ikke vil være tilfreds med, i at tro, at Han vil tilgive dig, uanset hvad der sker. Ellers vil du sætte dit evige liv i stor fare, som du selv har skabt.

De, Som Tror, De Kommer I Paradis Uanset Hvad, Der Sker

I samfund, som har forladt en religiøs livsstil, bedrager folk også sig selv med den ide, at de har ret til at komme ind i Haven. Selvom den størstedel af disse folk accepterer, at der er et liv efter døden, har de den falske tro, at de bestemt vil komme i Paradis, siden de ikke lever religiøse liv. Hvordan folk når frem til en sådan holdning, ved vi ikke, men når de sammenligner sig selv med andre, ser mange kun deres gode sider, så de tror, at de generelt er gode folk, og at de som resultat har ret til at komme i Paradis. Det mest overraskende er, at disse folk ikke danner konceptet om ”godhed” ifølge Koranen, men ifølge deres egne uvidende kriterier. De vælger ikke den livsstil og moralitet, som Allah vil anerkende, men den livsstil og moralitet, som accepteres af det samfund, de lever i, og som resultat af deres misledte standarder snyder de sig selv til at tro, at de skal til Paradis.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det er en god ting at håbe på, at Allah vil give en adgang til Paradis, og det opfordres at ønske dette for sig selv. Men den vigtigste indikation på, at et sådant begær er oprigtigt er, når en person opfører sig i overensstemmelse med adgang til Paradis, udviser frygt for Allah og søger tilflugt i Ham gennem hele sit liv. At leve et liv, som Allah ikke anerkender og ikke at opfylde dine forpligtelser til ham, og stadig påstå, at du vil komme i Paradis, er ikke kun utrolig uoprigtigt men også rent selvbedrag.

Ifølge denne tankegang kan en person forsømme sine forpligtelser over for Allah og spilde utallige muligheder på sine egne selviske begær og passioner, og så automatisk finde sin plads blandt de oprigtige og korrekt handlende troende, og dele alle de goder, som Allah har forberedt til dem i Paradis. Denne slags logik viser, at personen intet ved om Koranen overhovedet. En person, der forstår de sandheder, som findes i Koranens vers, ved meget vel, at det er umuligt at blive reddet på basis af sådanne misforståelser, som opstår ud fra folks modtagelighed over for selvbedrag.

Når en person bliver klar over og reflekterer over Ilden, som den beskrives i Koranen, kan han ikke få sig selv til at overveje at bruge bare et eneste øjeblik der. Han kæmper stædigt, ikke kun for ikke at komme til Ilden, men for ikke at komme noget sted i nærheden, fordi Helvede er et sted fyldt med utænkelig lidelse, smerte og pine. Som det beskrives i Koranen, er Helvedes pinsler så voldelig, at folk ønsker, de ikke længere eksisterede:

Når de sammenlænkede kastes ned på et trangt sted deri, udstøder de høje klageråb dér. (Sura al-Furqan: 13)

"Malik!" råber de. "Lad din Herre gøre det af med os!" Han siger: "I bliver her!" (Sura az-Zukhruf: 77)

Folk, som ikke priser Allah og anerkender Hans egenskaber, som de burde, kan ikke værdsætte Ildens rædsel, som Han har forberedt for de vantro. Dette skaber en ubetænksomhed i dem. Så meget, at de i stedet for at handle på basis af frygt for Helvede og ønsket om at undgå det, er forberedt på at overveje at komme i Helvede i en vis tid for visse handlinger, de har udført. Dette synspunkt er meget udbredt i samfundet. Folk som overtræder Allahs befalinger og forbud til fordel for deres egne, selviske ønsker og passioner, har den tro, at de vil afsone deres straf i Helvede og så komme videre til Paradis. De tror, at de kan gøre, hvad end de vil i livet i verden, og at de så vil blive straffet i Helvede i lidt tid, før de tilgives. Faktisk er der ingen garanti for noget sådan for nogen som helst, med mindre Allah vil have det.

