Islam Fordømmer Terrorisme

HENT BOGEN

Download (DOC)
Kommentar

Bogens Kapitler

< <
6 / total: 8

Islam har bragt fred og harmoni til Mellemøsten

Historie har altid været vidne til fred, retfærdighed og kærlighed i lande regeret af muslimske administratorer, når de fulgte Koranens vejledning. Normerne i de erobrede lande under Profeten Muhammads (saas) levetid er meget vigtige eksempler, og retfærdige administratorer, der fulgte efter ham, som fulgte i Allahs budbringers fodspor og aldrig veg bort fra Koranens moral, etablerede fredelige samfund. Den sande retfærdighed, retskaffenhed og ærlighed beskrevet i Koranen stod ved på disse administratorers tid, og udgjorde derved en rollemodel for de efterfølgende generationer, der kom.

Landet Palæstina og hovedstaden Jerusalem, hvor medlemmer af de tre guddommelige religioner bor sammen, er vigtige på den måde, at de viser, hvordan muslimer bringer fred og stabilitet til de lande, de regerer. Faktisk har muslimer i de fleste af de sidste 1400 år bragt fred til Jerusalem og Palæstina.

Freden og retfærdigheden bragt til Palæstina af kaliffen Omar (ra)

Hz. Ömer, cami

Omars Moske

Jerusalem var jødernes hovedstad indtil e. Kr. 71. Det år foretog den romerske hær et stort overfald på jøderne og forviste dem fra området med den største brutalitet. Som tiden for den jødiske diaspora begyndte, blev Jerusalem og det omgivende område et forladt land.

Men Jerusalem blev igen et center for interesse med accepten af kristendommen under den romerske kejser Konstantin. Romerske kristne byggede kirker i Jerusalem. Forbuddene for, at jøder kunne slå sig ned i regionen, blev fjernet. Palæstina forblev romersk (Byzantinsk) territorium indtil det 7. århundrede. Perserne erobrede regionen i en kort tid, men Byzantinerne generobrede det senere.

Et vigtigt vendepunkt i Palæstinas historie kom i året 637, da det blev erobret af Islams hære. Dette betød ny fred og harmoni i Palæstina, som i århundreder havde været scene for krige, landsforvisning, plyndring og massakre, og som mødte ny brutalitet hver gang det skiftede hænder, en hyppig forekomst. Ankomsten af islam var begyndelsen på en tid, hvor folk med forskellige trosretninger kunne leve i fred og harmoni.

Palæstina blev indtaget af Hazrat Omar (ra), den anden kalif efter Profeten (saas) selv. Ankomsten af kaliffen til Jerusalem, den medfølelse, modenhed og venlighed han viste overfor folk med forskellige tro, introducerede den smukke tid, der begyndte. Karen Armstrong beskriver Hazrat Omars (ra) indtagelse af Jerusalem med disse udtryk i sin Bog Holy War:

Kaliffen Omar kom til Jerusalem anbragt på en hvid kamel, eskorteret af byens dommer, den græske patriark Sophronius. Kaliffen bad om omgående at blive bragt til templet Mount, og der knælede han i bøn på stedet, hvor hans ven Mohammed havde gjort sin Natte Rejse. Patriarken så på med rædsel: dette, tænkte han, må være Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som Profeten Daniel havde forudset ville komme til Templet: dette må være Antikrist, som ville bebude de Sidste Dag. Derefter bad Omar om at se de kristne skrin og, mens han var i Den Hellige Gravs Kirke, kom tiden til den muslimske bøn. Høfligt inviterede Patriarken ham til at bede, hvor han var, men Omar afslog høfligt. Hvis han knælede til bøn i kirken, forklarede han, ville muslimer ønske at mindes denne begivenhed ved at opsætte en moske der, og det ville betyde, at de ville blive nødt til at nedrive den Hellige Grav. I stedet gik Omar for at bede et stykke væk fra kirken, og, rigtig nok, lige overfor den Hellige Grav er der stadig en lille moske dedikeret til kaliffen Omar.

Omars anden store moske blev opsat på Templet Mount for at markere den muslimske erobring sammen med moskeen al-Aqsa, som minder Mohammeds Natterejse. I årevis havde kristne brugt stedet for det ødelagte jødiske tempel som byens skraldeplads. Kaliffen hjalp sine muslimer med at fjerne skraldet med sine egne hænder, og der rejste muslimer deres to helligdomme for at etablere islam i den tredje mest hellige by i den islamiske verden.22

Kudüs Patriği

Med den muslimske erobring af Jerusalem blev byen et sikkert tilflugtssted, hvor alle tre religioner kunne sameksistere i fred. John L. Esposito skriver:

Da det arabiske hære overtog Jerusalem i 638, besatte de et center, hvis helligdomme havde gjort det til et stort pilgrimssted i kristendommen. Kirker og den kristne befolkning blev ikke antastet. Jøder, for længst forbudt fra at leve der af kristne regenter, fik lov til at komme tilbage, leve og tilbede i Salomon og Davids by. 23

Aftalen – som nævnes på tidligere sider – som kaliffen Omar (ra) havde underskrevet med Jerusalems Patriark, da han kom til Jerusalem, som et tegn på hans medfølelse.