Ilden er et sted for evig pinsel, og enhver person, som ikke lever ifølge Allahs befalinger, kan blive fordømt til denne pinsel i al evighed. Folk, som forestiller sig, at de efter lidt tid vil blive løsladt fra Ilden og ikke frygter Allah, som de burde, er folk, som ikke overvejer eller forstår Hans retfærdighed. Faktisk taler Allah om folk, som handler ud fra denne overtro, og om hvad de vil lide under i Koranen:

De siger: "Ilden vil kun røre os nogle få dage!" Sig: "Har I sluttet pagt med Gud? For Gud bryder ikke sin pagt. Eller siger I om Gud, hvad I ikke ved?" Jo! De, der har begået en ond handling, og hvis synd omslutter dem, de hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid. Men de, der tror og gør gode gerninger, de hører til i Haven; dér skal de forblive til evig tid. (Sura al-Baqara: 80-82)

Også det følgende:

For de sagde: "Ilden vil kun berøre os i nogle få dage!" Det, som de selv har fundet på, forblinder dem i deres religion. (Sura Al 'Imran: 24)

Som de ovenstående vers fortæller, ved kun Allah, hvem der vil lide hvilken pinsel, og hvor længe en person skal være i Ilden. Den håbløshed og hjælpeløshed, der vil blive oplevet af folk, som gennem deres liv siger, “Jeg vil afsone min tid og komme ud”, og bedrager sig selv med deres egen arrogante og fejlagtige mentalitet, beskrives af Allah i de følgende vers:

… Han siger: "Ilden skal være jeres bolig; dér skal I forblive til evig tid, med mindre Gud vil det anderledes." Din Herre er vis og vidende. (Sura al-An'am: 128)

Men de, der er gudløse, deres herberg bliver Ilden. Hver gang de ønsker at komme ud derfra, bliver de bragt tilbage dertil, og til dem vil man sige: "Smag Ildens straf, som I kaldte for en løgn!" (Sura as-Sajda: 20)

De vil ud af Ilden, men de kommer ikke ud af den. De har en bestandig straf i vente. (Sura al-Ma'ida: 37)

Hvis du ikke vil være et af de mennesker, der refereres til i ovenstående vers, så tænk igen over dette emne, og giv ikke efter for den ubegrundede tro, at du vil komme i Paradis uanset hvad der sker, eller at du vil afsone din straf og blive løsladt fra Helvede. Døm ikke dig selv i forhold til grundløse kriterier, men ifølge Koranens vers. I Koranen fortæller Allah os til mindste detalje, hvilken person du bør være for at skulle fortjene Paradis. Glem ikke, at ingens adgang til Paradis er garanteres. I kontrast bliver alle testet gennem deres liv i verden, og alle er i fare for at komme i Helvede. Koranen udpeger endda for os, at selv Allahs mest oprigtige og samvittighedsfulde profeter bad til Ham om dette:

[Josef sagde,] "Herre! Du har givet mig magt, og Du har lært mig at tyde fortællinger. Himlenes og jordens skaber! Du er min ven i denne verden og i den hinsidige. Kald mig bort som en, der overgiver sig, og sæt mig blandt de retfærdige!" (Sura Yusuf: 101)

I denne situation bør ingen bedrage sig selv – ingen vil være i stand til at komme ind ad Paradisets porte, hvis han ikke bukker sig og giver sig selv til Allah, og ikke tjener vor Herres anerkendelse. I et vers i Koranen viser Allah os, at det er umuligt, med det følgende meget klare eksempel:

Himlens porte vil ikke blive åbnet for dem, der kaldte Vore tegn for løgn og hovmodigt afviste dem. De kommer ikke ind i Haven, før en kamel kan klemme sig gennem et nåleøje. Således gengælder Vi dem, der forbryder sig. (Sura al-A'raf: 40)

Folk Som Siger: "Jeg Gjorde Bare Det Samme Som All Andre"

På en række områder, hvor folk begår fejl, spiller gruppepsykologi en stor rolle. Specielt i samfund, som mangler religion, bliver det normen at ”følge med flokken”, selv når valget er forkert eller dårligt. Selvom han i sin samvittighed ved, hvad der er rigtigt, ignorerer en person under påvirkning af gruppepsykologi sin samvittighed med den falske idé, at so mange folk ikke kan tage fejl, og derfor følger han med flertallet. Faktisk kan flertallets holdning ikke bruges som målestok på noget område. Den eneste vejledning, folk kan bruge til at separere rigtig fra forkert, er Koranen, som blev nedsendt med dette formål. De, som accepterer og lever efter andre kriterier end de i Koranen, begår meget store fejl. I Koranen advarer Allah os tydeligt omkring at følge flertallet:

Hvis du adlyder de fleste af dem, der er på jorden, vil de lede dig vild, bort fra Guds vej. De følger kun løse formodninger; de kan kun gisne. (Sura al-An'am: 116)

Bag princippet i at følge flertallet er den fejlagtige idé, at hvis alle er blevet enige om noget, er det essentielt at følge med strømmen. Det vil sige, en person er bange for at blive kritiseret eller fordømt eller isoleret af andre, hvis han ikke forlader, hvad han ved, er rigtigt, for at følge med flertallet. Dette er en mentalitet, som er meget udbredt blandt alle, hvad enten de er unge eller gamle. Der er folk, som udelukkende af denne årsag ikke ser deres tilbedelses forpligtelser og ignorerer Allahs anerkendelse gennem hele deres liv, blot for at tilfredsstille flertallet. En person skal ikke beregne, hvad andre tænker og så handle ifølge dette. Med Koranen frigør Allah folk fra al slags afhængighed. En person står kun til ansvar for Allah og vil kun skulle redegøre over for Allah, om han troede på og handlede ifølge Koranen eller ej.

Faktum er, at alle meget vel kender til denne sandhed, men mange folk bedrager sig selv ved at komme med undskyldningen om at følge med flertallet og tro, at de kan bedrage folk omkring sig. Men når de kommer til det Hinsides, vil de finde ud af, at den store gruppe af mennesker, de fulgte med, ikke kan redde dem, ligesom de ikke kan redde sig selv. Allah fortæller os om sådanne menneskers situation i Koranen:

Nej! Hvis han ikke holder op, så griber Vi ham i pandelokken, en løgnagtig og syndig pandelok. Lad ham blot kalde på sine fæller. Vi vil tilkalde håndlangerne. Nej! Adlyd ham ikke! Kast dig ned og kom nær! (Sura al-'Alaq: 15-19)

En person i denne position har ignoreret Allahs anerkendelse for at passe ind med de omkring ham, og har aldrig overvejet, at han vil stå ansigt til ansigt med Dommedag. Nu vil han blive sendt til Ilden sammen med det irreligiøse flertal, som han tillagde stor vigtighed, og for hvem han har forsømt Allah. Når dette er tilfældet, så bedrag ikke dig selv og læg ikke afstand til troen ved at komme med undskyldningen om at følge med flertallet. Forlad aldrig, hvad du ved, er rigtigt fra Koranen, og lev efter det rigtige, selvom du gør dette alene. Glem ikke, at den beslutsomhed, du viser for at opnå Allahs anerkendelse, vil bane vej for, at du kan leve evigt i ly af Hans store barmhjertighed.

De Som Siger: "Jeg Følger Videnskabelig Fremgang"

En anden faktor, som driver folk til at forsømme deres religion, er tilstedeværelsen af forskere, som begår den fejl at benægte Allah og Dommedagen.

Den tid, vi lever i, er en hvor videnskab har gjort store fremskridt, og hvor vi – fra et videnskabeligt synspunkt – møder ting, vi aldrig før har oplevet i historien. Med de muligheder, vi får fra videnskab og teknologi, ser vi orden og design i universet, opdager fejlfriheden ved de systemer, Allah har skabt, kommer nærmere på en stor række sandheder om den måde, hvorpå levende væsner blev skabt, og opdager Koranens mirakler en efter en.