Kort sagt bragte muslimer civilisationen til Jerusalem og hele Palæstina. I stedet for trosretninger, der ikke viste nogen respekt for andre menneskers hellige værdier, og som dræbte dem blot på grund af forskel i tro, regerede islams retfærdige, tolerante og moderate kultur. Efter Hazrat Omars (ra) indfangning levede muslimer, kristne og jøder sammen i fred og harmoni i Palæstina. Muslimer prøvede aldrig at bruge tvang til at få andre til at konvertere, selvom nogle ikke-muslimer, som så, at islam var den sande religion, gjorde det af egen vilje.

Freden og harmonien i Palæstina varede så længe, som muslimerne regerede regionen. Men ved slutningen af det 11. århundrede kom en erobrende magt til regionen udefra, og Jerusalems civiliserede land blev barbarisk og brutalt plyndret, på en måde aldrig før set. Disse barbarer var korsfarerne.

Korsfarernes brutalitet

osmanlı, imaparatorlugu
Under muslimsk herredømme levede muslimer, kristne og jøder sammen i Jerusalem i trivsel og fred.

Mens medlemmer af alle tre religioner levede fredeligt sammen i Palæstina, besluttede de kristne i Europa sig for at organisere et korstogt. Efter et kald af Pave Urban II den 27. november 1095 ved Rådet af Clermont, satte mere end 100.000 folk fra hele Europa af sted til Palæstina for at befri det Hellige land fra muslimerne og finde Østens sagnomspundne rigdom. Efter en lang og trættende rejse og meget plyndring og slagtning undervejs, nåede de Jerusalem i 1099. Byen faldt efter en belejring på næsten fem uger, og korsfarerne rykkede ind. Og de udførte en brutalitet, som verden sjældent havde set mage til. Alle muslimer og jøder i byen blev sat for sværdet.

Freden og harmonien i Palæstina, som havde varet siden Hazrat Omar (ra), endte i forfærdelig slagtning. Korsfarerne brød alle de etiske love i kristendommen, en religion af fred og medfølelse, og spredte terror i kristendommens navn.

Saladins retfærdighed

Den barbariske korsfarer hær gjorde Jerusalem til deres hovedstad og etablere en latinsk kongedømme, hvis grænser strakte sig fra Palæstina til Antioch. Men korsfarerne, der bragte brutalitet til Palæstina, varede ikke længe. Saladin samlede alle de muslimske kongedømmer og besejrede korsfarerne ved kampen ved Hattin i 1187. Efter krigen blev de to ledere af korsfarernes hær, Reynald af Chatillon og Kong Guy, bragt til Saladins. Saladin henrettede Reynald af Chatillon, som var blevet kendt for den forfærdelige brutalitet, han havde begået mod muslimer, men han lod Kong Guy gå, da han ikke havde begået de samme forbrydelser. Palæstina så endnu en gang retfærdighedens sande betydning.

Øjeblikkeligt efter Hattin, og på den samme dag, da Profeten Muhammad (saas) var blevet taget fra Mekka til Jerusalem på en nat, på opstigningens dag, kom Saladin til Jerusalem og befriede det fra 88 år med korsfarernes besættelse. Da korsfarerne tog byen 88 år tidligere, havde de dræbte alle muslimerne i den, og af den grund var de bange for, at Saladin ville gøre det samme mod dem. Men han rørte ikke en eneste kristen i byen. Endvidere beordrede han blot de latinske (katolske) kristne at forlade den. De ortodokse kristne, som ikke var korsfarere, fik lov til at leve i byen og tilbede, som de ønskede. Med John L. Espositos ord: “Den muslimske hær var lige storsindet i sin sejr som den havde været ihærdig i deres kamp. Civile blev skånet, kirker og helligdomme blev generelt ikke rørt… Saladin var tro mod sine ord og medfølende overfor nonkombattanter.” 24

O You who believe! Be upholders of justice, bearing witness for Allah alone, even against yourselves or your parents and relatives. Whether they are rich or poor, Allah is well able to look after them. Do not follow your own desires and deviate from the truth. If you twist or turn away, Allah is aware of what you do.
(Surat an-Nisa', 135)

Karen Armstrong beskriver Jerusalems anden indfangning med disse ord:

Den 2. oktober 1887 kom Saladin og hans hær til Jerusalem som erobrere, og i de næste 800 år skulle Jerusalem forblive en muslimsk by. Saladin holdt sit ord og erobrede byen ifølge de højeste, islamiske idealer. Han tog ikke hævn for de 1099 massakrer, som Koranen anbefalede (16:127), og nu hvor den fjendskab var slut, endte han mordene (2:193-194). Ikke en eneste kristen blev dræbt, og der var ingen plyndring… Løsepengene var bevidst meget lave… Saladin… løste mange af dem frit, som Koranen opfordrede… Hans bror Al-Adil blev så bedrøvet over fangernes skæbne, at han bad Saladin om tusind af dem til eget brug og løsladte dem så på stedet… Alle de muslimske ledere blev forargede over at se de rige kristne, der slap fri med deres rigdom, som kunne være blevet brugt på at løslade alle fangerne…  [Patriarken] Heraclius betalte sin ti dinar dyre løsesum ligesom alle andre og fik endda en speciel eskorte til at sikre hans skat under rejsen til Tyre...25

kral richard
Selvom det Osmanniske Imperium var en muslimsk stat, gav den sine indbyggere religiøs frihed. Altså kunne en fredelig, multikulturel mosaik findes på Osmannisk jord. Som ses på dette billede beskyttede staten sine indbyggere i overensstemmelse med muslimsk moralsk lære, og gav til de fattige uanset hvilken religion de levede efter.

Kort sagt behandlede Saladin og muslimerne under hans befaling de kristne med stor barmhjertighed og retfærdighed, og viste dem endda mere medfølelse end deres egne ledere havde gjort. Ikke kun de kristne men også jøderne opnåede fred og sikkerhed ved muslimernes erobring af Jerusalem. Den velkendte spansk-jødiske poet Yehuda al-Harizi udtrykte sine følelser således i et af sine værker:

Gud… besluttede, at fristedet ikke længere skulle hvile i Esaus sønners hænder… Altså i året 4950 af Skabelse [e. Kr. 1190] vækkede Gud prinsen af Ishmaelites’ [Salah al-Din] ånd, en fornuftig og modig mand, som kom med hele sin hær, belejrede Jerusalem, tog det og fik det proklameret gennem hele landet, at han ville modtage og acceptere racen Ephraim, hvor end de kom fra. Og så kom vi fra alle verdens hjørne for at bosætte os her. Vi lever nu i skygge af fred.

Efter Jerusalem fortsatte korsfarernes deres brutalitet og muslimerne deres retfærdighed i andre byer i Palæstina. I 1194, fik Richard the Lionheart, som udstilles som en stor helt i britisk historie, 3000 muslimer, hvoriblandt der var mange kvinder og børn, køligt henrettet i Castle Acre. Selvom muslimerne bevidnede denne brutalitet, tyede de aldrig til de samme metoder. De fulgte Allahs bud: Forbitrelse mod folk, fordi de holdt jer borte fra det fredhellige bedehus, skal ikke få jer til at begå overtrædelser! (Sura al-Ma’ida, 2) og brugte aldrig vold imod uskyldige civile. The tog aldrig unødvendig vold i brug, ikke engang imod korsfarernes hære, som de besejrede.

Korsfarernes brutalitet og muslimernes retfærdighed viste endnu engang den historiske sandhed: en administration bygget på islams principper tillod folk af forskellig tro at leve sammen. Dette faktum fortsatte med at blive demonstreret i 700 år efter Saladin, især under den Osmanniske periode.

Det Osmanniske imperiums retfærdige og medfølende styre

I 1514 indtog Sultan Selim Jerusalem og det omgivende område, og omkring 400 år med Osmannisk styre i Palæstina begyndte. Som i andre Osmanniske stater skulle denne periode gøre, at Palæstina kunne nyde fred, stabilitet og forskellige trosretningers sameksistens.

Det osmanniske imperium blev administreret under, hvad der er kendt som ”nation (hirse) systemet”, hvor den fundamentale egenskab var, at folk med forskellig tro fik lov til at leve ifølge deres egne trosretninger og endda lovlige systemer. Kristne og jøder, beskrevet i Koranen som Bogens Folk, fandt medfølelse, sikkerhed og frihed i osmanniske lande.

osmanlı halkı

Although the Ottoman Empire was a Muslim state, it granted its subjects religious freedom. Thus a peaceful multi-cultural mosaic was to be found in Ottoman lands. As seen in this picture, the state protected its citizens in accordance with Muslim moral teaching, providing for its poor no matter what religion they practised.

Den vigtigste grund til dette var, at selvom det osmanniske imperium var en islamisk stat administreret af muslimer, havde det intet ønske om at tvinge sine beboere til at følge islam. Modsat sigtede den osmanniske stat efter at give fred og sikkerhed til ikke-muslimer, og at styre dem på en sådan måde, at de ville være tilfredse med islamisk styre og retfærdighed.

Andre store stater på samme tid havde meget ondere, og undertrykkende regeringer med utolerante synspunkter. Kongedømmet Spanien kunne ikke tolerere eksistensen af muslimer og jøder på den spanske halvø og udførte stor vold på begge samfund. I mange andre europæiske lande blev jøder undertrykket for bare at være jøder (for eksempel blev de tilfangetaget i ghettoer), og var nogle gange ofre for masseslagteri (pogromer). Kristne kunne ikke engang komme ud af det med hinanden: kampen mellem protestanter og katolikker i det 16. og 17. århundrede forvandlede Europa til et blodbad. 30-årskrigen mellem 1618 og 1648 var et resultat af denne katolsk-protestantiske konflikt. Som resultat af den krig blev Centraleuropa til en slagmark, og alene i Tyskland blev en tredjedel af befolkningen på 15 millioner dræbt.

Çatışma

Katolikkers og protestanters fælles utolerance i det 16. og 17. århundrede fortsætter stadig i nogle lande. De mest uskyldige ofre for disse konflikter har altid været børnene.

I sådan et miljø er det en ubestrideligt vigtig sandhed, at det osmanniske styre var overordentligt humant.

Mange historikere og politiske videnskabsmænd har givet opmærksomhed til dette faktum. En af disse er Columbia Universitets verdenskendte ekspert på Mellemøsten, Professor Edward Said. Oprindeligt fra en Jerusalem kristen familie, fortsatte han sin research langt fra sit hjemland på amerikanske universiteter. I et interview i den israelske avis Ha’aretz anbefalede han det ”osmanniske nation system”, hvis en permanent fred skulle bygges i Mellemøsten. Det han sagde var:

Et jødisk mindretal kan overleve på den måde, andre mindretal i den arabiske verden overlevede. … Det virkede ganske godt under det osmanniske imperium med sit hirsesystem. Det, de havde da, virker meget mere humant end det, vi har nu. 26

yoksul, engelli

1. ZAMAN, 30.8.00 Vi savner Osmannerne 2. Nostalgi for Osmannerne i Balkan TÜRKIYE, 15.4.95

Modellen for fred i Mellemøsten er det Osmanniske med multikultur, med dens forsonende, retfærdige og tolerante attitude baseret på Koranens moralske lære. Ovenover er nogle klip fra tyrkiske aviser og tidsskrifter om det Osmanniske herredømmes fredelige natur.

Historie afslører, at islam er det eneste trossystem, der har haft en retfærdig, tolerant og medfølende måde at regere på i Mellemøsten. Den Osmanniske fred, som sluttede ved det osmanniske imperiums tilbagetrækningen fra regionen, er stadig ikke blevet erstattet.

Af denne grund er måden, hvorpå man kan opnå fred i Mellemøsten, at introducere den Osmanniske model karakteriseret af medfølelse og kompromis, de to fundamentale læresætninger i Koranen. Islam, fulgt sandt, er løsningen til al slags vold, konflikt, krig og terror og en garanti af fred, retfærdighed og medfølelse.

Gud har medfølelse med tjenerne. (Sura Al 'Imran, 30)

Footnotes

22.Karen Armstrong, Holy War, MacMillan, London, 1988, s. 30-31

23. Rapor, İbn Abdulhakem'in Fütuh Mısır ve Ahbaruha'sından alınmış, P.K. Hitti de oradan History of Arabs adlı eserine iktibas etmiştir. (Londra: Macmillan, 1950) s. 163. İslam Kültür Atlası, İsmail Rai el-Faruki, Luis Lamia el-Faruki, çeviri: Mustafa Okan

24.Karen Armstrong, Holy War, s. 185

25.Bernard Lewis, İslam Dünyasında Yahudiler, İmge Kitabevi, İstanbul, 1996, Yahudi Ansiklopedisi, Cilt 1, Yusuf Besalel, Gözlem Gazetecilik Basın ve Yayın AŞ, 2001, s. 246

26.18.8.2000, Ha'aretz Gazetesi; MiddleEast.Org, August 2000

6 / total 8
You can read Harun Yahya's book Islam Fordømmer Terrorisme online, share it on social networks such as Facebook and Twitter, download it to your computer, use it in your homework and theses, and publish, copy or reproduce it on your own web sites or blogs without paying any copyright fee, so long as you acknowledge this site as the reference.
About this site | Sæt som Startside | Add to favorites | RSS Feed
Alle materialer kan kopiers, printes og distribueres, ved at henvise til denne hjemmeside.
(c) All publication rights of the personal photos of Mr. Adnan Oktar that are present in our website and in all other Harun Yahya works belong to Global Publication Ltd. Co. They cannot be used or published without prior consent even if used partially.
© 1994 Harun Yahya. www.harunyahya.com
page_top