Men der er også folk, som bruger videnskaben til deres egen verdslige fordel og prøver at bruge den til at støtte deres modstand mod religion. Disse folk præsenterer sig selv som forskere, men de bruger ikke videnskaben til at forske og opdage fakta, men til at styrke deres egne ideologier. De ignorerer den fejlfri skabelse i universet og levende ting, og deres mirakuløse egenskaber, og fremsætter den falske påstand, at alt kom til af sig selv ved tilfælde. Deres formål er at afvise Allahs eksistens og få samfundet til at gøre det samme. Via dette vil de skabe samfund, der udgøres af separate individer, hvo ingen føler ansvar for nogen andre, og hvor umoralitet af enhver slags bliver vidt udbredt.

Langt størstedelen af folk påvirkes let af de forskere, som blot har besluttet sig for at sprede sine egne ideer. Forskere betragtes som de, der er bedst kvalificerede til at komme med de bedste bedømmelser af ethvert emne. Dette er dog en forkert antagelse. Selvfølgelig er der værdifulde forskere, som bruger videnskaben til det sande formål og hvis viden vi kan drage fordel af inden for mange emner. Men i videnskabelige kredse er der folk uden for denne kategori, som fordrejer og skjuler fakta og misleder andre for deres egen verdslige fordel. Af denne grund bør forskere, ligesom alle andre, ikke kun dømmes på deres videnskabelige akkreditiver eller antallet af deres kvalifikationer, men på om de bruger den viden, de besidder, i overensstemmelse med formålet med deres skabelse, og lever på den måde, Allah anerkender. Dette er den korrekte tilgang for en person, som tror på Allah.

Som vi sagde tidligere, siger Allah i Koranen, at det er skadeligt at følge med flokken, og at de ter flertallet, der vedholder i sin modstand til tro. Siden dette er tilfældet, burde en person ikke acceptere andres ord uden at undersøge og overveje detaljerne, og burde nå den rigtige konklusion ved at stole på sin egen intelligens og samvittighed. I det følgende vers af Koranen, udpeger Allah dette for os: ”Følg ikke noget, hvorom du ingen viden har! Hørelse, syn og hjerte, alt dette bliver man draget til ansvar for.” (Sura al-Isra’: 36). Så at acceptere og følge andres ord med det samme er intet andet end selvbedrag.

En person er ansvarlig for at handle efter, hvad der er rigtigt, som Allah instruerer, og for at råde andre til at gøre dette. Dette er sandheden, og at fremsætte undskyldninger i et forsøg på at bedrage dig selv og de omkring dig kan ikke give nogen fordel i det Hinsides. I Koranen advarer Allah os om, at der altid vil være folk, som inviterer andre til vantro og giver løfter på dette område, og Han udpeger, at sådanne folk og de, som følger dem, vil blive mødt med lidelse:

De, der er vantro, siger til dem, der tror: "Følg vor vej, så tager vi jeres forseelser på os!" Men de vil overhovedet ikke tage deres forseelser på sig. De lyver. De vil komme til at bære deres egne byrder og andre byrder sammen med deres egne, og de vil på opstandelsens dag blive draget til ansvar for det, som de fandt på. (Sura al-'Ankabut: 12-13)

 

4 / total 6
You can read Harun Yahya's book Hvorfor Bedrager Du Dig Selv? online, share it on social networks such as Facebook and Twitter, download it to your computer, use it in your homework and theses, and publish, copy or reproduce it on your own web sites or blogs without paying any copyright fee, so long as you acknowledge this site as the reference.
About this site | Sæt som Startside | Add to favorites | RSS Feed
Alle materialer kan kopiers, printes og distribueres, ved at henvise til denne hjemmeside.
(c) All publication rights of the personal photos of Mr. Adnan Oktar that are present in our website and in all other Harun Yahya works belong to Global Publication Ltd. Co. They cannot be used or published without prior consent even if used partially.
© 1994 Harun Yahya. www.harunyahya.com
page_top